fredag, november 14, 2008

Bark på Stewartia


Gammel Kærlighed Ruster Ikke

Åhr. Så var man lige forbi plantepusheren og kikke efter en stedsegrøn busk. Så står der lige et 2 m højt træ i en potte. Meget velproportioneret lille fingrenet træ. Så kikker man lige på seddelen. Så er det (indsæt passende kraftudtryk) en Stewartia pseudocamellia. Til 1400 kroner.

Så er det lige før jeg bliver bankrøver. Nu har jeg sukket efter sådan én i årevis, og man kan købe dem i 50 cms størrelse, og så står den bare der. Den har vidunderlige blomster, smukke blade, den har en fabelagtig rød høstfarve, og barken skaller af så smukt som på en platan.

For en ordens skyld sætter vi den lige ind én gang til:












onsdag, november 12, 2008

Træpæon 'Godaishu'


"Huge blossoms up to 10" in diameter. The soft white flowers stand out in the garden".

10 tommer, der er cirka 30 centimeter. Åh, hvor jeg glæder mig.


'Godaishu' betyder måske Five Continents. 'Fuji-musume' betyder måske "the Wisteria Girl", en japansk historie om en pige med blåregn i hænderne i et maleri.



mandag, november 10, 2008

Træpæon 'Fuji-musume'


Træpæoner

Nu er jeg efterhånden ved at være moden til at anskaffe et par træpæoner.


De skal stå ude ved vejen, så forbipasserende vil besvime af betagelse ved synet af tyve-centimeter-i-diameter blomster. Min kollega, der tilfældigvis er pæon-pusher, kan skaffe mig 'Godaishu' og 'Fuji-musume'...






torsdag, november 06, 2008

Prydelige Buske

Ok; forslag til en køn 1-1½ meter høj prydbusk med iøjnefaldende blomster og kønne høstfarver?

Foreløbig liste:

1. Sneklokketræ (Halesia carolina)
2. Perlebusk (Exochorda macrantha)
3. Japansk glasbær (Callicarpa japonica)
4. Stewartia pseudocamellia

søndag, oktober 26, 2008

Der findes ikke mange sange om oktober. Det er nok fordi det er en måned der står med ét ben i september og ét ben i november. Når solen skinner og alt er klart og lyst, så er det september. Når det regner og rusker og er skumringsdunkelt hele dagen, så er det november. Man kan heldigvis stadig finde chrysanthemums derude; og det er tid til at tænke på fakler og lyskæder. Og så kikker jeg på forårsblomstrende buske som Abeliophyllum distichum, den hvide forsythia-agtige busk jeg tidligere har skrevet om.

søndag, september 28, 2008

Mere Katalog

Jeg læser videre i Thompson-Morgan. Her har vi bl.a. en Cephalophora aromatica. En anden hjemmeside skriver om den: "Ein Muß für Nasenmenschen und Gummibärchenfreunde."
T-M skriver blot "apple-scented foliage".

Sådan en må vi også prøve...

torsdag, september 25, 2008

Katalog fra Thompson-Morgan


Jeg har været ærgerlig på T-M i et par år fordi jeg har haft dårlige erfaringer med spireevnen på deres frø. Som i "alle deres frø". Meeen, når så kataloget kommer, så er der da ting der frister.

Som for eksempel -
  • en mørkløvet, mørkerød tallerkensmækker (Nasturtium majus 'Cobra)

  • en lav sortblomstret dahlia (Dahlia variabilis 'Black Beauty')

  • en køn blå frynset "knap" med ananasduftende løv (Centratherum intermedium 'Pineapple Sangria')

torsdag, september 04, 2008

Havesæson slut - nu kommer Blogger-sæsonen


Som vanligt er der helt stille her på bloggen fra sidst i juni til september. Faktisk et godt tegn - jeg er ude i haven og ikke foran computeren. Nu er det så blomsterløgstid, og så skal man på havenettet igen. Næste års tulipan - sammen med Geranium phaeum - er måske 'Carnaval de Nice'.


søndag, juni 29, 2008

Blomsterløg


Der er fuld knald på haven og man har travlt med alt muligt andet end at være på bloggen. Sommeren er dejlig, og det gælder om at være der mens det sker! Dog, der er rent faktisk et (dejligt) efterår forude - og det betyder at der er blomsterløg der skal lægges.



Hvad med at tilplante nogle krukker i år? Det er f.eks. 'Purissima' på billedet...

torsdag, maj 29, 2008

Klar - Parat - Solstegte Frø


Yes! Tre lynangreb i køkkenhaven:
  1. Finrive og opsætte sneglefælde
  2. Så papaver 'Picotee' og vild rucola og bønne 'Purple Teepee'
  3. Udplante appelsintagetes
Squashplanterne får lige lov til at blive lidt større i potterne før de plantes ud. Der mangler også lige de to forskellige slags sommerasters, men nu er der da nogle frø i jorden. Så er den køkkenhave klar!


Så Flyver Sommeren!

Nu flyver sommeren! Det gælder om at være med derude og se det hele ske. Fra den ene dag til den anden blomstrer de sibiriske iris; de havde gemt knopperne godt mellem de mellemgrønne smukke blade, og idag blomstrer de, blå med sært årede blomster. Pæonerne venter også; en enkelt har åbnet et lille kikhul i en knop, men de venter stadig. En nat springer de ud, og så må man stå der hver dag og kikke, og hver nat gå ud til dem og føle på dem. Og så bliver det rosernes tid, roserne som kun har bittesmå anlæg til blomster, og som ikke engang er færdige med at fylde blade på de bare grene. Der er bladlus; det er der. Heldigvis er der også bladluse-rovdyr. På en af roserne så jeg de karakteristiske store bladlusemumier, guldfarvede, som vistnok skyldes bladlus-snyltehveps. Ellers sætter jeg min lid til mejserne!

