De Små Hornede...

Sådan en dag som idag. Sådan et vejr som idag. Med sol, lidt blæst, og det forbavsende syn af græsplænen. Da får jeg, hvert år, en ubetvingelig lyst til at plante hornvioler i alle krukkerne. At se deres små sejl stå derude og blafre i vinden.

After Eight

Sommetider tror jeg ærlig tlt ikke at det er mig der bestemmer hvad der kommer til at stå i vores have. Nix. Det er tilfældet der bestemmer. Det er det altså.

For eksempel var det et tilfælde at der kom et frøkatalog fra Holschers Frøhandel. Det var et tilfælde at da jeg var lige ved at smide det ud, så jeg at den A4-side der var vedlagt, ikke var en bestillingsseddel, men en liste over knolde. Bl.a. dahliaknolde.

Jeg har haft dahliaknolde i krukkerne sådan cirka hvert andet år. Det har for så vidt været en succes, men de fleste kønne sorter er 100+ cm lange. Det bli'r helt vildt bøvlet med 4-5 kæmpe store krukker med dahlia. Sjovt, ja. Flotte blomster, ja. Men umuligt at administrere. Og dahlia i den dér mellemhøjde til krukker - tja, jeg har ikke rigtig fundet nogen der faldt i min smag.

Da faldt mit blik tilfældigvis på en lille undergruppe med 50 cm høje dahlia. En af dem blev beskrevet som "stribet". Tilfældet ville at jeg blev nysgerrig og slog dahlia'en op. Det var 'Twyning's After Eight'. Den så ganske vidunderlig ud. Klassisk sorte dahliablade i kombination med en cremefarvet/let rosa blomst. Og som tilfældet ville det: Dén skulle det bare være. Så de fire krukker får igen fint dahlia-besøg i år, håber jeg. Jeg har ihvertfald skrevet til Holscher's...

Dahlia 'Twyning's After Eight' har en fætter. Den hedder 'Twyning's Smarties'. Med karminfarvede go hvide kronblade i tilfældig kombination.

Have-Dokumentar

Jeg læste lige en fin lille film-anmeldelse. Af Mikael Kristerssons have-dokumentarfilm "Ljusår" (Lysår). Det er ikke nogen ny film; faktisk er den fra 2009. Men nu er den kommet op i Danmark. Det har taget filmfotografen mange, mange år at dokumentere det stille, dybe liv i hans have. Som filmanmelderen skriver.

"Aldrig har jeg helt på denne måde set solsorten fange regnorme eller egentlig forstået den perfekte symmetri i skabelsen af korsedderkoppens spind."

http://ibyen.dk/film/anmeldelser/ECE1534780/svensk-instruktoer-laver-fortryllende-dokumentar-i-sin-have/

Hasselrakler

Jeg gik en tur med hunden her til morgen. Det var en fabelagtig morgen i skoven, klar og stille, bortset fra en enkelt spættehvirvel eller to. Alt var frosset helt ned til -14,5 grader; den knoldede jord var hård som beton. Og der faldt mit blik så på en hasselbusk. Med rakler. Og tænk - da jeg rørte ved en af dem med en vante, så dryssede der en lille smule guldpollen ud på den. Tænk engang. Selv ved midvinter har hasselbuskene fuld gang i formeringen - selv ved isnende temperaturer og tørke dannes efterårets hasselnødder.

Selv i kulde har vi elskov, selv ved vinter bæres frugt.

At Smølfe en Have

Nogle af vore venner introducerede os for smølfelandsbyspillet. På ipad.

Det var ikke så godt.

For af en eller anden grund er børn og forældre nu - for første gang nogensinde - blevet bidt af det samme spil. Grundlæggende går det ud på at dyrke grøntsager og haver, og så at bygge lidt og spille lidt småspil når disse er åbne. Børnene og manden startede, og så er der bare det at - det går jo ud på at dyrke og kreere haver og landskaber. Så radier; lægge stier; plante buske; vande; sætte hegn; dyrke blomster. Det er søreme svært for en havenørd at være ligeglad med...

