Planter i December

Jeps, jeg har plantet i december. Så længe jorden ikke er frossen, er det da en fin årstid at plante på. Målet var at få mine tre nye træpæoner i jorden, og det gik fint. Altså lige bortset fra at grunden her jo er "hævet" - skal vi ikke bare kalde det dét - med hvad der må være adskillige læs tilfældigt byggeaffald. Det virker som om man har skaffet adskillige afdankede hønsehuse opført i en variation af materialer, og derefter har knust dem og strøet dem ud over grunden før man opførte vores hus.

Skal man grave et lille hul til en plante, skal man derfor finde sig i at måtte grave noget andet op. I denne omgang (med tre huller der skulle graves) var høsten 3 hele røde mursten, 1 hel gul mursten, 2 halve mursten, 1 stor gasbetonblok med gul maling på den ene side, og en håndful knytnævestore granitsten af varierende type.

Så står der også røg og damp op fra graveren bagefter, kan jeg godt afsløre!

Hullerne til mine træpæoner blev gravet ekstra store, så jeg nede i bunden kunne komme en ordentlig spand gammelt hestemøg blandet med jord - og så ren jord ovenpå - og så planten.

Som regel (jeg er stadig ny med træpæoner) kan man allerede nu se om der er store knopper - blomsterknopper - på pæonen. Det så der ikke ud til, så mon ikke der er nul blomster i 2012.

Tålmodighed er en dyd.

Men hvis - og når - der kommer blomster, så kommer der et skilt ud kort før blomstringstid. Jeg tygger stadig på teksten, men tanken er i stil med dette:

Nu blomstrer træpæonerne snart. Vi har plantet dem her for at alle forbipasserende mennesker kan nyde de helt spektakulære blomster. Derfor: vær rar ikke at plukke blomsterne. PS. Men hvis du skal fri til dit livs kærlighed, så ring lige.

Cedertræet med sin Pynt

Atlas-cederen (den blå, Cedrus atlantica 'Glauca') har i nogle år været juletræets svar på "hvidt og skrammet". Jeg mener dermed, at hvis man havde et hus baseret på flødefarvede franske land-antikviteter med ufuldstændig maling, så var det en atlasceder der kom med, når der skulle fotograferes til Bo Bedres julenummer. Eller den var i det hele taget med hvis der skulle fotograferes til Bo Bedres julenummer. You know what I mean.

Og det er jo nok fordi det er et æstetisk træ. I farve og i form er det smukt. Som jeg ser det, har det kun én overvældende ulempe. Det er dyrt. For pokker, det er dyrt. Et eksemplar i knæhøjde koster 5-600 kroner.

Så derfor tænkte jeg at det kunne være hyggeligt at dyrke nogle selv. Jo, det vil tage 14 år før de når knæhøjde, men jeg dyrker heller ikke planter fra frø for at videresælge - men fordi det er sjovt.

Frø fra atlasceder til salg? Nul. Det kan jeg simpelthen ikke finde. Kan du?

Mens Vi Venter på Storm

Mens vi venter på morgendagens måske-storm, og mens mørket allerede er faldet på, og theen trækker, vil jeg for en gangs skyld drysse en løs post ud på zone8a.

Hver gang der bliver stormvarsel, kikker jeg ud på naboens kæmpestore og lidt møre piletræ. Jeg holder virkelig meget af det træ - stort, smukt, susende, og morgenlegeplads for egern - og vil ikke af med det. Men hvis det falder denne vej, skal vi bygge et nyt hus...

Jeg var henne og henne mine to nye træpæoner idag. En af pæoneksperterne fra paeoneksperten.dk bor nemlig her i byen. Jeg havde bestilt en hvid rockii (med de berømte auberginefarvede pletter) og en sortrød. Den flinke pæonekspert forærede mig en tredie pæon, som havde været en fejlfarve. En to-be-Hatsugarasu, der var faldet ud i en lilla farve. Dejlig overraskelse. Så i morgen skal jeg hen og hente et par spande gammelt hestemøg til at grave ned med dem.

Der er længe til forår, men når den kommer, så forbavses jeg tit ved at se de første bier og insekter dukke op om blomsterne. Her er en smuk film om bestøvningens fine samspil.

God weekend...

The Long Wait

Jeg venter.
Tålmodigt, som kun en plante-nørd kan vente.
På to træpæoner.
Den ene er den dunkleste dunkelrøde, fyldt, med fyrre kronblade.
'Hatsugarasu' - "den første krage".
Mon de ankommer i år?

