Supercool Petunia

Forleden dag - på min vej mellem A, B, C og D - gik jeg med lange skridt forbi en blomsterbutik i Vendersgade. Nu har jeg haft en lang gang mellem blomster og planter her på jord, så jeg har set det meste, og tro mig, det er ikke ofte at der kommer nyheder.

Men dér i Vendersgade måtte jeg sende lange blikke efter en topcool petunia. Det var den sorteste blomst jeg har mødt. Ever. Og så i kombination med lime.

Jeg måtte vende om og kikke tre gange, men som en anden farisæer havde jeg 1) ikke tid, 2) ikke planer om at bruge penge og 3) ikke noget at bruge petuniaen til.

Bagklogskab opstår altid efterfølgende, og ikke før. (Ligesom dårlig samvittighed, forresten.) Og det måtte jo blive sådan - at jeg nu ærgrer mig lidt over at jeg ikke spenderede de 35 kroner på en enkelt topcool petunia.

Bryllupsblomster

Jeg er ikke typen der tager fri for at se hele dagsprogrammet fra det kongelige engelske bryllup, men det er jo feel good-news, så jeg kikker meget gerne med. Det syrede er, at dér hvor jeg virkelig spidser ørerne i reportagerne - det er når det gælder blomsterdekorationerne. Krukket? Nørdet?

Jeg indrømmer hermed at jeg er mere interesseret i de dér ældre hærdede engelske damer der er igang med at dekorerere Westminster Abbey. Jeg indrømmer at jeg lige har set en flok fotos igennem flere gange for at se hvad de har af plantemateriale. Og det ser lovende ud...

Jeg ser hvidt og cremefarvet og grønt. Jeg ser sommermagnolie, min åh-så-smukke favoritmagnolie. Jeg ser hvide syrener og limegrønne vortemælk (Euphorbia) - på en eller anden måde meget engelsk.
Der er bøgegrene, og måsle er der også grene af et blomstrende duetræ? Kan det passe?

Kirkegangen i den strenge grå Westminster Abbey bliver lavet til en lille allé af mindre træer - avnbøg og naur - enkelt og naturligt og inspireret af det engelske landskab.

I like that.

En Mælkevej af Stjærner

Lad os sende endnu en tanke til stjernehavet af anemonerne derude. Om få dage er de borte igen.

De hvideste Anemoner,
mit Øje nogen Tid saae,
lyste som Stimer af Stjærner
mellem de Stammer graa.

En Mælkevej af Stjærner
i grønlig skinnende Luft —
en Stjærnehave i Solskin
med hvidlig og krydret Duft.

Johannes Jørgensen

Aha! Sjælden!

Jeg har fået en gave. En uhyre smuk lille gave. En delikat frynset lille gave. Den står i en køn lerpotte og venter på at blive plantet.

Jeg har, som alle I andre, eranthis i haven. De er dejlige at ha' i nogle grupper rundt omkring, for så kan man gå ud i det allertidligste forår og lede efter dem nede i sneen. Men de frøsår sig meget, og jeg vil ikke have dem over det hele, og derfor begrænser jeg dem. Blandt andet må de ikke komme i mit store staudebed.

Den almindelige erantis er Eranthis hyemalis. Jeg har, tror jeg da, fået en potte med Eranthis cilicica. Den er anderledes i bladene - meget yndig med fin, frillet bladkrave. Dén må gerne komme i mit store staudebed...

Nu vi er ved anderledes erantis, så kik lige på Eranthis stellata...

Nu Breder Hylden De Røde Hænder Mod Sommermånen

"Nu breder hylden de svale hænder mod sommermånen" - skrev Johs. V. Jensen. Men hér vil jeg fortælle om den rødbladede hyld, og så burde det jo lyde "Nu breder hylden de røde hænder mod sommermånen". Gys, siger jeg bare - der er stof til en kriminovelle i dén sætning.

Man kan også gyse af glæde, og det regner jeg med at gøre når min nye rødbladede hyld (Sambucus nigra 'Black Beauty') springer ud. Den er plantet mellem mine fire store rabarber i køkkenhaven, og jeg regner med at de kommer til at klæde hinanden så smukt, så smukt...

