De hvide klokker, de hvide klokker...

Hvide klokker er noget særligt, ihvertfald i mit skandinaviske hjerte.

Attråværdige, bedårende, cool, diskrete, elegante, forførende - fortsæt selv alfabetet.

Dejlig er vintergæk (Galathus nivalis).

Dejlig er storkonval (Polygonatum multiflorum).

Dejlig er sommerhyacint (Galtonia candicans).

Men dejligst af alle er den æteriske, feagtige og helt uopnåelige Dierama (Dierama 'Guinevere').

For at fuldende fristelsen findes den også i sort - 'Merlin'.

Her kommer det ventede "men": Den er ikke særlig vinterhårdfør.

Og let's face it - den er også så uforskammet og vidunderlig smuk og vildt udseende at der skulle et helt særligt haveanlæg til at bære den. For denne "Angel's fishing rod" - en engels fiskestang - er kun det fineste godt nok, og man ville muligvis blive ramt af et lyn hvis man formastede sig.

I mellemtiden dåres jeg gerne af de andre små tækkelige ballonskørter i haven...

Dorothealiljer (2011)

Jovist. Vintergækker er fine. Det er de. Jovistja. Men i mit hjerte blomstrer på denne tid af året kun dorothealiljer (Leucojum vernum L.). Vernum betyder vår, og leucojum betyder hvid viol, og L. betyder at mester Linnaeus selv har navngivet den. Jeg har snuppet et foto af en af de grøntippede, for jeg har to slags - de grøntippede og de gultippede. De står i små flokke udenfor soveværelsevinduet. Ved I hvad? Så orker man godt at stå op. Bare for at trippe hen og trække gardinet fra - for at se ud på skønhederne.

Skælskør

Skælskør, siger jeg bare - og I indviede véd allerede hvad der kommer. Der ligger noget i Skælskør. For "noget" er Skælskør Danmarks navle. Som Kingswinford (med Ashwood Nurseries) er Englands navle.

For hvad?

For Helleborus. Juleroser og påskeklokker. Og I guder, hvor er det stadig en skøn plante. Vældigt ydmyg, og lidt upoleret og vild i udseendet, og så med disse helt vidunderlige blomster i hvide-sartgule-grønne-rosa-aubergine-blåsorte-skifergrå nuancer.

Med dobbelt cancan-frynseskørt eller med kvækeragtig strenghed.

Med fregner eller med formelle farvede kanter.

Jeg kan ikke sætte fingeren på hvad der er ved dem.

De har et stift, uregerligt og sommetider stikkende grønt.

De er giftige, lugter strengt og vil ikke sættes i vase.

Måske er det farveskalaen.

Måske er det vildskaben.

Måske er det årstiden.

Det er ihvertfald Helleborus - som ingen anden blomst.

www.gartnerietspiren.dk/

www.ashwoodnurseries.com

Hvad Hedder Krokus Mon På Walisisk?

Havenørden har været i Cardiff - og der var blomstrende krokus.

Havenørden købte sig et nummer af "The English Garden".

Havenørden har bl.a. set en smuk påskelilje i dette blad: "Narcissus 'Lucifer' has a delicate stance, moving gracefully in the wind; it also naturalizes well." Det lyder da godt - og den er da også mere elegant end de klassiske påskeliljer.

400 af dem, tak.

Frø 2011

Indrømmet. Jeg hører til dem der ikke så gerne vil have klare gule-orange-røde farver i prydhaven. Det bliver mig for intensivt; jeg vil hellere have rolige grønne-blå-hvide rammer.

Men på den anden side, og fuldstændig i samklang med Claus Dalby, så kan jeg heller ikke undvære at have adgang til disse potente og livskraftige farver. Der skal tit et par dybrøde eller orange blomster til for at bringe en lidt tam blålilla buket op i eliteklassen. Derfor er de oplagte i køkkenhaven!

