Åhr, Den Have, Altså!

"I looooove it". 

At ha' have. Men ikke hver dag. Og lige nu har jeg lidt efterårstræthed over den. Jeg nåede kun at fikse halvdelen af flisebelægningen i år; resten ligner skidt. Og køkkenhaven startede med en håndfuld frøposer i smagfuld sammensætning af ferskenfarvet i flere varianter; men halvdelen kom aldrig op, en trediedel performede usselt, og tilbage står nu en enkelt, køn pralebønne i ferskenfarvet, som et monument over en trist ukrudtmark.

Damn. 

Something must be done. 

Konceptet køkkenhave fungerer bare ikke, der hvor jeg har den. 
Så næste år prøver vi et andet koncept: Dahliahave. Og jeg véd ikke om de - med god vanding og gødning - kan præstere et smukt sommer-sensommer-efterårsbillede i køkkenhaven. 

Men hey - det er værd at forsøge! Ny plan, nye planter, nye plantninger.

I loooove it. 

Selv i mørket har vi syrener...

Jeg er en ærlig person. Jo, der findes hvide løgne, eller, hellere, undladelser af meningstilkendegivelser. Men en bøde kan ride mig som en marekat af dårlig samvittighed i flere uger.

Men det sker altså at jeg går på "skud". Vi kan jo kalde det overskudsdeling. En stikling, en blomst, et æble der står ud mod vejen, indenfor rækkevidde - jo, det kan ske.

En sen aften fornyligt gik jeg således aftentur med hunden med en rosensaks i lommen. Det er syrentid, og hvis jeg kunne finde en enorm syrenbusk, hvor man ikke ville savne et par grene, og det er jo snart min fødselsdag. Jeg holder sså meget af sssyrener, min dyrebare. I mørket fandt jeg noget vildt buskads, og derudaf stak nogle grene, med noget der delvist lignede syrener, og delvist mindede om sommerfuglebusk (Buddleia). Dem nappede jeg.

Vel hjemme igen stod jeg med nogle grene med i-hele-stuen-velduftende, rødlilla, åbne syrenklaser, hvor klaserne havde en smuk, hængende profil, nøjagtigt som blomsterne på en sommerfuglebusk. Hvad i alverden var det? Og Google-gættet er, at det er en Rævehalesyren (Syringa reflexa). "Reflexa" betyder vel noget i retning af "afbøjet". Den busk er lige noget for en dufthave-o-man. Og overordentlig smuk, netop fordi den er blødt buet.

Et must-have.

Lonicera

Jeg er en duftoman. Og hvem er ikke det? Jeg kender ikke nogen mennesker der ikke holder af dufte, og ikke lader sig påvirke af dufte, eller kommenterer dufte. Om det er dufte af stegt kød, tagetes, smør, røg fra et bål, popcorn, eller parfume - vi reagerer på dem. Når det gælder haven, ville jeg nok i virkeligheden helst også fylde haven med duft. Jeg kan næsten ikke få for meget. Tænk hvis det var muligt at stå midt i en koncentreret duft af ærteblomster eller kaprifolie? 


Med hensyn til kaprifolie, så har vi ikke haft nogen her i haven. I sommerhuset, derimod, findes der i underskoven mange små vilde kaprifolier; og hvor vidunderligt er det ikke at møde sådan én om aftenen, i skumringen, når man går på plantagevejene med hunden... 


Men da der blev en plads ledig på et klatrestativ for planter (en staude-ærteblomst er vistnok checket ud), måtte vi hen og hente én. Ingen dufthave uden kaprifolie! Og da vi gerne ville have en cremefarvet nuppede vi en 'Belgica Select'. Jeg er bare ikke så sikker på at den er cremefarvet. Google-billeder viser 'Belgica Select' både som rent cremefarvet, men også med en blomst der er rødlig udenpå. 


Nå, pyt! Bare den dufter!

Trillium!

Jahuuu! Så fik jeg de så-længe-begærede Trillium. En gavmild gave fra mine søde forældre, som skal ud og stå i det nyoprettede skovbundsbed - sammen med nogle skovmærker, anemoner, bregner og liljekonvaller.

Den sort jeg har fået ses på foto ovenfor: Trillium chloropetalum var. giganteum, med de meget mørke blomster. På sigt vil jeg også gerne have en Trillium med hvide blomster, men lad os lige se om mine to små nye eksotika vil trives.