The peony blooming
no other flowers
can be seen.

[Kiichi]

Om Havtorne og Heste

Her er noget som jeg ikke vidste - om havtorn. Læs lidt videre og se hvad.

Danskernes syn på busken havtorn har på meget, meget kort tid ændret sig fra "unyttigt strandbuskads" til "hellig afgrøde". Ihvertfald tæt på, når vi er inden for det nye nordiske køkken. Havtornebær er, synes jeg, både smukke og specielle. Deres smag har en karakteristisk "fad" komponent som man skal vænne sig til, men faktisk sidder jeg her og tænker at havtorn og passionsfrugt har visse fællestræk. Måske ville marengs med flødeskum og syltede havtorn være en fin kombination. Og så indeholder de en stor mængde c-vitamin. Hvilket næsten er nok til at gøre dem til "hellig afgrøde" i Danmark :).

Busken Almindelig Havtorn hedder på latin Hippophae rhamnoides. Hippophae betyder "hest, skinnende" og rhamnoides betyder "som ligner Rhamnus". Rhamnus værende slægten Korsved.

Skinnende hest? Hvor hulen kommer den skinnende hest ind i billedet? Det var det jeg ikke anede. Den skinnende hest er - Pegasus. Den spiste nemlig havtorn. Internettet kan ikke beslutte sig for om Pegasus yndede bladene eller bærrene, men legenden fortæller at indtagelsen af havtorn var grunden til at Pegasus kunne flyve.

Nu ved du det også. Og nu glemmer du det aldrig! Muhahahaha!

Sidste dag med Muldsorte Fingre

Idag var vist sidste dag med sorte negle i år. Idag var vi en stund i haven. Pludselig var der alligevel nogle enkle gøremål der lokkede derude.

At slå græsset - og bladene på plænen - for sidste gang med højt skær. At flytte nogle havemøbler ind. At rive blade sammen. Sætte et par poser sorte tulipaner - 'Anthraciet' og 'Queen of Night'. Plukke æbler ned i en flamingokasse og dække med aviser.

Jeg var lidt sent på den med at plukke Belle de Boskoop-æbler ned - de fleste var faldet af sig selv. I år var der også en fin lille høst af 'Ananas Reinet' der blev plukket og gemt. Jeg er meget spændt på at se om det er lige så hårdført et gemmeæble som jeg tror. Det er et meget gult, meget fast og kompakt lille æble.

De sidste highligts i haven? Der står stadig nogle mørkerøde løvemund, en enkelt 'Astrid Lindgren' og Aster frikartii 'Mönch' og blomstrer. Men...

Mørk er november og løvfaldet slut
Vandet begynder at fryse.
Lyset fra løvet og blomsterne slut
Da må vort hjerte selv lyse.

Hvad er Dette?

Nok er jeg ikke Piet Hein, og nok er dette ikke en TV-quiz, men alligevel siger jeg: "Hvad er det?"

Det er en orange blomst af kurveblomstfamilien. Den er ualmindelig yndefuld. Jeg har nuppet frø af den. Men hvad er det? Nogen bud?

Efterårets Farver

Somme tider frygter vi efteråret. Vi frygter når bladene falder af og efterlader grenene sorte og triste; vi frygter forfaldet og det våde, brune, sammenfaldne staudebed. Vi frygter den slaskende regn og vinden - og vi frygter mørket. Så når rønnebærrene bliver røde, gyser vi på forhånd: Nu er det snart efterår, sommeren er slut, og det glæder jeg mig ikke til.

Når man forventer noget dårligt, er det nemmere at blive positivt overrasket. Og så sker der det, at efteråret overrasker positivt. Vi husker lige pludselig at der er noget med brombær- og æbletærter; med smukke efterårsdage i skoven; med det rare lune tørklæde fra sidste år. Og ikke mindst bliver vi overrasket af farverne. Hjertetræet og tempeltræets knaldgule farve, de japanske ahorns dybrøde blade, den varme, orange farve fra græskar og japanske lygter.

Det luner alligevel - efteråret.

Mine fotos er fra en tur på et schweizisk tirsdagsmarked. Der var gode oste, fantastiske surdejsbrød, alle efterårets vidunderlige grøntsager. Der var japanske lygter og piggede agurker og græskar i alle former og farver. Og selvfølgelig var der ristede kastanjer...