Så nu har jeg altså styr på at der bliver sået løg, gylden majs og vandmeloner (virtuelt), og at de bliver høstet når de er klar. Det skal der være styr på, for nogle af de virtuelle afgrøder er klar til at blive høstet efter 9 (rigtige) timer, nogle efter 5 timer, nogle efter 24 timer og atter andre efter 30 minutter. Det er også lidt sjovt at dyrke sædskifter, selv om det nok er gylden majs og løg der for tiden giver bedst. Og så er der blomsterhaverne. De dyrkes i fællesskab, for selv om man selv sørger for at de små smølfer vander dem, så skal éns (rigtige) venner også gerne vande dem en gang imellem. Så vi går på besøg i vennernes smølfelandsbyer og holder øje med hvad de dyrker - og om der er noget der skal vandes. Og så lægger vi en gave til dem når det er muligt.

Det er bare et spil. Men det er tro imod den viden at haver bliver ikke bygget på én dag. At afgrøder visner, hvis de ikke høstes. Og at blomster (og venskaber) visner hvis de ikke vandes...

PS: I den virkelige verden ankom mine frø fra Impecta idag. Så nu kan jeg også dyrke artiskokker i den rigtige have...

Nye Frø, Nye Farver...

For et par år siden forbavsede jeg mig selv ved pludselig at mene at tagetes var det store i køkkenhaven. Tagetes! Jeg vidste det ikke før jeg havde propppet frøene i indkøbskurven online. Der er noget skønt ved at være ubunden og flippe ud, lige der hvor køkkenhavens design bliver afgjort.
Når det er sagt, så er jeg stadig enormt konservativ med farveholdningen i resten af haven - men det har jeg vist fortalt.

Nu har jeg lige forbavset mig selv igen. Ferskenfarvet! Den så jeg aldeles ikke komme!

Men Impecta's frønyheder så virkelig dejlige ud, og de bliver ret hurtigt udsolgt, så her er de tre ferskenfarvede stjerner i årets køkkenhave. Løvemund 'Twinny Peach', Rosenbønne 'Sunset' og Løvehoved (Leonotis nepetifolia) 'Shrimp Cocktail'. Sammen med en rødbrun artiskok og en ditto shiso-type.

Januar er en Rose...

Jeg har været et smut ude og se til haven. Indrømmet, vi ses ikke så meget for tiden. Vi ses på afstand og en gang imellem i weekenden, når vejret tillader det... Men der er dejligt derude. Friskt og lovende. Der er grågrønne blade på sommerfuglebusken, små skud af vintergækkerne og de botaniske tulipaner, knopper i påskeklokkerne (Helleborus) og faktisk enkelte blomster. Principielle blomster, vil I nok sige - for rosen her kommer nok ikke til at springe ud. Men jeg fandt faktisk en lille morgenfrueblomst og en mørkerød løvemund.

Her burde der så være et lille digt om den skandinaviske rose i januar, men det springer jeg over. Jeg lader rosen tale for sig selv. Glædelig januar.

'Ananasreinet' som Gemmeæble

Det er januar og der er status på gemmeæblerne. Det har været spændende at se hvordan 'Ananasreinet' - som jeg har anskaffet fordi det kan gemmes til april, simpelthen - klarer sig. Vi har ikke perfekte forhold til at gemme æbler i. De har en flamingokasse med aviser over inde i den overdækkede del af terrassen. 'Ananasreinet', dronningen over gemmeæblerne, uddistancerer klart de andre æbler i gemmekassen. Selv med små huller eller skader rådner de ikke, som 'Belle de Boskoop' og 'Ingrid Marie' gør det. Der var en fin lille høst på vores fine lille perfekt formede 'Ananasreinet'-træ. Jeg må indrømme at jeg selv sniger mig ud og snupper et lille luksusæble til min morgenmad indimellem, uden at servere for de andre familiemedlemmer. Man er vel dronning i huset, n'est-ce pas.

Planter i December

Jeps, jeg har plantet i december. Så længe jorden ikke er frossen, er det da en fin årstid at plante på. Målet var at få mine tre nye træpæoner i jorden, og det gik fint. Altså lige bortset fra at grunden her jo er "hævet" - skal vi ikke bare kalde det dét - med hvad der må være adskillige læs tilfældigt byggeaffald. Det virker som om man har skaffet adskillige afdankede hønsehuse opført i en variation af materialer, og derefter har knust dem og strøet dem ud over grunden før man opførte vores hus.

