torsdag, april 28, 2011

Bryllupsblomster



Jeg er ikke typen der tager fri for at se hele dagsprogrammet fra det kongelige engelske bryllup, men det er jo feel good-news, så jeg kikker meget gerne med. Det syrede er, at dér hvor jeg virkelig spidser ørerne i reportagerne - det er når det gælder blomsterdekorationerne. Krukket? Nørdet?

Jeg indrømmer hermed at jeg er mere interesseret i de dér ældre hærdede engelske damer der er igang med at dekorerere Westminster Abbey. Jeg indrømmer at jeg lige har set en flok fotos igennem flere gange for at se hvad de har af plantemateriale. Og det ser lovende ud...

Jeg ser hvidt og cremefarvet og grønt. Jeg ser sommermagnolie, min åh-så-smukke favoritmagnolie. Jeg ser hvide syrener og limegrønne vortemælk (Euphorbia) - på en eller anden måde meget engelsk.
Der er bøgegrene, og måsle er der også grene af et blomstrende duetræ? Kan det passe?

Kirkegangen i den strenge grå Westminster Abbey bliver lavet til en lille allé af mindre træer - avnbøg og naur - enkelt og naturligt og inspireret af det engelske landskab.

I like that.

Ingen kommentarer:

 
Site Meter