Den Hvide Triumfator (II)

Det var de dér hvide, liljeblomstrede tulipaner jeg kom fra. Prinsessekronerne, I ved nok.

Det er tilladt at være lidt økonomisk indstillet, og med hundrede løg på indkøbslisten batter det dog med en forskel i løgpris på 2 kroner. Og fragt. Så jeg ringede efter lidt research til en (efter sigende) stor frø- og løg-nørd. Jeg ringede til Niels Holscher fra Holscher's Frøhandel i Vordingsborg - og han kunne skaffe en skarp og konkurrencedygtig deal på 100 'White Triumphator'. Til afhentning stort set dagen efter.

Så jeg er efterårsløgglad, og jeg glæder mig meget til at lægge de hundrede i jorden - og jeg lover at der kommer billeder...

Den Hvide Triumfator

Jeg har til hensigt at indkøbe hundrede tulipanløg til et ordentlig sygt tulipanshow.

Spørgsmålet var blot: Hvilke?

Og det kloge svar var, at et stort "display" af tulipaner stiller nogle æstetiske krav til tulipanvalget. De dobbelte tulipaner kan komme til at virke tunge; de storhovedede enkelte tulipaner kan hurtigt komme til at virke visne i kanterne; og kan man leve med en meget dominerende farve i store grupper i ret lang tid i en relativt lille have som vores?

Dér røg så 'Mount Tacoma' og 'Negrita'. I stedet for kom forslaget om 'White Triumphator' fra en klog havesøster. De liljeblomstrede tulipaner har en delikat og let form; hvid spiller godt i en forårshave under udvikling hvor der også er andre farveelementer til stede; og 'White Triumphator' er en de tulipaner der er kendt for at være ret stabil og langlivet.

Eneste minus er at den ikke er meget billig i indkøb.

Og så ved jeg ikke om "de hvide prinsessekroner" får fans her i haven. Man har da lov til at håbe. Og mindst én fan får de nok - nemlig mig.

En Gartnertanke Bag

Som mor til to og gift med en mand oplever jeg tit udflugter i kvartetform.

Det er - ahem - mig der er haveinteressenten i dét selskab, men det véd og respekterer de andre tre vidunderligvis. Det betyder ikke at de gider at tage på haveudstillinger, men det betyder at de godt ved, at jeg kan finde på at gå lidt i stå - enten for at falde i staver over, eller kikke på, eller fotografere en plante, et træ, en plantesammensætning, et bed osv. De er endda holdt op med at være flove over det, og kommer nu snarere og påpeger mulige "sights" for den haveinteresserede...

I år var vi (igen) i Astrid Lindgrens Värld. Det er en smuk "forlystelsespark" - smukt lagt ind i en naturlig scene med småskov, eng og mose. Der er i det hele taget en klar gartnertanke bag indretningen af parken. Det sås meget tydeligt i den nye Mattisborg (tænk Ronja Røverdatter).
Se en smuk og vidunderlig lille urtehave. Fuldstændig unyttig, udelukkende med en æstetisk og dramaturgisk funktion - men sikke et gartneroverskud. Sort kål, bønner, lavendel, peberrod, kvan, selleri, hestebønner. Åh, bare min køkkenhave havde set sådan ud i år.

Imod Entropien

Jeg har tit følt at min have var noget permanent og langsigtet.

At min have - dvs. den have jeg varetager - er meget ældre end mig og som rækker meget længere ind i fremtiden end jeg. På den måde er føles min have nærmest evig.

Men i går, mens jeg spadserede en sen aftentur langs skovlinien, faldt det mig ind at en have i virkeligheden er en skrøbelig ligevægt. Hvis den ansvarlige gartner forsvinder og efterlader haven til sig selv, går der kun tre år - så er haven blevet til noget andet. Der ville være vokset små træer og hasselbuske op. Hækken ville være blevet vild. Flisebelægningerne ville være fyldt med planter. Og så videre.
Så en have er en skrøbelig ligevægt. En unaturlig ligevægt.
At holde en have på punktet er at udføre et stykke arbejde op imod funktionen S: entropien.

Indkøb af Tulipaner

Fra Holland kan man købe billigere blomsterløg hvis man skal have lidt større partier.

Og ja, jeg bekender helt ærligt her på internettet: Jeg har lyst til at købe 250 'Mount Tacoma' for 30 €. Det har jeg! Det er da et godt køb! Og tænk et bed jeg ville få - med to-hundrede-og-halvtreds 'Mount Tacoma'.