Hvad er det nu den hedder på dansk? Femblad? Fireblad? Hmm...

Et Skovbundsbed

Ude bagved, i vores smalle køkken/arbejdshave, er der et langt bed med en stor hassel og to kompostbeholdere. Mellem kompostbeholderne plantede jeg sidste år ramsløg - et kæmpe hit, for de trives og ser meget naturlige ud dér. (Onde tunger siger at jeg lige om lidt har dem i hele haven; men det gælder ærlig talt for mange ting. Naturen formerer sig, det skidt.) Resten af bedet har længe været lidt småbart. Jeg har vist også selv været lidt småbar for ideer, for jeg har ikke tænkt meget over det bed dér. Det har været "jordstykket overfor halvtagene med brænde og haveredskaber".

Men så slog det mig i går at det må være et godt sted for et "skovbundsbed" - måske inspireret af skoven selv, lige nu hvor anemoner og violer holder festforestillinger derovre. Så fluks idag fik jeg det gravet og revet lidt, og så flyttede jeg liljekonvaller, hvide anemoner, et par bregner og én blå anemone derind. Det var nemlig hvad jeg havde.

Jeg véd at jeg i årenes løb har læst mange artikler i "Haven" om skovbundsbede. Jeg har aldrig haft brug for sådan et bed, så jeg har ikke husket nogle af forslagene. Men plantesamlerens klokke ringer et sted i hovedet, og jeg tænker - Trillium?

Ramsbørn

Det går hurtigt derude nu. Dagslysets længde slår kraftigt igennem - på fugle, egern, påskeklokker, tulipaner, og os andre.

Idag var det isnende koldt og tåget, men hey - det er allerede sommertid i morgen. Manden i haven, som ikke nyder vinterens mørke, bemærkede idag, "Jeg synes at denne vinter er gået hurtigt." Det er den også.

Ude ved kompostbeholderne i baghaven plantede jeg sidste år nogle ramsløg fra mine forældres have. Et perfekt sted, hvor der ellers ikke er meget der gider at gro, og hvor et midlertidigt, afgrænset, grønt, gastronomisk tæppe vil være et hit. De blomstrede fint sidste år, og man kan søreme se at de har smidt frø fra sig også. Mama mia. Der er små ramsbørn i massevis!

Palle i Haven

I disse ret fede recycling-tider er der mange gode ideer der gror rundt om i verden. Der findes mange kreative folk derude der brænder for dyrkning, urban gardening, guerilla gardening og microgardening i det hele taget. Helt ærligt, jeg er ikke selv så kreativt, så jeg glæder mig over andres geniale ideer til at bruge udtjente materialer til havegrej. Paller, for eksempel. Europaller.

En havekender i min omgangskreds har nyligvis været på jagt efter paller til at bygge havemøbler, og via en anden designkender har jeg lige set denne lille pallehave.

Den er superfed. [kilde: http://bit.ly/pKPXz6]

Winter, Begone...

Så er det nu vi sparker vinteren ud! Ud og feje fliserne, rive bedene, klippe, beskære og i det hele taget gå amok. Egentlig ikke så meget for havens og planternes skyld, som for vores egen. Den skal drives bort, skal den, med alle de udrensningsprocedurer og regndanse vi kan mønstre! Bort, bort, bort! Ud af mit hus, ud af min have! Løft dig fra græsplænen, vinter, at vi kan få det grønne græs igen. Løft dig fra jorden, vinter, at vi kan få staudekuplerne igen.

Jeg rumsterer pludselig rundt efter de allerede indkøbte frøposer, bare for at kikke på dem. Jeg kikker pludselig med genopvakt interesse på de gamle spirekasser, revnede, støvede og edderkoppespind-indsvøbte ude i skuret. På planteskolen ved de heller ikke helt hvad ben de skal stå på - der er hornvioler, stedmoder og Helleborus en masse, men i dette gab imellem vinter og ægte forår må vi alle bare stå og stampe lidt i jorden af utålmodighed. Også planteskoleejeren, der glæder sig til at roserne rykker ind i uge 12.