Rabarber

Rabarber-rabarber-rabarber.

Nej, hvor jeg holder meget af dén plante. Med tiden mere og mere. Måske bliver jeg mere mormor-agtig i min plantesmag med alderen - det ville være meget interessant (bortset fra at jeg i så fald ville ende med krukker med den forkætrede treenighed marguerit-rød pelargonie-blå lobelie; føj!). Her i haven er rabarber den første plante der lover os at der kommer noget vi kan høste, tilberede og spise. Resten af forårsbebuderne - krokus, vintergæk, anemone - er smukke og dejlige, men letbenede og kun til æstetisk brug. Rabarber vejer noget i hånden - og lover noget til maven. Det er skønt.

Det er fristende at prøve at drive dem lidt frem, når de står der med fede røde knopper nede ved jorden, så i år satte jeg hhv. et klart plasticlåg og en sort murerspand henover to af planterne (se fotos). Det er meget effektivt. De er meget længere fremmme end de udækkede kollegaer.

Indrømmet, et par store "rhubarb forcing pots" ville være meget smukt, men vi véd jo at de koster 750 kroner stykket, og så er murerspande godt nok til mig.

Det interessante er at rabarberne i mørket bliver meget smukt gule og røde...

De hvide klokker, de hvide klokker...

Hvide klokker er noget særligt, ihvertfald i mit skandinaviske hjerte.

Attråværdige, bedårende, cool, diskrete, elegante, forførende - fortsæt selv alfabetet.

Dejlig er vintergæk (Galathus nivalis).

Dejlig er storkonval (Polygonatum multiflorum).

Dejlig er sommerhyacint (Galtonia candicans).

Men dejligst af alle er den æteriske, feagtige og helt uopnåelige Dierama (Dierama 'Guinevere').

For at fuldende fristelsen findes den også i sort - 'Merlin'.

Her kommer det ventede "men": Den er ikke særlig vinterhårdfør.

Og let's face it - den er også så uforskammet og vidunderlig smuk og vildt udseende at der skulle et helt særligt haveanlæg til at bære den. For denne "Angel's fishing rod" - en engels fiskestang - er kun det fineste godt nok, og man ville muligvis blive ramt af et lyn hvis man formastede sig.

I mellemtiden dåres jeg gerne af de andre små tækkelige ballonskørter i haven...

Dorothealiljer (2011)

Jovist. Vintergækker er fine. Det er de. Jovistja. Men i mit hjerte blomstrer på denne tid af året kun dorothealiljer (Leucojum vernum L.). Vernum betyder vår, og leucojum betyder hvid viol, og L. betyder at mester Linnaeus selv har navngivet den. Jeg har snuppet et foto af en af de grøntippede, for jeg har to slags - de grøntippede og de gultippede. De står i små flokke udenfor soveværelsevinduet. Ved I hvad? Så orker man godt at stå op. Bare for at trippe hen og trække gardinet fra - for at se ud på skønhederne.

Skælskør

Skælskør, siger jeg bare - og I indviede véd allerede hvad der kommer. Der ligger noget i Skælskør. For "noget" er Skælskør Danmarks navle. Som Kingswinford (med Ashwood Nurseries) er Englands navle.

For hvad?

For Helleborus. Juleroser og påskeklokker. Og I guder, hvor er det stadig en skøn plante. Vældigt ydmyg, og lidt upoleret og vild i udseendet, og så med disse helt vidunderlige blomster i hvide-sartgule-grønne-rosa-aubergine-blåsorte-skifergrå nuancer.

Med dobbelt cancan-frynseskørt eller med kvækeragtig strenghed.

Med fregner eller med formelle farvede kanter.

Jeg kan ikke sætte fingeren på hvad der er ved dem.

De har et stift, uregerligt og sommetider stikkende grønt.

De er giftige, lugter strengt og vil ikke sættes i vase.

Måske er det farveskalaen.

Måske er det vildskaben.

Måske er det årstiden.

Det er ihvertfald Helleborus - som ingen anden blomst.

www.gartnerietspiren.dk/

www.ashwoodnurseries.com

Hvad Hedder Krokus Mon På Walisisk?

Havenørden har været i Cardiff - og der var blomstrende krokus.