Mangler at så sommerasters og valmuer og vild rucola og purpurbønner i køkkenhaven. Det er ikke så godt.

torsdag, april 17, 2008

Ah, Syrener - Det er Snart!


Have-Citat II

"One Sunday morning in Denmark I saw a pastor in black vestments on the steps of a white church, the entire scene surrounded by a lilac hedge in full flower. This memory is one of my most treasured mind pictures."

- Marylyn Abbott, i "Gardening With Light and Colour"

(lilac = syren)

Have-Citat

"Pippis have var virkelig dejlig. Den var ikke velpasset, det var den ikke, men der var fine græsplæner, der aldrig blev slået, og gamle rosenbuske der var fulde af hvide og gule og lyserøde roser, ganske vist ikke særlig fine, men de duftede herligt. Der var også mange frugttræer og - det bedste af det hele - nogle ældgamle egetræer og elmetræer der var storartede at klatre i. "

- Astrid Lindgren, i "Pippi Langstrømpe"

fredag, marts 28, 2008

Nyindkøbte Hosta (III)


H. plantaginea grandiflora (store hvide duftende blomster)

Nyindkøbte Hosta (II)


Hosta 'Pearl Lake' (tæt, kompakt plante med meget stor blomstring af lavendel-lilla blomsterstande).



Nyindkøbte Hostaer (I)

Hosta 'Diana Remembered'

tirsdag, februar 19, 2008

Smukt, smukt


Det er nemt at være fotograf når motiverne er så kønne. Helleborus kommer af græsk "elein", at skade, og "bora", som betyder "mad". Orientalis betyder "fra østen".



Forårsbuket

Se hvad en af ungerne kom ind med!
Små iris og dorothealiljer - de er bare så elegante.

fredag, februar 08, 2008

Supermarked

Nogle gange kan man godt finde "guld" i et supermarked. Påskeguld! Denne Helleborus er mørkere end blitzen gør den til, og så med et lysegrønt center. Det spændende er så hvordan den ser ud når (hvis) den næste gang blomstrer i haven.









søndag, januar 27, 2008

Milliardærløg

Der er en klar tendens mod at dyrke specielle farver, specielle sorter - stribede auberginer, plettede, vandmeloner, blå ærter, røde gulerødder - you name it. Jeg synes at det er fint; det giver variation og smukke farver i éns potager. Deraf følger en trend imod "heirloom", altså de gamle - og tit næsten uddøde - sorter.

Selv har jeg en drift imod gamle hyacinter. Det er bare en dyr leg - men de er smukke, se bare her: http://www.oldhousegardens.com/.

Ja, og der er også narcisser og påskeliljer og tulipaner og liljer og what-not i "heirloom varieties".

fredag, januar 11, 2008

Forårsideer 2008

Hvis vi antager at der var plads i haven, ville jeg gerne have:

Bergenia 'Bressingham White' - til gårdhaven

Sort morbærtræ - er der ikke plads til, så vidt jeg ved

Iris chrysographes 'Black Form' - (sortviolet iris, 60-80 cm, blomstrer juni-juli) - kunne plantes i staudebedet












Anthriscus 'Ravenswing' (30 cm x 1 m, blomstrer i det sene forår-sommer) - kunne plantes i urtehaven

onsdag, januar 02, 2008

Helleborus thibetanus

"Man bør give sig selv en Helleborus i gave hvert år."

Ja, så vil jeg gerne give den her til mig selv. Hvis ikke det var fordi den er meget svær at få fat på. Helleborus thibetanus. Nikkende, bløde, lidt klokkeagtige blomster.















torsdag, december 27, 2007

Nye Trends

En helt tydelig trend er at folk er begyndt at bruge kirsebærlaurbær (rotundifolia) som hækplante. Big time. Altså rigtig meget.

En anden trend er at folk ikke tør ha store træer i deres haver. Nye folk flytter ind, ned med 4-5- høje træer, plant noget dværg-pis i stedet. Suk. Stil dog bare ét (1) stort træ i et hjørne af haven! Hele kvarteret bliver jo fladt som et Mars-landskab af dette fravalg af højde. Suk.

Tuberose (II)

Jeg testede en gang tuberoser sidste år, i potter på terrassen. Fiasko. Der kom ½ blad op, og så kradsede de af. Nu VAR det også en umådeligt kølig og våd sommer, og nærmere læsning fortæller mig at den skal ha' godt med varme i 4-5 måneder før den blomstrer. Altså start den op indenfor i marts!

Jeg er fristet til at prøvekøre en potte mere; er jo vild med alt der dufter stærkt og godt, og jeg vil gerne se en tuberose engang.

onsdag, november 28, 2007

Mudder

Barrodede roser skal i jorden ret tjept efter ankomst.

Her i weekenden havde jeg nøjagtig to timer tilgængeligt til tjansen, så i de to timer stod jeg i overlevelsesdragt og kampgravede i en sky af damp, med stikning af græskant, fjernelse af græstørv, nedsætning af græsbarriere af grøn plastic, samt gravning af 10 store huller til roserne. I regn og 2 grader Celsius og med tung, klæg, leret jord der sad fast på både græstøv og spade...

Roser elsker leret jord, så det skal nok blive fint. Men jeg lagde altså alt overtøj bukser og støvler udenfor - til spulning.

tirsdag, november 27, 2007

onsdag, november 21, 2007





tirsdag, november 20, 2007

Roser i November

Så er roserne ankommet.

Det siger vist det hele! De står udenfor og venter på at komme i jorden. Det bliver bare godt.

fredag, november 16, 2007

Ild i Haven














En busk der blomstrer i januar og februar, med ildrøde duske.
Hamamelis x intermedia 'Feuerzauber' var den de havde i planteskolen.

onsdag, november 14, 2007

Overraskelser

Det gode ved at have en have der er lidt større end et frimærke er at man kan blive overrasket lidt oftere. Det er en af mine egne store glæder ved haven - måske fordi jeg ikke har så meget nussetid derude. Man glemmer en del på et år, så hvis jeg har plantet noget, eller sat nogle løg, så er det ude af sind når det lige pludselig dukker op derude.