Det er helt vildt. Desværre skal man købe for mere end 50€ for at bestille hjem, og levering ligger på 20€. Til gengæld kan man sige, at for 500 kroner får man ikke meget i planteskole idag. Men hvis man går på bulbi.nl og bruger 500 kroner, så tror jeg faktisk at haven er proppet med blomsterløg helt frem til fortovet.

Uha.

Driftsikre Tulipaner

Hvad der foregår i maskinrummet på en tulipan véd jeg ikke. Men noget foregår der, og vi kan konkludere at tulipaner ikke trives på samme måde i Danmark som i Holland og England. Derfor kommer de heller ikke allesammen igen. Men nogle af dem gør. Hvilke?

På den ene side har vi Darwin-tulipanerne 'Apeldoorn' og 'Gul Apeldoorn', som jeg har en flok af i højrød og klargul (brrr); de er absolut driftsikre.

På den anden side har vi 'Queen of Night'. Man kan være helt sikker på at 'Queen of Night' ikke kommer igen her hos mig - det er afprøvet mange gange - men til gengæld kan jeg godt leve med at skulle anskaffe mig en pose eller to. De passer frygtelig godt til bølgekronet storkenæb (Geranium phaeum). Det samme gør 'Carnaval de Nice', og den ser vi heller ikke to gange.


Hvert år, når jeg overvejer at anskaffe flere tulipanløg , må jeg fiske dette link frem:

http://www.haven.dk/news.asp?x=&detail=22010&list=0..1

Det er Haveselskabets anbefalingsliste for driftsikre tulipaner. Jeg er til hvide og sorte tulipaner, så blandt favoritterne er 'Mount Tacoma' og 'Purissima'.

Syrisk Rose - 'White Chiffon"

Jeg er nødt til at skrive "efterår", selv om det piner mig lidt at gøre det. Det er efterår. Det er tid til de skarpe morgener, æblerne på græsplænen, det først yndefulde og siden massive forfald i staudebedet. Man er glad for de farver der endnu er i haven. Men de fleste af de planter der blomstrer nu, er gammelblomstrende - de har blomstret hen over sommeren, og de ser trætte ud. Kun få planter og buske har deres rigtig blomstringstid nu.

En af de buske der blomstrer nu er syrisk rose (Hibiscus syriacus). Man ser dem i mange haver, med de klassiske rødlilla-til-blålilla-changerende blomster. Som jeg vist har skrevet før, er jeg ikke glad for en sygeligt rødlilla farve. Men heldigvis har jeg to stående med dobbelte hvide blomster - 'White Chiffon'.

Det er fandeme en god busk. Det er en arkitekt-busk: Enkel i udtrykket, god i formen, idiotsikker i pasningen og designsmuk i blomstringen. Og hvor er man dog hjertens glad for at møde noget der blomstrer perfekt, sommeragtigt og smukt i éns have i efteråret.

Linnaeus og Linnæa

Jeg har været fascineret af Carl Linnaeus (latin Carolus Linnaeus, senere Carl von Linné) siden jeg var en lille nørd. Først og mest, naturligvis, fordi jeg var fascineret af dette navngivningssystem. I de allernyligste år har jeg fået læst lidt om personen Carl Linnaeus - blandt andet en stor smuk svensk collagebiografi. Han havde jo også jubilæum for et par år siden.

Carl Linnaeus navngav selv rigtig mange arter. De arter han selv i egen (154 cm lave) person har navngivet, har et L. til sidst i navnet. Det latinske navn for salvie er således Salvia officinalis L.

Én art navngav han efter sig selv. Det blev hans signaturplante: Linnea borealis L. Jeg ved ikke hvorfor han valgte dén. Han kendte den formentlig fra sit elskede smålandske landskab, hvor den idag er lensblomst for Småland. Det er en meget lille, meget yndefuld plante, en dværgbusk der blomstrer med to små hvidlige tvillingeklokker. På alle de portrætter jeg har set af ham, er Linnea borealis L. med. Det har været et princip for ham. Han har haft sans for symbolismen og eftermælet. Det er lidt sjovt.

Jeg har aldrig selv set Linnæa. Indtil i sidste uge, hvor jeg gik ved Styggforsen i Boda Kyrkby og - efter fortrinsvis at have brugt mine øjne på vandfaldet - kikkede ned for at se om der voksede noget interessant. Dér ved siden af stien stod en meget køn, meget lille blomst med tvillingeklokker. Og en genkendelsens klokke ringede i mit eget hoved...