I trangen efter at se lysegrønne spirer gro op af sort muld, investerede jeg i tre buttede, mørkebrune Begonia-knolde af typen hvid, dobbelt. Og ved I hvad? Jeg ved ikke om det overhovedet gi'r mening for andre end mig selv, men jeg har pottet dem indendørs i en dejlig stor blåglaseret krukke, og nu kan de stå i bryggerset og komme igang. Og hvis foråret viser sig køligt - mon ikke de så godt kan klare at holde os med selskab herinde mens vi venter.

Begone, winter, begone.

De Små Hornede...

Sådan en dag som idag. Sådan et vejr som idag. Med sol, lidt blæst, og det forbavsende syn af græsplænen. Da får jeg, hvert år, en ubetvingelig lyst til at plante hornvioler i alle krukkerne. At se deres små sejl stå derude og blafre i vinden.

After Eight

Sommetider tror jeg ærlig tlt ikke at det er mig der bestemmer hvad der kommer til at stå i vores have. Nix. Det er tilfældet der bestemmer. Det er det altså.

For eksempel var det et tilfælde at der kom et frøkatalog fra Holschers Frøhandel. Det var et tilfælde at da jeg var lige ved at smide det ud, så jeg at den A4-side der var vedlagt, ikke var en bestillingsseddel, men en liste over knolde. Bl.a. dahliaknolde.

Jeg har haft dahliaknolde i krukkerne sådan cirka hvert andet år. Det har for så vidt været en succes, men de fleste kønne sorter er 100+ cm lange. Det bli'r helt vildt bøvlet med 4-5 kæmpe store krukker med dahlia. Sjovt, ja. Flotte blomster, ja. Men umuligt at administrere. Og dahlia i den dér mellemhøjde til krukker - tja, jeg har ikke rigtig fundet nogen der faldt i min smag.

Da faldt mit blik tilfældigvis på en lille undergruppe med 50 cm høje dahlia. En af dem blev beskrevet som "stribet". Tilfældet ville at jeg blev nysgerrig og slog dahlia'en op. Det var 'Twyning's After Eight'. Den så ganske vidunderlig ud. Klassisk sorte dahliablade i kombination med en cremefarvet/let rosa blomst. Og som tilfældet ville det: Dén skulle det bare være. Så de fire krukker får igen fint dahlia-besøg i år, håber jeg. Jeg har ihvertfald skrevet til Holscher's...

Dahlia 'Twyning's After Eight' har en fætter. Den hedder 'Twyning's Smarties'. Med karminfarvede go hvide kronblade i tilfældig kombination.

Have-Dokumentar

Jeg læste lige en fin lille film-anmeldelse. Af Mikael Kristerssons have-dokumentarfilm "Ljusår" (Lysår). Det er ikke nogen ny film; faktisk er den fra 2009. Men nu er den kommet op i Danmark. Det har taget filmfotografen mange, mange år at dokumentere det stille, dybe liv i hans have. Som filmanmelderen skriver.

"Aldrig har jeg helt på denne måde set solsorten fange regnorme eller egentlig forstået den perfekte symmetri i skabelsen af korsedderkoppens spind."

http://ibyen.dk/film/anmeldelser/ECE1534780/svensk-instruktoer-laver-fortryllende-dokumentar-i-sin-have/

Hasselrakler

Jeg gik en tur med hunden her til morgen. Det var en fabelagtig morgen i skoven, klar og stille, bortset fra en enkelt spættehvirvel eller to. Alt var frosset helt ned til -14,5 grader; den knoldede jord var hård som beton. Og der faldt mit blik så på en hasselbusk. Med rakler. Og tænk - da jeg rørte ved en af dem med en vante, så dryssede der en lille smule guldpollen ud på den. Tænk engang. Selv ved midvinter har hasselbuskene fuld gang i formeringen - selv ved isnende temperaturer og tørke dannes efterårets hasselnødder.

Selv i kulde har vi elskov, selv ved vinter bæres frugt.

At Smølfe en Have

Nogle af vore venner introducerede os for smølfelandsbyspillet. På ipad.

Det var ikke så godt.

For af en eller anden grund er børn og forældre nu - for første gang nogensinde - blevet bidt af det samme spil. Grundlæggende går det ud på at dyrke grøntsager og haver, og så at bygge lidt og spille lidt småspil når disse er åbne. Børnene og manden startede, og så er der bare det at - det går jo ud på at dyrke og kreere haver og landskaber. Så radier; lægge stier; plante buske; vande; sætte hegn; dyrke blomster. Det er søreme svært for en havenørd at være ligeglad med...