Eller jeg har glemt hvor smuk dén tulipan er.

Eller jeg har glemt hvor dejligt en bestemt rose dufter om sommeren.

Eller jeg har glemt hvor skønne vintergækker er i februar.

fredag, november 09, 2007

'Raubritter'














'Raubritter' betyder "røverridder". Jeg har ingen anelse om hvorfor denne specielle og smukke rose skal hedde sådan. På den anden side er det mere særegent end hvis den hed 'Little Pink Princess' eller tilsvarende lal.

Roser Med Bare Fødder 2007

Jeg har bestilt en runde roser hos Knud Pedersen, Rosenposten.dk. Barrodede, naturligvis. Der skal nemlig stå en række mere foran mine historiske roser, dels så bedet kan blive bredere og se mere harmonisk ud, og dels så der kommer en lidt lavere højde foran de "bare ben" på de gamle roser. Bedet trænger også til en gang kantskæring og til en plastkant som græsbarriere.

Efter at have slingret rundt i hundrede rosensorter, er jeg endt med at bestille 4 stk. 'Chantal Merieux' (ret mørk rosa), 4 stk. 'Snow Ballet' (hvid) og 2 stk. 'Raubritter' (pink).

Sidstnævnte kom med i sidste øjeblik fordi jeg alle dage har været helt betaget af de runde, pink "bolde" som den bærer. Den ligner et blomstermaleri og vil være dejlig i en vase. De skal formentlig stå foran 'Salet', de store kraftige mosroser. Så bliver der et godt kraftigt busket nede ved legehuset, det er fint. De skal også ha' nogle roser at lege med (og torne er jeg ikke så bekymret for, ærlig talt). Og de der rosenbolde - jamen de er slet og ret vidunderlige.

De to andre er med fordi de har 1) fyldte blomster, 2) har blomsterstørrelse medium, 3) er længeblomstrende, 4) er 50-90 cm, 5) er buskede/bunddækkende.

Desuden er Chantal duftende, det er jo altid en bonus. Så NU er der noget at glæde sig til til næste sommer - måske blomstrer de en smule for os.

Bagsiden af medaljen: Jeg er altid lidt flov over at ha' købt planter til haven. Shopping nu igen?

fredag, november 02, 2007

Aarstider

Man skal holde af sine årstider. Man skal leve efter årstiden, nyde grøntsager efter årstiden, lave aktiviteter efter årstiden, spise mad efter årstiden, og ha' blomster efter årstiden.

Det er forvirrende med bjerge af jordbær i februar, eller med rødbeder og græskar i juni.

Det er forvirrende med asters i foråret og krokus i efteråret.

Når det er sagt, så kan et jordbær i december være et udråbstegn, noget at rette sin opmærksomhed imod, at glædes over.

Udenfor vore vinduer står en Oktober-kirsebær, og nu er dens show begyndt. Midt i de sidste skønne gule-rosa blade sidder der nu små forårsagtige lyserøde ballerinaskørter. Virkelig underligt - men et dejligt udråbstegn midt i efteråret. Der er et forår gemt derude...



onsdag, oktober 31, 2007

Tulipanløg og Havetid

I går fik jeg knaldet mine 50 nye tulipanløg af 'Exotic Emperor' ned ude langs hegnet mod vejen. (Se 'Exotic Emperor' længere nede på siden). Det skal nok blive flot. I vanlig stil lavede jeg et 10-minutters raid derude som afslutning på en hundeluftetur; rasende hurtig-gravning for at få løgene lagt ned - de havde nemlig allerede ligget og ventet udenfor i 1½ uge. Allerede efter 4 minutter er jeg opdaget og bliver antastet indefra af et barn; hvad laver du, mor??

Idag forsøgte jeg mig med organiseret nedplukning af en kasse 'Belle Boskoop'-æbler, men med to smølfer om benene - ja, så ligger nu æbleplukkeren derude på græsplænen og venter på at fortsætte arbejdet.

Det er ikke meget ego-havetid man kan få.

torsdag, oktober 18, 2007


Hvide Hyacinter

Hyacinter - det var dét. Jeg har haft noget med hyacinter i år. Blå, hvide. De duftede så dejligt i foråret. Jeg har holdt øje med dem i butikkerne, men har ikke set løg af hvide hyacinter. Nu håber jeg at få søster til at købe 25 stykker til os.

Jeg vil plante dem i gårdhaven, hvor duften ikke blæser bort med vinden. Jeg vil sætte en stol derud, så man kan sidde der, med næsen slået ud, og bare dufte til foråret... Det vil jeg glæde mig til her i vinter.

mandag, oktober 08, 2007

Hamamelis x intermedia


Så er det tid at overveje hvad der skal ske i éns have om vinteren. Skal der ske noget? Erfaringen viser jo at man bliver skæppe-glad hvis der sker lidt derude - lidt farve, lidt blomster - og det trækker også én derud ind i mellem for at se efter.

Jeg har fået kik på troldnød (Hamamelis). Specielt har jeg kik på en rødblomstret sort, Hamamelis x intermedia 'Diane'. Den er relativt langsomtvoksende, bliver 2 meter høj, får gule-orange-røde efterårsfarver i bladene og de smukkeste kobberrøde kvaste i december-april, alt efter vejret.
Der fås troldnød med gule, orange og altså også røde nuancer blomster. Plant en troldnød idag!

onsdag, september 26, 2007

Sort Hyacint - og Sorte og Sortere Sorter


Så er den første "sorte" hyacint klar! Thompson-Morgan købte retten til de første tre små løg for 150.000 £, og nu kan man få en sort 'Midnight Mystic' for 8 £ (hvis man bor i England).

Det er sjovt med denne mani efter sorte blomster/blå dagliljer/blå roser/røde hostaer.