Skal man grave et lille hul til en plante, skal man derfor finde sig i at måtte grave noget andet op. I denne omgang (med tre huller der skulle graves) var høsten 3 hele røde mursten, 1 hel gul mursten, 2 halve mursten, 1 stor gasbetonblok med gul maling på den ene side, og en håndful knytnævestore granitsten af varierende type.

Så står der også røg og damp op fra graveren bagefter, kan jeg godt afsløre!

Hullerne til mine træpæoner blev gravet ekstra store, så jeg nede i bunden kunne komme en ordentlig spand gammelt hestemøg blandet med jord - og så ren jord ovenpå - og så planten.

Som regel (jeg er stadig ny med træpæoner) kan man allerede nu se om der er store knopper - blomsterknopper - på pæonen. Det så der ikke ud til, så mon ikke der er nul blomster i 2012.

Tålmodighed er en dyd.

Men hvis - og når - der kommer blomster, så kommer der et skilt ud kort før blomstringstid. Jeg tygger stadig på teksten, men tanken er i stil med dette:

Nu blomstrer træpæonerne snart. Vi har plantet dem her for at alle forbipasserende mennesker kan nyde de helt spektakulære blomster. Derfor: vær rar ikke at plukke blomsterne. PS. Men hvis du skal fri til dit livs kærlighed, så ring lige.

Cedertræet med sin Pynt

Atlas-cederen (den blå, Cedrus atlantica 'Glauca') har i nogle år været juletræets svar på "hvidt og skrammet". Jeg mener dermed, at hvis man havde et hus baseret på flødefarvede franske land-antikviteter med ufuldstændig maling, så var det en atlasceder der kom med, når der skulle fotograferes til Bo Bedres julenummer. Eller den var i det hele taget med hvis der skulle fotograferes til Bo Bedres julenummer. You know what I mean.

Og det er jo nok fordi det er et æstetisk træ. I farve og i form er det smukt. Som jeg ser det, har det kun én overvældende ulempe. Det er dyrt. For pokker, det er dyrt. Et eksemplar i knæhøjde koster 5-600 kroner.

Så derfor tænkte jeg at det kunne være hyggeligt at dyrke nogle selv. Jo, det vil tage 14 år før de når knæhøjde, men jeg dyrker heller ikke planter fra frø for at videresælge - men fordi det er sjovt.

Frø fra atlasceder til salg? Nul. Det kan jeg simpelthen ikke finde. Kan du?

Mens Vi Venter på Storm

Mens vi venter på morgendagens måske-storm, og mens mørket allerede er faldet på, og theen trækker, vil jeg for en gangs skyld drysse en løs post ud på zone8a.

Hver gang der bliver stormvarsel, kikker jeg ud på naboens kæmpestore og lidt møre piletræ. Jeg holder virkelig meget af det træ - stort, smukt, susende, og morgenlegeplads for egern - og vil ikke af med det. Men hvis det falder denne vej, skal vi bygge et nyt hus...

Jeg var henne og henne mine to nye træpæoner idag. En af pæoneksperterne fra paeoneksperten.dk bor nemlig her i byen. Jeg havde bestilt en hvid rockii (med de berømte auberginefarvede pletter) og en sortrød. Den flinke pæonekspert forærede mig en tredie pæon, som havde været en fejlfarve. En to-be-Hatsugarasu, der var faldet ud i en lilla farve. Dejlig overraskelse. Så i morgen skal jeg hen og hente et par spande gammelt hestemøg til at grave ned med dem.

Der er længe til forår, men når den kommer, så forbavses jeg tit ved at se de første bier og insekter dukke op om blomsterne. Her er en smuk film om bestøvningens fine samspil.

God weekend...

The Long Wait

Jeg venter.
Tålmodigt, som kun en plante-nørd kan vente.
På to træpæoner.
Den ene er den dunkleste dunkelrøde, fyldt, med fyrre kronblade.
'Hatsugarasu' - "den første krage".
Mon de ankommer i år?

The peony blooming
no other flowers
can be seen.