Så nu har jeg altså styr på at der bliver sået løg, gylden majs og vandmeloner (virtuelt), og at de bliver høstet når de er klar. Det skal der være styr på, for nogle af de virtuelle afgrøder er klar til at blive høstet efter 9 (rigtige) timer, nogle efter 5 timer, nogle efter 24 timer og atter andre efter 30 minutter. Det er også lidt sjovt at dyrke sædskifter, selv om det nok er gylden majs og løg der for tiden giver bedst. Og så er der blomsterhaverne. De dyrkes i fællesskab, for selv om man selv sørger for at de små smølfer vander dem, så skal éns (rigtige) venner også gerne vande dem en gang imellem. Så vi går på besøg i vennernes smølfelandsbyer og holder øje med hvad de dyrker - og om der er noget der skal vandes. Og så lægger vi en gave til dem når det er muligt.

Det er bare et spil. Men det er tro imod den viden at haver bliver ikke bygget på én dag. At afgrøder visner, hvis de ikke høstes. Og at blomster (og venskaber) visner hvis de ikke vandes...

PS: I den virkelige verden ankom mine frø fra Impecta idag. Så nu kan jeg også dyrke artiskokker i den rigtige have...

Nye Frø, Nye Farver...

For et par år siden forbavsede jeg mig selv ved pludselig at mene at tagetes var det store i køkkenhaven. Tagetes! Jeg vidste det ikke før jeg havde propppet frøene i indkøbskurven online. Der er noget skønt ved at være ubunden og flippe ud, lige der hvor køkkenhavens design bliver afgjort.
Når det er sagt, så er jeg stadig enormt konservativ med farveholdningen i resten af haven - men det har jeg vist fortalt.

Nu har jeg lige forbavset mig selv igen. Ferskenfarvet! Den så jeg aldeles ikke komme!

Men Impecta's frønyheder så virkelig dejlige ud, og de bliver ret hurtigt udsolgt, så her er de tre ferskenfarvede stjerner i årets køkkenhave. Løvemund 'Twinny Peach', Rosenbønne 'Sunset' og Løvehoved (Leonotis nepetifolia) 'Shrimp Cocktail'. Sammen med en rødbrun artiskok og en ditto shiso-type.

Januar er en Rose...

Jeg har været et smut ude og se til haven. Indrømmet, vi ses ikke så meget for tiden. Vi ses på afstand og en gang imellem i weekenden, når vejret tillader det... Men der er dejligt derude. Friskt og lovende. Der er grågrønne blade på sommerfuglebusken, små skud af vintergækkerne og de botaniske tulipaner, knopper i påskeklokkerne (Helleborus) og faktisk enkelte blomster. Principielle blomster, vil I nok sige - for rosen her kommer nok ikke til at springe ud. Men jeg fandt faktisk en lille morgenfrueblomst og en mørkerød løvemund.

Her burde der så være et lille digt om den skandinaviske rose i januar, men det springer jeg over. Jeg lader rosen tale for sig selv. Glædelig januar.

'Ananasreinet' som Gemmeæble

Det er januar og der er status på gemmeæblerne. Det har været spændende at se hvordan 'Ananasreinet' - som jeg har anskaffet fordi det kan gemmes til april, simpelthen - klarer sig. Vi har ikke perfekte forhold til at gemme æbler i. De har en flamingokasse med aviser over inde i den overdækkede del af terrassen. 'Ananasreinet', dronningen over gemmeæblerne, uddistancerer klart de andre æbler i gemmekassen. Selv med små huller eller skader rådner de ikke, som 'Belle de Boskoop' og 'Ingrid Marie' gør det. Der var en fin lille høst på vores fine lille perfekt formede 'Ananasreinet'-træ. Jeg må indrømme at jeg selv sniger mig ud og snupper et lille luksusæble til min morgenmad indimellem, uden at servere for de andre familiemedlemmer. Man er vel dronning i huset, n'est-ce pas.

