tirsdag, juni 19, 2007

Midsommernydelse

Lige nu er det nydelsestid i haven. Det er fantastisk. Der er styr på ukrudtet, der er lige vandet grundigt igennem (>30 mm vand på en dag), og alt står fint. Man kan bare gå rundt og kikke og kikke, og plukke, og dufte.

Roserne er begyndt at blomstre, og jeg har nogle stykker i vand på bordet - de dufter vidunderligt. 'Susan Renæssance' er meget sund - også i år - og blomsten er perfekt formet, cremefarvet, duftende, vidunderlig. Det undrer mig meget at den ikke er mere udbredt.


Clematis'er er ankommet fra Clematis Danmark, og jeg skal have dem plantet i aften.

Jeg har fået klippet alle buksbomkuglerne.


Vores meget mørkerøde studenternelliker 'Sooty' blomstrer, og de er igen i år meget checkede. Jeg lavede en lille buket med dem sammen med rød havemælde og bronzefennikel. Meget postmodernistisk og sort.

Jeg har overvejet at tage frø af den nye, enkeltblomstrende pæon i år, men jeg skal lige undersøge hvordan man bedst gør. Hvor nemt er det at frøformere pæoner? Det kunne være sjovt, fordi den er enkel. Den er formentlig bestøvet af mine andre, fyldte pæoner.

Og de nye dahlia står på spring med grønne knopper, jeg er meget, meget, meget spændt på farver og former.

"Vi elsker vort land, men ved midsommer mest; når hver sky over marken velsignelsen sender".

Ingen kommentarer:

 
Site Meter