I virkeligheden er sorte blomster jo ikke sorte. "Sorte" tulipaner er mørkt bordeauxfarvede.
En undtagelse er for mine øjne den lille stedmoderblomst 'Bowles Black' som er meget sort.

En sortliste (der findes flere sorte sorter end disse):

Sort stokrose: Alcea rosea nigra
Sort Iris: 'Black Knight', Iris chrysographes
Sort tulipan: 'Queen of Night', 'Black Hero', 'Black Parrot'
Sort stedmoderblomst: 'Bowles' Black', 'Molly Sanderson'
Sort skabiose: 'Ace of Spades'
Sort akeleje: 'William Guiness'
Geranium med sorte blade: G. Pratense 'Midnight Reiter' eller G. 'Black Beauty' eller den lille Geranium sessiliflorum nigricans
Sort græs : Ophiopogon planiscapus nigrescens


lørdag, september 22, 2007

"Exotic Emperor"


Det ser ud som om Fosteriana-tulipaner på engelsk hedder "emperor tulips". Her er en køn én, 'Exotic Emperor'.


fredag, september 14, 2007

Narcis Som En Gardeniablomst



I Holland byttede man i sin tid - siger rygterne - gerne et hus ved kanalerne mod tre tulipanløg. Så langt går jeg ikke, men jeg ville da gerne fylde haven med forårsløg. Se blot denne vidunderlige narcis. Kun en euro per styk på www.pc-nijssen.nl/.


Fosteriana Tulipaner i Blanding


tirsdag, september 11, 2007

Hvorfor Er Der Ikke Fler´Af Dem?

Der er noget der undrer mig. Der findes et par planter som - helt oplagt - har fantastiske kvaliteter. Og alligevel er der kun 2-5 sorter at finde på markedet. Hvad i alverden laver I, alle I forædlere derude i verden? Sidder I på jeres hænder i jeres drivhuse og drikker kaffesjatter, mens I venter på at jeres to varieteter skal gro?

Eksempel 1: Tulipa fosteriana - en af de få tulipaner som har en fin tendens til at komme igen, år efter år, her i Danmark. I modsætning til f.eks. de sorte tulipaner, som er en 100% engangsfornøjelse. Spændingen er stor - hvad kan man få? Der må være mange smukke sorter!
Svaret er nej. Der kan fås 'Candela', 'Orange Emperor', 'Purissima', og 'Princeps'.

Eksempel 2: Phlox carolina. Stive og stolte floks, med kraftige og flotte grønne blade (ikke de dér meldug-ramte sygtgrønne blade som Phlox paniculata har). Jeg giver en præmie til dem der kan finde andre i Danmark end 'Mäntsälä', 'Bill Baker' eller 'Jorvas'.

Eksempel 3: Aster frikartii. Den vidunderligste, lette sensommerstaude. Meldugfri - det er ellers en familieforbandelse for asters at de får meldug. - Tillykke, du kan vælge mellem de to ens sorter 'Wunder von Stäfa' og 'Mönch'! En tredie sort hedder 'Jungfrau', og den sort ligner de to andre i farve, men måske har den flere stråler i blomsten - så vidt jeg kan se fra fotos.

Et trist udvalg - men nogle helt fantastiske planter at ha' i haven.

fredag, august 24, 2007

Ukendt Sedum med Grønne Blomster og Dejlig Duft

Der står en rigtig pæn Sedum i haven. Den har tætte, kuplede, lysegrønne blomster der dufter dejligt. Den kommer af at jeg har taget en stikling fra en vejkant, så måske er den vild og måske er den fra haven bag hækken. Men hvad i alverden er det for en art eller sort? Jeg har prøvet søgninger af alle slags - i bøger og på net - men uden held. Foto følger.

Hvor Svært Kan Det Være?


I foråret plantede jeg nogle fine mørke hhv. plettede Helleborus i haven. Kort tid efter var der nogle store platfodede hundepoter der havde trampet hen over dem. I ærgrelse - og mens jeg alligevel beskar roserne - stak jeg nogle lange rosenpinde ned omkring Helleborus'erne for at beskytte dem.

Det har været en våd sommer: Rosenpindene har slået rod!

Faktisk tror jeg at stiklingerne er af "Blanc de Vibert", den sjældne hvide Portland-rose. Nu står de på egen rod, så jeg ved ikke hvor livskraftige de er, og jeg ved heller ikke hvad jeg skal gøre med dem - men indtil videre står de dér. Hvor svært kan det være at lave rosenstiklinger?

Jeg har forresten stort set aldrig set 'Blanc de Vibert' blomstre; den trives OK og er ret sund og svampefri her hvor den står, men der er altid ballade med blomsterne. For varmt, for vådt, for tørt - 'Blancherne' er nogle dydige franske damer. Måske når de bliver ældre?

mandag, august 20, 2007

Prydløg med Pæne Blade




Enhver der har allium i haven kender deres rent ud rædderlige blade. Yk. Nu har man hørt det med: Denne allium, 'Ivory Queen' (set på Damholmgaard.dk) er ganske lille, men meget køn og med pæne blade.


Guirlande d'Amour













Jeg så en rigtig køn klatre/buskrose (en moschata-rose) på Garden Living Fair her i weekenden.


tirsdag, juli 24, 2007


Her har vi årets udvalg af dahlia i vore krukker på terrassen. Ikke en helt dårlig sammensætning, vel? Bagsiden af medaljen er at dahlia-planterne er nogle lange halvvæltede djævle der i virkeligheden ser skrækkelige ud i krukker. Det er nok grunden til at jeg holdt pause med dahliaer sidste år. I krukker er det faktisk smukkest at have planter med en ret kompakt vækstform. I buketter er dahliaer bare et hit, og hos os er det hér de vil gro; i krukkerne. Køkkenhaven får simpelten ikke nok sol. Jeg er glad for at jeg også valgte nogle knolde med lidt større blomsterformer, for med mini-pompon bliver de ret diskrete, og det er simpelthen imod dahliaers natur. Dahliaer (kultur-dahliaer, that is) er vulgære, voldsomme og prangende.