[Kiichi]

Om Havtorne og Heste

Her er noget som jeg ikke vidste - om havtorn. Læs lidt videre og se hvad.

Danskernes syn på busken havtorn har på meget, meget kort tid ændret sig fra "unyttigt strandbuskads" til "hellig afgrøde". Ihvertfald tæt på, når vi er inden for det nye nordiske køkken. Havtornebær er, synes jeg, både smukke og specielle. Deres smag har en karakteristisk "fad" komponent som man skal vænne sig til, men faktisk sidder jeg her og tænker at havtorn og passionsfrugt har visse fællestræk. Måske ville marengs med flødeskum og syltede havtorn være en fin kombination. Og så indeholder de en stor mængde c-vitamin. Hvilket næsten er nok til at gøre dem til "hellig afgrøde" i Danmark :).

Busken Almindelig Havtorn hedder på latin Hippophae rhamnoides. Hippophae betyder "hest, skinnende" og rhamnoides betyder "som ligner Rhamnus". Rhamnus værende slægten Korsved.

Skinnende hest? Hvor hulen kommer den skinnende hest ind i billedet? Det var det jeg ikke anede. Den skinnende hest er - Pegasus. Den spiste nemlig havtorn. Internettet kan ikke beslutte sig for om Pegasus yndede bladene eller bærrene, men legenden fortæller at indtagelsen af havtorn var grunden til at Pegasus kunne flyve.

Nu ved du det også. Og nu glemmer du det aldrig! Muhahahaha!

Sidste dag med Muldsorte Fingre

Idag var vist sidste dag med sorte negle i år. Idag var vi en stund i haven. Pludselig var der alligevel nogle enkle gøremål der lokkede derude.

At slå græsset - og bladene på plænen - for sidste gang med højt skær. At flytte nogle havemøbler ind. At rive blade sammen. Sætte et par poser sorte tulipaner - 'Anthraciet' og 'Queen of Night'. Plukke æbler ned i en flamingokasse og dække med aviser.

Jeg var lidt sent på den med at plukke Belle de Boskoop-æbler ned - de fleste var faldet af sig selv. I år var der også en fin lille høst af 'Ananas Reinet' der blev plukket og gemt. Jeg er meget spændt på at se om det er lige så hårdført et gemmeæble som jeg tror. Det er et meget gult, meget fast og kompakt lille æble.

De sidste highligts i haven? Der står stadig nogle mørkerøde løvemund, en enkelt 'Astrid Lindgren' og Aster frikartii 'Mönch' og blomstrer. Men...

Mørk er november og løvfaldet slut
Vandet begynder at fryse.
Lyset fra løvet og blomsterne slut
Da må vort hjerte selv lyse.

Hvad er Dette?

Nok er jeg ikke Piet Hein, og nok er dette ikke en TV-quiz, men alligevel siger jeg: "Hvad er det?"

Det er en orange blomst af kurveblomstfamilien. Den er ualmindelig yndefuld. Jeg har nuppet frø af den. Men hvad er det? Nogen bud?

Efterårets Farver

Somme tider frygter vi efteråret. Vi frygter når bladene falder af og efterlader grenene sorte og triste; vi frygter forfaldet og det våde, brune, sammenfaldne staudebed. Vi frygter den slaskende regn og vinden - og vi frygter mørket. Så når rønnebærrene bliver røde, gyser vi på forhånd: Nu er det snart efterår, sommeren er slut, og det glæder jeg mig ikke til.

Når man forventer noget dårligt, er det nemmere at blive positivt overrasket. Og så sker der det, at efteråret overrasker positivt. Vi husker lige pludselig at der er noget med brombær- og æbletærter; med smukke efterårsdage i skoven; med det rare lune tørklæde fra sidste år. Og ikke mindst bliver vi overrasket af farverne. Hjertetræet og tempeltræets knaldgule farve, de japanske ahorns dybrøde blade, den varme, orange farve fra græskar og japanske lygter.

Det luner alligevel - efteråret.

Mine fotos er fra en tur på et schweizisk tirsdagsmarked. Der var gode oste, fantastiske surdejsbrød, alle efterårets vidunderlige grøntsager. Der var japanske lygter og piggede agurker og græskar i alle former og farver. Og selvfølgelig var der ristede kastanjer...

