tirsdag, februar 21, 2012

After Eight



Sommetider tror jeg ærlig tlt ikke at det er mig der bestemmer hvad der kommer til at stå i vores have. Nix. Det er tilfældet der bestemmer. Det er det altså.
For eksempel var det et tilfælde at der kom et frøkatalog fra Holschers Frøhandel. Det var et tilfælde at da jeg var lige ved at smide det ud, så jeg at den A4-side der var vedlagt, ikke var en bestillingsseddel, men en liste over knolde. Bl.a. dahliaknolde.
Jeg har haft dahliaknolde i krukkerne sådan cirka hvert andet år. Det har for så vidt været en succes, men de fleste kønne sorter er 100+ cm lange. Det bli'r helt vildt bøvlet med 4-5 kæmpe store krukker med dahlia. Sjovt, ja. Flotte blomster, ja. Men umuligt at administrere. Og dahlia i den dér mellemhøjde til krukker - tja, jeg har ikke rigtig fundet nogen der faldt i min smag.
Da faldt mit blik tilfældigvis på en lille undergruppe med 50 cm høje dahlia. En af dem blev beskrevet som "stribet". Tilfældet ville at jeg blev nysgerrig og slog dahlia'en op. Det var 'Twyning's After Eight'. Den så ganske vidunderlig ud. Klassisk sorte dahliablade i kombination med en cremefarvet/let rosa blomst. Og som tilfældet ville det: Dén skulle det bare være. Så de fire krukker får igen fint dahlia-besøg i år, håber jeg. Jeg har ihvertfald skrevet til Holscher's...
Dahlia 'Twyning's After Eight' har en fætter. Den hedder 'Twyning's Smarties'. Med karminfarvede go hvide kronblade i tilfældig kombination.

2 kommentarer:

marie sagde ...

After eight har vi haft i flere år. Den er rigtig køn med kontrasten mellem det mørke løv og de lyse blomster. Den kunne nok godt være lidt langbenet som krukkeplante.

sil sagde ...

Det lyder godt at den er rigtig køn - kan være svært at vurdere udfra et foto. Hmm, jeg kan godt se at 50 cm er en smule langt for en krukke - bliver den også højere end det? - men på den anden side, så kan den måske stadig bruges til afskæring?

De helt korte dahliaer (som egentlig er velegnede til krukker) er jeg ikke helt vild med - måske er det fordi at de ikke kan klippes til buketter...

 
Site Meter