Blomstermaleri i Lilla


En af de dejligste ting ved at have en have, er at man kan gå ud i regnvejret og finde sig en buket. Det er en stærkt overset del af et havedesign - der skal være blomster nok i én farve til at man kan tillade sig at snuppe nok til en buket. Det betyder at man skal holde sig til nogle farvetemaer. Eller - det vil sige, hvis man (som jeg) ynder buketter i én farveholdning. Jeg beklager hvis jeg forarger læsere nu, men buketter i rød, hvid og gul får hårene til at stå op på nakken af mig.
Her har vi hosta, høstanemoner, violfrøstjerner, og en lilla floks (Phlox paniciulata) uden navn.

fredag, juni 22, 2007

Aabne Haver i Stubbekøbing

Klip fra haveselskabet.dk:
Helle Horn Kristensen, Gl. Landevej 11 Birgit Horn Jensen, Orevej 1 Mor og datter åbner deres haver. Mor Birgit og datter Helle har begge sagt ja til at åbne deres haver for offentligheden. Hermed en beskrivelse af haverne:


Birgit Horn Jensen, Orevej 1: 2000 km2 stor landhave ved en gammel vandmølle med Fribrødre åen som naturligt skel. I haven er der staude- og rosenbede, flere terrasser og altid læ et sted i haven.

Helle Horn Kristensen, Gl. Landevej 11: Helle og hendes mand Michael faldt for de gamle bygninger, da de for 6 år siden købte en ruin af et tidligere epidemihospital og snedkeri. I dag er huset renoveret og haven fyldt med hyggelige kroge og hjørner, så både børn og voksne kan være sammen og hver for sig. Familien har stor glæde af det gamle værksted, hvor der i dag er drivhus. Der lå i forvejen et støbt gulv, så der er lunt både forår og efterår. Familien har efterfølgende købt mere have til, så der også er kommet en "frugthave med højt græs". En stemningsfyldt have med bl.a. iris, allium, storkenæb og roser. Lolland-Falster

Dato: tirsdag 26. juni 2007 Tid: 17.00 - 20.00 Sted: Gl. Landevej 11 - Orevej 1 Pris: Medlem: gratis / ikke-medlem: 25 kr. Mere information:: 54436185

tirsdag, juni 19, 2007

Midsommernydelse

Lige nu er det nydelsestid i haven. Det er fantastisk. Der er styr på ukrudtet, der er lige vandet grundigt igennem (>30 mm vand på en dag), og alt står fint. Man kan bare gå rundt og kikke og kikke, og plukke, og dufte.

Roserne er begyndt at blomstre, og jeg har nogle stykker i vand på bordet - de dufter vidunderligt. 'Susan Renæssance' er meget sund - også i år - og blomsten er perfekt formet, cremefarvet, duftende, vidunderlig. Det undrer mig meget at den ikke er mere udbredt.


Clematis'er er ankommet fra Clematis Danmark, og jeg skal have dem plantet i aften.

Jeg har fået klippet alle buksbomkuglerne.


Vores meget mørkerøde studenternelliker 'Sooty' blomstrer, og de er igen i år meget checkede. Jeg lavede en lille buket med dem sammen med rød havemælde og bronzefennikel. Meget postmodernistisk og sort.

Jeg har overvejet at tage frø af den nye, enkeltblomstrende pæon i år, men jeg skal lige undersøge hvordan man bedst gør. Hvor nemt er det at frøformere pæoner? Det kunne være sjovt, fordi den er enkel. Den er formentlig bestøvet af mine andre, fyldte pæoner.

Og de nye dahlia står på spring med grønne knopper, jeg er meget, meget, meget spændt på farver og former.

"Vi elsker vort land, men ved midsommer mest; når hver sky over marken velsignelsen sender".

onsdag, juni 13, 2007

Jeg holder frygtelig meget af pæoner, og et af mine tidligste minder er - som 3-4-årig - at naboerne havde en pæonhæk i haven. Nu har jeg selv pæoner - en stor og ny lykke. Jeg vidste ikke at pæoner åbner sig om morgenen og lukker sig om aftenen. Det er også ganske svært at se på de helfyldte pæoner, men jeg har fået en enkeltblomstret: 'Lotus Queen'. Kronblade som letkrøllet silkepapir; den er ganske bedårende. Egentlig også en smule vulgær. Paradoksalt nok er det fordi blomsten virker så stor - fordi den er enkelt. De dobbelte er jo lige så store; og dem vil jeg ikke kalde vulgære. Yppige og overdådige, måske, men ikke vulgære.

'Lotus Queen', beskrivelse: "An outstanding white single that shows up well in your garden. Pure white upstanding petals, enfold soft cream stamens, giving the flower a delicate appearance. The healthy mid green foliage completes the picture. Peonies of this type are of wonderful value in a perennial border."

En anden ny pæon der er flyttet ind fornylig er 'Kelway's Glorious'.

Beskrivelse: "Kelways Glorious is considered one of the best double white peonies. The nicely shaped plant carries enormous blooms sometimes with crimson streaks on the outside petals. Kelways Glorious is midseason with a powerful rose like fragrance."

Jeg synes nu at beskrivelsen dér lige så godt kunne dække 'Festiva Maxima', og faktum er at der nu står en 'Gardenia' og en 'Duchesse de Nemours' og en 'Immaculée' i bedet og blomster, og der kan ikke ses forskel. Til gengæld dufter de meget forskelligt.

fredag, juni 08, 2007

Forvandlingskugler




















Vores nye Allium 'Ambassador' er sprunget ud. Nøj, hvor har jeg været spændt. Ville det være en kedelig lilla farve, som ikke passede til resten af bedet? Hvor store ville de blive? Nu er de så sprunget ud, og de er helt perfekte. Ikke for store, og med en smuk ret dyb lilla farve. De "svæver" over bedet derude og matcher på vidunderligste vis geranium 'Lily Lovell' og Verbascum 'Violetta'. Wow!