Planter i December

Jeps, jeg har plantet i december. Så længe jorden ikke er frossen, er det da en fin årstid at plante på. Målet var at få mine tre nye træpæoner i jorden, og det gik fint. Altså lige bortset fra at grunden her jo er "hævet" - skal vi ikke bare kalde det dét - med hvad der må være adskillige læs tilfældigt byggeaffald. Det virker som om man har skaffet adskillige afdankede hønsehuse opført i en variation af materialer, og derefter har knust dem og strøet dem ud over grunden før man opførte vores hus.

Skal man grave et lille hul til en plante, skal man derfor finde sig i at måtte grave noget andet op. I denne omgang (med tre huller der skulle graves) var høsten 3 hele røde mursten, 1 hel gul mursten, 2 halve mursten, 1 stor gasbetonblok med gul maling på den ene side, og en håndful knytnævestore granitsten af varierende type.

Så står der også røg og damp op fra graveren bagefter, kan jeg godt afsløre!

Hullerne til mine træpæoner blev gravet ekstra store, så jeg nede i bunden kunne komme en ordentlig spand gammelt hestemøg blandet med jord - og så ren jord ovenpå - og så planten.

Som regel (jeg er stadig ny med træpæoner) kan man allerede nu se om der er store knopper - blomsterknopper - på pæonen. Det så der ikke ud til, så mon ikke der er nul blomster i 2012.

Tålmodighed er en dyd.

Men hvis - og når - der kommer blomster, så kommer der et skilt ud kort før blomstringstid. Jeg tygger stadig på teksten, men tanken er i stil med dette:

Nu blomstrer træpæonerne snart. Vi har plantet dem her for at alle forbipasserende mennesker kan nyde de helt spektakulære blomster. Derfor: vær rar ikke at plukke blomsterne. PS. Men hvis du skal fri til dit livs kærlighed, så ring lige.

Cedertræet med sin Pynt

Atlas-cederen (den blå, Cedrus atlantica 'Glauca') har i nogle år været juletræets svar på "hvidt og skrammet". Jeg mener dermed, at hvis man havde et hus baseret på flødefarvede franske land-antikviteter med ufuldstændig maling, så var det en atlasceder der kom med, når der skulle fotograferes til Bo Bedres julenummer. Eller den var i det hele taget med hvis der skulle fotograferes til Bo Bedres julenummer. You know what I mean.

Og det er jo nok fordi det er et æstetisk træ. I farve og i form er det smukt. Som jeg ser det, har det kun én overvældende ulempe. Det er dyrt. For pokker, det er dyrt. Et eksemplar i knæhøjde koster 5-600 kroner.

Så derfor tænkte jeg at det kunne være hyggeligt at dyrke nogle selv. Jo, det vil tage 14 år før de når knæhøjde, men jeg dyrker heller ikke planter fra frø for at videresælge - men fordi det er sjovt.

Frø fra atlasceder til salg? Nul. Det kan jeg simpelthen ikke finde. Kan du?

Mens Vi Venter på Storm

Mens vi venter på morgendagens måske-storm, og mens mørket allerede er faldet på, og theen trækker, vil jeg for en gangs skyld drysse en løs post ud på zone8a.

Hver gang der bliver stormvarsel, kikker jeg ud på naboens kæmpestore og lidt møre piletræ. Jeg holder virkelig meget af det træ - stort, smukt, susende, og morgenlegeplads for egern - og vil ikke af med det. Men hvis det falder denne vej, skal vi bygge et nyt hus...

Jeg var henne og henne mine to nye træpæoner idag. En af pæoneksperterne fra paeoneksperten.dk bor nemlig her i byen. Jeg havde bestilt en hvid rockii (med de berømte auberginefarvede pletter) og en sortrød. Den flinke pæonekspert forærede mig en tredie pæon, som havde været en fejlfarve. En to-be-Hatsugarasu, der var faldet ud i en lilla farve. Dejlig overraskelse. Så i morgen skal jeg hen og hente et par spande gammelt hestemøg til at grave ned med dem.

Der er længe til forår, men når den kommer, så forbavses jeg tit ved at se de første bier og insekter dukke op om blomsterne. Her er en smuk film om bestøvningens fine samspil.

God weekend...

The Long Wait

Jeg venter.
Tålmodigt, som kun en plante-nørd kan vente.
På to træpæoner.
Den ene er den dunkleste dunkelrøde, fyldt, med fyrre kronblade.
'Hatsugarasu' - "den første krage".
Mon de ankommer i år?

The peony blooming
no other flowers
can be seen.

[Kiichi]