Siden har jeg tænkt lidt over hvad jeg selv ville have valgt som min signaturblomst. Jeg ved det ikke. Hvad ville du have valgt?


Foto: Linnea borealis L, Styggforsen, Sverige

Anne Stine Stauder

Jeg har kendt Anne Stine fra Anne Stine Stauder on the side i nogle år. Udover, så vidt jeg kan se, at være et særdeles fint menneske, har Anne Stine et skalpelskarpt blik for nye stauder. Og hun har forbindelserne til at skaffe dem, og evnerne til at formere dem. Anne Stine har altid fine nye ting med et anderledes look. I år har jeg planer om at kikke indenfor på planteskolen i Stenlille.

Her udplukket fra kataloget Salvia 'Smoldering Torches', Thalictrum 'Anne', Sanguisorba var. alba og den specielle floks Phlox 'Natural Feelings'.

Skvalderkål

Skvalderkål er en ærlig fjende. Hadet af rigtig mange af et ærligt hjerte. Jeg slås en del med den, men jeg har faktisk et dårligere forhold til snerler, springbalsamin og - oh skræk! - snebær - end til skvalderkål. Henholdsvis upålidelige, luskede og grimme.

Skvalderkål (Aegopodium podagraria) er en ret nydelig plante, med et smukt grønt fingret løv og en luftig hvid sommerblomstring a la vild kørvel. Podagraria for at være brugt mod - podagra. Første gang jeg overvejede pynteværdien af skvalderkål var i en lille amerikansk bjergby, Breckenridge, hvor man tilplanter byen med vild flora. Her var der plantet brogetbladet skvalderkål, og det så rigtig pænt ud. De brogede planter så også tilstrækkeligt svage og truede ud til at man kunne holde af dem!

Men vi slås. Jeg har konstant årvågenhed. Ved eftertanke i haven tror jeg faktisk at mit gravsted til sin tid skal tilplantes med skvalderkål (Aegopodium podagraria 'Variegatum'), og på gravstenen skulle der stå: Skvalderkålen vandt - men først til sidst...

Den Lille Vilde

Hvornår har du sidst set en staude du ikke kendte? På et tidspunkt kender man de fleste pappenheimere, og derfra er det mere de forskellige farver, tegninger og størrelser der kan ændres på.

Men nogle stauder går i glemmebogen. Eller de rykker ind i haven, og så ud igen. Eller de er aldrig rigtig rykket ind i vore haver fra naturen.

En af mine søstre opdagede, fandt frø, dyrkede og gav mig sidste år denne lille staude. Der er fem planter, og de er ikke så store endnu - måske står de lidt for skygget? - men i år er der blomster. Og de er bare kønne. Tænk at plukke dem i en buket med historiske roser, eller bare i en blandet buket af stauder med et lidt vildt look.

Vild er den også: Det er blæresmælde (Silene vulgaris). Den er knyttet til lysåbne til halvskyggede voksesteder med en tør eller kun tidvis fugtig jord. Interessant nok er den i nellikefamilien, hvad man godt kan se på blomsterne.

Min søster var også vild med den, men I ved hvordan det er. Den første forelskelse viger for praktiske aspekter når man har boet sammen i et par år. Hendes seneste melding vedrørende blæresmælde var: "selvsår ad H........ til." Wiki skriver også at "frugterne er kapsler, som rummer mange frø".

Så véd vi det.

Men jeg er stadig forelsket.

Hvad er Jeg?

Dagens foto: En japansk løn med tulipan 'Exotic Emperor'.

Jeg er ikke kunstmaler. Jeg er ikke kunstfotograf. Jeg er ikke kunstner. Jeg er (indsæt ord)?

Hvad er jeg? Jeg er ikke bare haveejer eller havebruger eller haveinteresseret, og jeg er heller ikke gartner. Man kan sige at jeg er havenørd, men det er vel mere en dom end end beskrivelse.

For jeg dyrker og formerer jo planter. Og jeg maler og komponerer jo med farver i haven; jeg tænker i farveharmonier, teksturer, kontrast og dybde. Og jeg fotograferer dem - planterne. Så hvad er jeg? Haveamatørbrugskunstner? Haveamatørkomponist? Haveamatørdokumentarist?

Nej, jeg ved hvad jeg er. Jeg er ikke bare en have-ejer. Jeg er en have-leger.