Et af vore søde børn kommenterede: "Først var kuglerne grønne, og nu er de lilla".

Mon de kommer igen næste år?

fredag, maj 25, 2007

Engelske Haver

Hvad har de i de engelske haver som vi ikke har her i Danmark?

Sunken garden - hvem gider at grave en have ned?
Walled garden - vi har ikke mange mure omkring haverne her i landet!
Bog garden - en sumphave? En myggefarm? Nej tak.
Secret garden - en hemmelig have - ærlig talt, hvem har så meget plads?
Knot garden - en have med et knudemønster af forskelligt farvede buksbom. Hvem har tid til det?

Nå, spøg til side. Har I set den clematis der hedder 'Freckles'? Det er en genfødt Helleborus, det siger jeg jer.


onsdag, maj 23, 2007

Fejlslagne Forsøg


I vores have er vi begavet med en afgrænset "arbejdshave" - det er der hvor der er skur og brændeskur, en lille krydderurtehave og et lille stykke køkkenhave, og et plantebord. En ven var på besøg forleden og udbrød, "And this is where the magic is done".

Næx. Det er der alle de fejlslagne projekter og forsøg finder sted! Og der er mange. Af de seneste kan jeg nævne Primula c. 'Noverna Deep Blue', frø fra Thompson. Nogle af dem spirede, og så døde de (mug?).

Eller den hele kasse med forskellige (dyre) Helleborus-frø. Der er da noget der spirer nu, men der er mindst 85% chance for at det er ukrudt. Mindst.

Hosta-frømix forrige år: Ikke en eneste Hosta-spire.
Campanula media: Ikke en eneste spire.
Achillea: 2 planter som var hvide, ikke hindbærfarvede.
Digitalis alba: 100 frø sået, samlet udbytte 3 planter.

Der er vist ikke nogen grund til at fortsætte opremsningen! Det positive er dog at man lærer at finde de frø og planter som man kan. Som trives i éns jord, og som man har flair for. Så bliver spildet - håber jeg da - mindre med tiden.

'Betty Corning'

'Betty Corning' er en Clematis af viticella-gruppen. Jeg fandt den fordi jeg en dag simpelthen søgte på Google efter ordene "most beautiful clematis", eller noget i den stil. Så dukkede den frem.

'Betty Corning' blev fundet i 1930'erne af Betty Corning. Hun havde en charmerende, rig og ombejlet og succesrig mand, men så ikke meget til ham, og begravede sig i interessen for sin have.

Den er beskrevet første gang som : "A dream ornamental: a summer-long bloomer with a profusion of large, fragrant flowers...easy to cultivate, hardy in winter, able to withstand drought."

Den er langlemmet og kan blive 3½-4 meter høj, men ikke for tung i toppen. Den er duftende, med de yndefulde typiske 4-6 cm viticella-blomster. Farven varierer med vejret, men den er generelt lyslilla med en hvidlig stribe. Den er bestilt hos Flemming (ClematisDanmark), som kun havde en bette stikling, men som venligt skrev: "Jeg kan godt forstå, at du er lun på Betty Corning, så jeg synes, vi skal lade den vokse til. Selv om der er andre, lignende substitutter, så må jeg erkende, at der kun er én Betty Corning. Jeg kontakter dig når det er tid."

Det er vigtigt at have noget at drømme om, og det er godt at ha' noget at glæde sig til, så jeg vil drømme om og glæde mig til store-Betty.

Hun vil sikkert gøre en vidunderlig figur i en buket med violfrøstjerner...

tirsdag, maj 22, 2007

Pralebed!

Mit "pralebed" er faktisk fantastisk. Det siger jeg ikke for at prale...men det er utroligt driftsikkert og dejligt over en lang periode. Farverne matcher perfekt, som de skal i et pralebed. Opskriften er ganske enkel. I baggrunden står storkonvaller; i forgrunden står Geranium phaeum (arten) mellemplantet med sortrøde tulipaner. Der er mest 'Queen of Night', som kommer igen i det mindste i nogle år, og i år er der også 'Burgundy', en liljeblomstrende tulipan som er lidt friskere i farven. Som sagt, perfekt farvematch.

onsdag, maj 16, 2007

Hosta og 'Non-Hosta'

For mig er hostaer interessante i to grupper.

Der er de rigtig store hostaer, der står som "møbler" i haven.
Hosta sieboldii, som vistnok er den vi selv har stående, er en mægtig skulptur: En kunstinstallation der udvikler sig fra grøngrå linierede kræmmehuse nede ved jorden, til enorme flader af sølvlysende blade i mandshøjde, til efterårets lysende gule blafrende flag på stang.

Så er der de mindre, som jeg egentlig synes er tæske-uinteressante, sådan rent havemæssigt set. Men jeg synes at de er meget interessante i buketter.

Jeg hører helt klart til dem der foretrækker hostaer med et blågråt skær; andre foretrækker de friskgrønne.

Seneste installationer til haven er hosta 'Spilt Milk' og hosta 'Praying Hands'. De bliver begge to cirka 50 cm, så jeg falder da ikke lige over dem, selv om de hører til smågnallingerne blandt hostaer.

mandag, maj 14, 2007

Ukrudt

Årets ukrudt er hyrdetaske og ærenpris. Det vrimler med dem. Det er skægt, det er meget typisk for i år, og jeg kan slet ikke huske dem fra sidste år.

En anden fjendeoplevelse: Jeg har lige fjernet 40 små grønne larver fra vores lille nye tre-pinds-stikkelsbærbusk. De var ret godt camouflerede, men jeg kunne jo LIGESOM GODT SE at der kun var bladribber tilbage på det meste af busken! Det er OK at der bliver spist lidt af bladene på vores planter her, men man skal dele, skal man. Små bæster.