Havenørden købte sig et nummer af "The English Garden".

Havenørden har bl.a. set en smuk påskelilje i dette blad: "Narcissus 'Lucifer' has a delicate stance, moving gracefully in the wind; it also naturalizes well." Det lyder da godt - og den er da også mere elegant end de klassiske påskeliljer.

400 af dem, tak.

Frø 2011

Indrømmet. Jeg hører til dem der ikke så gerne vil have klare gule-orange-røde farver i prydhaven. Det bliver mig for intensivt; jeg vil hellere have rolige grønne-blå-hvide rammer.

Men på den anden side, og fuldstændig i samklang med Claus Dalby, så kan jeg heller ikke undvære at have adgang til disse potente og livskraftige farver. Der skal tit et par dybrøde eller orange blomster til for at bringe en lidt tam blålilla buket op i eliteklassen. Derfor er de oplagte i køkkenhaven!

Du kan ikke lide tagetes, gul-orange stolt kavaler, solsikker? Så prøv at plante dem sammen med salathoveder, bønner, løg, kål og rucola. Der vil de bare være det eneste rigtige...

Årets frø er en foræring - og deres vej er gået fra USA til et havemenneske til et havemenneske - og så til mig. Storblomstrede tagetes, zinnia i rød og lyserød, cosmos i gul og orange, californisk valmue i lyserød-gul blanding, og lave "teddy bear"-solsikker...

Køkkenhaven kommer til at stå og lyse i sommernatten.

The Big Blue

I år, tror jeg, bliver det år hvor det store blå staudebed skal konsolidere. Der har været mange forsøgsstauder, og der har været darwinistiske processer, og i år bliver de ting hevet ud der er for små eller ikke fungerer. De store, monumentale blålilla stauder - de fungerer bare, og det er (fandeme) flot.

Tilbage står at forkanten ikke helt fungerer. Om jeg skal gå konservativt og lave en lille buksbomhæk (hm!) eller om jeg skal finde en god staude (fx. vortemælk, Euphorbia amygdaloides, som jeg allerede har nogle af på forkanten) og lave en hel ubrudt kant, det ved jeg ikke.

Der er et par ting jeg gerne vil frøså og sætte ind i staudebedet. Det er to meget, meget smukke og sikre planter: Kongelys (Verbascum phoenicium) 'Violetta' og Kæmpejernurt (Verbena bonariensis).

De to vil jeg gerne kultivere mange af, og så indplante rigtig store grupper i bedet. Det bliver bare så smukt...

.

Reality check: Enhver der frøkultiverer véd at jeg så helt sikkert kun får fremavlet cirka tre halvynkelige udplantningsplanter, og derefter vil være nødt til at indkøbe full-size stauder til en eksorbitant pris.

Frø-Kataloger

Så er nogle af årets frøkataloger ankommet. Chiltern Seeds, Impecta og Botanisk Verden. Og det passer meget godt - nu har jeg haft en havepause, dagene er blevet en lille smule længere, og nu er jeg ved at være klar til at tænke have igen.

Frøkataloger. Det er sjovt at tænke på at kernen i havekunstens glæder forandrer sig ret lidt med tiden. Man kan læse Gertrude Jekyll, og det er så friskt og relevant. Og også i 1898 sad havefolket og bladrede og diskuterede og lavede ønskelister...

Under Sneen?

Jeg får lyst til at gå ud og grave i sneen og se om der overhovedet er noget nedenunder. Er der overhovedet juleroser/påskeklokker og vintergækker i grønt dernede? Det er da godt at jeg har billeddokumentation fra tidligere haveår - af påskeklokker, tulipaner, roser osv. Ellers ville jeg simpelthen ikke tro på at der vokser noget derude, andet end græs og træer.

Selv nu, hvor jeg sidder og kikker på havefotos, tror jeg i virkeligheden ikke på det...

Tung Sne

Sneen er tyk og tung i disse dage. Og se, der kan man virkelig afgøre hvem der er ægte haveautister: Det er sådan én som mig, der ikke kan lade være med at stryge sneen af andre folks hække, hvis der ligger et alt for tungt tæppe af sne og bøjer dem fareturende ned...