Den Hvide Triumfator (II)

Det var de dér hvide, liljeblomstrede tulipaner jeg kom fra. Prinsessekronerne, I ved nok.

Det er tilladt at være lidt økonomisk indstillet, og med hundrede løg på indkøbslisten batter det dog med en forskel i løgpris på 2 kroner. Og fragt. Så jeg ringede efter lidt research til en (efter sigende) stor frø- og løg-nørd. Jeg ringede til Niels Holscher fra Holscher's Frøhandel i Vordingsborg - og han kunne skaffe en skarp og konkurrencedygtig deal på 100 'White Triumphator'. Til afhentning stort set dagen efter.

Så jeg er efterårsløgglad, og jeg glæder mig meget til at lægge de hundrede i jorden - og jeg lover at der kommer billeder...

Den Hvide Triumfator

Jeg har til hensigt at indkøbe hundrede tulipanløg til et ordentlig sygt tulipanshow.

Spørgsmålet var blot: Hvilke?

Og det kloge svar var, at et stort "display" af tulipaner stiller nogle æstetiske krav til tulipanvalget. De dobbelte tulipaner kan komme til at virke tunge; de storhovedede enkelte tulipaner kan hurtigt komme til at virke visne i kanterne; og kan man leve med en meget dominerende farve i store grupper i ret lang tid i en relativt lille have som vores?

Dér røg så 'Mount Tacoma' og 'Negrita'. I stedet for kom forslaget om 'White Triumphator' fra en klog havesøster. De liljeblomstrede tulipaner har en delikat og let form; hvid spiller godt i en forårshave under udvikling hvor der også er andre farveelementer til stede; og 'White Triumphator' er en de tulipaner der er kendt for at være ret stabil og langlivet.

Eneste minus er at den ikke er meget billig i indkøb.

Og så ved jeg ikke om "de hvide prinsessekroner" får fans her i haven. Man har da lov til at håbe. Og mindst én fan får de nok - nemlig mig.

En Gartnertanke Bag

Som mor til to og gift med en mand oplever jeg tit udflugter i kvartetform.

Det er - ahem - mig der er haveinteressenten i dét selskab, men det véd og respekterer de andre tre vidunderligvis. Det betyder ikke at de gider at tage på haveudstillinger, men det betyder at de godt ved, at jeg kan finde på at gå lidt i stå - enten for at falde i staver over, eller kikke på, eller fotografere en plante, et træ, en plantesammensætning, et bed osv. De er endda holdt op med at være flove over det, og kommer nu snarere og påpeger mulige "sights" for den haveinteresserede...

I år var vi (igen) i Astrid Lindgrens Värld. Det er en smuk "forlystelsespark" - smukt lagt ind i en naturlig scene med småskov, eng og mose. Der er i det hele taget en klar gartnertanke bag indretningen af parken. Det sås meget tydeligt i den nye Mattisborg (tænk Ronja Røverdatter).
Se en smuk og vidunderlig lille urtehave. Fuldstændig unyttig, udelukkende med en æstetisk og dramaturgisk funktion - men sikke et gartneroverskud. Sort kål, bønner, lavendel, peberrod, kvan, selleri, hestebønner. Åh, bare min køkkenhave havde set sådan ud i år.

Imod Entropien

Jeg har tit følt at min have var noget permanent og langsigtet.

At min have - dvs. den have jeg varetager - er meget ældre end mig og som rækker meget længere ind i fremtiden end jeg. På den måde er føles min have nærmest evig.

Men i går, mens jeg spadserede en sen aftentur langs skovlinien, faldt det mig ind at en have i virkeligheden er en skrøbelig ligevægt. Hvis den ansvarlige gartner forsvinder og efterlader haven til sig selv, går der kun tre år - så er haven blevet til noget andet. Der ville være vokset små træer og hasselbuske op. Hækken ville være blevet vild. Flisebelægningerne ville være fyldt med planter. Og så videre.
Så en have er en skrøbelig ligevægt. En unaturlig ligevægt.
At holde en have på punktet er at udføre et stykke arbejde op imod funktionen S: entropien.