De er så blevet indsamlet og kogt. And good riddance to them.

Til gengæld er der ikke mange af vores lækre spanske-, kælder- og agerslimvenner derude. Endnu.

Handyman (ikke)

Jeg havde fundet græstrimmeren frem og fået viklet de der tåbelige pisketråde på plads. Gik så glad rundt og fjernede græstotter fra kanter overalt. Også under den nye hæk. Men tror I så ikke at sådan en græstrimmer nemt lige kan ring-afbarke en hækplante sådan lige på en studs? Jo, det kan den godt! Heldigvis opdagede jeg det, så kun to hækplanter er ramt dødeligt, men man kunne lige have set mig gå turen langs hele hækken og aflive hver og én hækplante.

Ærgerligt alligevel med de to. De klarer den helt sikkert ikke.

fredag, maj 11, 2007




Vores nye rhododendron (inkarho) 'Dufthecke' blomstrer. Den er meget køn i blomsten - rent hvid med grøngule pletter i svælget. Udenpå er den på fotos lyserød, men ikke lige hjemme hos os. 'Dufthecke' er speciel ved at den dufter, og det er ikke blot reklame. Den dufter ikke stærkt som visse azalea, men den dufter klart og tydeligt og dejligt. Bladene er ikke de kønneste blandt rhododendron-blade - de er aflange og uregelmæssige i formen og ser lidt "vilde" ud, men det gør egentlig ikke noget. Den er hermed stærkt anbefalet.




søndag, april 29, 2007

Tulipa-Slægten

Her er de seneste skud fra haven.

Tulipansæsonen er egentlig forbavsende lang - de første var den botaniske hollænder, hvis sortsnavn jeg har glemt (men heldigvis skriver jeg den slags ned!). De næste var 'Purissima', en sort som jeg troede var snehvid, men den er snaere primulagul - og iøvrigt meget smuk og stor. Gult center inden i. Til sidst kommer der - måske - en meget mørk liljeblomstret 'Burgundy' som jeg satte sidste år. De sorte vil jeg altid gerne have nogle af, men jeg tror ikke at de bliver andet end et one-year-show her...

fredag, april 27, 2007


'Aimee Vibert'

Jeg har adopteret en stor klatrerose, 'Aimee Vibert'. Den er virkelig smuk, og skulle dufte stærkt og dejligt. Den blev beskåret kraftigt ved plantningen i efteråret, så jeg ved ikke om jeg er heldigt at se den blomstre i år. Den har potential til at blive to meter bred og fire meter høj - en seriøs størrelse klatrerose.

Rosernes blomstring. Jeg kan ikke vente...

tirsdag, april 17, 2007



Og Vejret...

Ikke så snart har jeg proppet dahliakolde i krukker, før folk begynder at ævle om nattefrost!! Heldoigvis har DMI taget det lidt i sig igen; der er ikke udsigt til nattefrost i min del af verden, ihvertfald. Håber jeg da.

Som tidligere skrevet, det ville ikke slå knoldene ihjel med et enkelt svirp, men det ville sætte dem lidt tilbage.

På grund af reklamens magt har jeg brugt en ny krukkejord der hedder "Osmo". Der er iblandet noget lavapulver/polymer, og på sækken står der med store bogstaver -50%. Altså at man skal vande mindre, eller mindre tit. Dahlia i vores krukker skulle sidste gang (forrige år) vandes minimum to gange om dagen, og det håber jeg bliver nemmere i år med denne højteknologiske krukkejord!

Ja, OK, håbet er da lysegrønt.

fredag, april 13, 2007

Lilla og Tilpas Lav!


Nicotiana sanderae 'Perfume Deep Purple'. Bliver 50 cm høj, har smuk farve og den kendte gode duft. Var det noget? Kan fås hos Thompson-Morgan og på Primafroe.dk.

torsdag, april 12, 2007

Mere om Gyldenlak

Jeg husker mors gyldenlak som havende alle mulige og umulige farver. I realiteten - skriver Royal Horticultural Society - er der genetisk set tale om 10 mulige farver. Til gengæld spænder de fra cremehvid over lysegul og gul, orange, rødorange til mauve, purpur og brun. Et udvalg af farverne kan ses på fotos her:

http://www.rhs.org.uk/publications/pubs/garden0904/wallflowers2.asp

De skal sås i juni.


Murblomst og håndblomst

Gyldenlak hedder wallflower på engelsk. Cheiranthus cheiri på latin. Det latinske navn Cheiranthus kommer af cheiros=hånd og anthus=blomst. Det skulle skyldes at damer på Linnés tid bar små håndbuketter af gyldenlak; måske en form for parfume?

Jeg synes nu at det danske navn er meget smukt. Farverne i blandede gyldenlakker er vidunderligt renæssanceagtige, og det undrer mig ikke at de er kommet på mode - så småt da - igen. Bøvlet med dem er at de er toårige (eller i det mindste få-årige), og man skal selv spire og prikle og passe de små planter det første år.

Der findes mange frøblandinger af gyldenlak. Jeg synes de ligner hinanden en del på billederne. Af de rene farver findes ikke så mange. I år har jeg selv en meget mørkerød 'Blood Red' (Thomson-Morgan, I presume?). På ønskelisten fra Chiltern Seeds har jeg nu en sart glødende lyserød-orange 'Aurora', nogle elfenbensfarvede 'Ivory King' - og så den blodrøde igen. Så kan der blive delt ud til alle!

Og så dufter de som intet andet. Smukt. Og det er meget godt klaret af en kålfætter.

Nota bene: De findes også en sibirisk gyldenlak, den er kun orangegul.

tirsdag, april 10, 2007

Dahlia 'Martin's Red'

Dahlia 'Cornel'

Prisvinden

Dahlia 'Jomanda'

Dahliaer

Har lært et nyt dahlia-trick: man kan godt sætte dem nu, nattefrost eller ikke.