Andres Blik

Et andet blik på naturen - stadig haveelskerens og naturelskerens - men med tegneredskaberne i hånden:

http://sigridfrensen.blogspot.com/2009_02_01_archive.html

Blogejeren er Sigrid Frensen, og hun er en hollandsk naturillustrator.

Tænk at kunne tegne sådan...

Som gulnet pergament

Regardez les branches,

Comme elles sont blanches;

Il neige des fleurs!

[Théophile Gauthier]

Næh! Se! Se dér!

Vi bor sammen med en mistelten. En stor gammel mistelten, som aldrig har fået bær. Den er smuk og grøn og kugleformet og diskret, og man affinder sig med dens mangel på bær. Der skal jo også være plads til hanner; det dér med hvide bær er noget skrækkelig juleromantik; og blade er fint og nobelt nok.

Alligevel såede jeg en del mistelbær i haven for nogle år siden, og som man vil vide hvis man læser her på Zone8a, er der kommet to eksemplarer ud af det. Sidste år kom der så et - ét - 1 bær på denne gamle mistelten. Det var lige før at jeg troede at det var en fejl. En jomfrufødsel, en hanfødsel?

Men måske har der alligevel været noget i luften fra de nye indvånere. Morgenluft? Hvem ved? Idag var jeg ude at pusle med lidt oprydning og bladrivning og næh - næh - se der! Vores store gamle mistelten, som aldrig får bær - undtagen ét sidste år - den har fået bær i år. Det er næsten som at se Tøkk græde...

Oliven

Jeg har altid tænkt at det må være en fascinerende udfordring at få en have i et andet klima. Et sted hvor man må begynde forfra med at lære de mest grundlæggende ting; hvordan er vinteren, hvordan er sommeren, hvordan er jorden, hvordan skaffer man vand - hvad trives her? Helt andre planter, helt andre farver, helt andre farvebehov, helt andre teksturer. Helt andre træer.

Vi var i Ligurien (Italien) fornyligt, i et dejligt hus på en meget stejl grund ved kysten. Beplantningen var hovedsageligt træer - oliven og citrus og figen og khaki. Haven var egentlig et antal mindre plateuer, med stentrapper, og med et eller flere træer på hvert plateau. Her i Ligurien laver de nogle små sorte og sortgrønne oliven - Taggiasca-oliven - med en mild og aromatisk smag. Og det var tid til at høste oliven. Men der er søreme meget jeg ikke ved om oliventræer og høst og forarbejdning af oliven og fremstilling af olivenolie. For eksempel hænger man net ud under træerne. Og hvad så - venter man bare på at de drysser ned? Og har de en lokal olivenpresse et sted hvor de går hen med deres lille høst? Vi prøvede at presse lidt olie af en lille portion oliven for at se hvordan det var: Det var bittert. Gør man noget med olien efter presning?

Man vender tilbage Danmark, til sit eget valnøddetræ, spekulativ.

Næste År, Næste År...

Musvitterne pipper på en sær vinterlig måde for tiden. Måske er det fordi alle de andre fugle i tapetet er tavse at det lyder anderledes.

Når jeg går i haven nu, er det ikke for at så, eller plukke, eller opbinde. Det er for at nedklippe eller beskære. Der er da stadig blomster, javist; der er enkelte forrevne lilla floks, og klematis'erne - fortrinsvis viticella-typen - er stadig på banen. Der er de kraftige lilla 'Polish Spirit', en ny men stærktblomstrende 'Alba Luxurians', og den mest vidunderlige af dem alle, 'Betty Corning'. Og der er solsikker i køkkenhaven, og der er duften af store sølvlys (Actaea) i hele haven.

Men haven, den er beskæftiget med at lukke og slukke. Den lukker ned for bladene og lader dem blive gule og røde. Den lader nødderne falde til jorden, både de store, saftige valnødder og de hundredevis af fine lysegrønne hasselnødder. Den broderer med æbler på den lysende grønne græsplæne.

Og jeg ser mig omkring og tænker allerede: Måske skulle dér være en kant af appelsintagetes igen; måske skal dér være et hav af Zinnia næste år; måske skal vi forsøge med squash i kapillarkasse i køkkenhaven næste år...

"A garden is never so good as it will be next year."

(Thomas Cooper)