Forrige år havde jeg gang i en større indendørs produktion, og de stod i kæmpepotter indendørs faneme nærmest til hen i juni før jeg turde sætte dem ud! Men, næh nej - lidt frost slår selvfølgelig skuddene ned, men knoldene får nye skud.

Informationen kommer fra Blomstergaarden i Viborg, hvor mine knolde i år kommer fra. Jeg har valgt forskellige små pompon og ball i forskellige pink, røde og orange farver.

Sorter er 'Willo's Surprise', 'Martin's Red', 'Mini Orange', 'Hillcrest Devine', 'Jomada' og 'Cornel'. Så er der også fyret op for farvemixet!

www.blomstergaardenvedviborg.dk


onsdag, april 04, 2007

Stribede og Plettede



Stribede blomster er meget "in" i år. Rosa mundi har fået et comeback. Selv har jeg frø af løvemund 'Artiste Bizarre', en ældgammel plettet og stribet sort fra Impecta.

Græskar!

En af årets hyggelige og spændende ting bliver, håber jeg, græskar. Vi har anskaffet nogle frø af sorten 'Cheyenne Bush', en kompakt plante med relativt små orange græskar. God sort til begrænset plads og til korte vækstsæsoner - 80-90 dage til modning. Planen er at lave en børneplantekasse med kapillarkasse og plantesæk.

Så er der blot det her med vanding tilbage; i virkeligheden burde man have sommerferie to gange, dels om sommeren hvor man var hjemme, og dels i oktober hvor haven ku' passe sig selv uden terrorvanding.

Stewartia pseudocamellia


Magnolia grandiflora


M. grandiflora

Magnolia grandiflora. Jeg ved ikke om den vil se alt for eksotisk ud i en dansk have, men nu har jeg studeret den i 10+ år, og på et tidspunkt må man vel bare ha' lov til at prøve det? Sorten 'Bracken's Brown Beauty', med filtede brune undersider på bladene, skulle være ganske hårdfør.

Blomster? Ja, de ligner søreme hvide kameliaer. Det begynder at ligne en tanke herfra - MEN altså, når jeg ikke kan holde kameliaer, så må jeg gå efter magnolia og franklinia og stewartia, ikkesandt?

Stewartia, ja...


tirsdag, april 03, 2007

Franklinia alatamaha


Spændende Ting

Af nylige spændende "fund" kan nævnes et sjældent lille træ, Franklinia alatamaha. Det skulle være hårdført her i landet, men jeg har ikke set det nævnt på danske internetsider. Det har smukke blomster som ligner en hvis kamelieblomst, det har rødbrune høstfarver og så blomstrer det - ganske usædvanligt - i oktober. Dét er en god ting! Det er tre gode ting!

mandag, januar 22, 2007

Så er såkasserne skudt igang! Om der så kommer noget op - og noget brugbart - er en ganske anden sag. At købe frø er én ting, at få dem til at lykkes, noget andet.

Men der er altså sået Helleborus 'Blue Metallic Lady', H. 'Blue Lady' og H. 'Washfield Doubles'. Så er der sået et par Angelica gigas (rød kvan) og nogle Primula c. 'Noverna Deep Blue'.

Jeg har brugt Jiffy-potter, for første gang - af den type der er i små net og svulmer når man kommer dem i vand.

søndag, januar 21, 2007

OK. Jeg er en manisk plantesamler. Jeg KAN simpelthen ikke styre mig selv. Usvigelig sikkert viser det sig nu, når frøindkøbene skal gøres. Jeg har lavet lister og krydset af og streget ud og bestiller meget rationelt KUN det jeg har brug for og plads til i haven.

Så kommer frøene. Det er dejligt.

Dagen efter surfer jeg på frø igen. Og goddammit om det ikke ender med at den anden runde så bliver - åh, så dejlige - urealistiske - dem der ikke er plads til - eller de er svære - men åh så pæne.

Jeg HAR bestilt rød kvan, tropaeolum 'Black Velvet', tre slags Helleborus, en rød pluksalat 'Revolution' og en slags grøn skæresalat 'Multy'. En primula 'Noverna Deep Blue'. Og en broget "landcress", en slags karse/brøndkarse. Dermed er både de sikre og de svære i kassen, og der er ikke plads til mere. Nej, der er ikke.

Men nu kommer så drømmeplanterne. For hvem kunne ikke bruge (ja, man kunne også bare lave dem for at forære dem væk...) Thalictrum delavayi album, eller "englenes fiskestænger", Dierama 'Deep Purple'...

Tsk.


onsdag, januar 10, 2007

Jaja jaja jaja. Denne blog fungerer kun når der ikke er "run" på haven, kan jeg se. Eller i det hele taget run på dagligdagen. Jeg havde måske stoppet den allerede, mentalt, men er glad for den... det er hyggeligt. Så jeg tror at jeg tager tråden op igen.

Would you believe it - der er blomstrende erantis i haven og det blæste med 12 grader i går nat.

På denne tid er det julerosetid, og der er to plettede hybrider derude i haven nu. Den ene er nyplantet, se foto.

tirsdag, maj 02, 2006

Hvad Snegle Ikke Æder

Jeg har fundet følgende liste over ting som man kan ha' i fred for sneglene i køkkenhaven (den passer ret godt med mine egne erfaringer):
  • Korsblomstrede af enhver art: Kål, orientalske salatblandinger, rucola
  • Fennikel og dild
  • Tropaeolum
  • Løg
  • Asparges
  • Kartofler
  • Ærter og bønner (hm! ærter er jeg ikke så sikker på!)
  • Krydderurter
  • Undgå salat af enhver art, og persille!
  • Lathyrus
  • Pelargonier
  • Petunia

Jeg vil gerne have ærter - men, men, men - mon de kommer op overhovedet?

 
Site Meter