Du kan ikke lide tagetes, gul-orange stolt kavaler, solsikker? Så prøv at plante dem sammen med salathoveder, bønner, løg, kål og rucola. Der vil de bare være det eneste rigtige...

Årets frø er en foræring - og deres vej er gået fra USA til et havemenneske til et havemenneske - og så til mig. Storblomstrede tagetes, zinnia i rød og lyserød, cosmos i gul og orange, californisk valmue i lyserød-gul blanding, og lave "teddy bear"-solsikker...

Køkkenhaven kommer til at stå og lyse i sommernatten.

The Big Blue

I år, tror jeg, bliver det år hvor det store blå staudebed skal konsolidere. Der har været mange forsøgsstauder, og der har været darwinistiske processer, og i år bliver de ting hevet ud der er for små eller ikke fungerer. De store, monumentale blålilla stauder - de fungerer bare, og det er (fandeme) flot.

Tilbage står at forkanten ikke helt fungerer. Om jeg skal gå konservativt og lave en lille buksbomhæk (hm!) eller om jeg skal finde en god staude (fx. vortemælk, Euphorbia amygdaloides, som jeg allerede har nogle af på forkanten) og lave en hel ubrudt kant, det ved jeg ikke.

Der er et par ting jeg gerne vil frøså og sætte ind i staudebedet. Det er to meget, meget smukke og sikre planter: Kongelys (Verbascum phoenicium) 'Violetta' og Kæmpejernurt (Verbena bonariensis).

De to vil jeg gerne kultivere mange af, og så indplante rigtig store grupper i bedet. Det bliver bare så smukt...

.

Reality check: Enhver der frøkultiverer véd at jeg så helt sikkert kun får fremavlet cirka tre halvynkelige udplantningsplanter, og derefter vil være nødt til at indkøbe full-size stauder til en eksorbitant pris.

Frø-Kataloger

Så er nogle af årets frøkataloger ankommet. Chiltern Seeds, Impecta og Botanisk Verden. Og det passer meget godt - nu har jeg haft en havepause, dagene er blevet en lille smule længere, og nu er jeg ved at være klar til at tænke have igen.

Frøkataloger. Det er sjovt at tænke på at kernen i havekunstens glæder forandrer sig ret lidt med tiden. Man kan læse Gertrude Jekyll, og det er så friskt og relevant. Og også i 1898 sad havefolket og bladrede og diskuterede og lavede ønskelister...

Under Sneen?

Jeg får lyst til at gå ud og grave i sneen og se om der overhovedet er noget nedenunder. Er der overhovedet juleroser/påskeklokker og vintergækker i grønt dernede? Det er da godt at jeg har billeddokumentation fra tidligere haveår - af påskeklokker, tulipaner, roser osv. Ellers ville jeg simpelthen ikke tro på at der vokser noget derude, andet end græs og træer.

Selv nu, hvor jeg sidder og kikker på havefotos, tror jeg i virkeligheden ikke på det...

Tung Sne

Sneen er tyk og tung i disse dage. Og se, der kan man virkelig afgøre hvem der er ægte haveautister: Det er sådan én som mig, der ikke kan lade være med at stryge sneen af andre folks hække, hvis der ligger et alt for tungt tæppe af sne og bøjer dem fareturende ned...

Andres Blik

Et andet blik på naturen - stadig haveelskerens og naturelskerens - men med tegneredskaberne i hånden:

http://sigridfrensen.blogspot.com/2009_02_01_archive.html

Blogejeren er Sigrid Frensen, og hun er en hollandsk naturillustrator.

Tænk at kunne tegne sådan...

Som gulnet pergament

Regardez les branches,

Comme elles sont blanches;

Il neige des fleurs!

[Théophile Gauthier]

Næh! Se! Se dér!

Vi bor sammen med en mistelten. En stor gammel mistelten, som aldrig har fået bær. Den er smuk og grøn og kugleformet og diskret, og man affinder sig med dens mangel på bær. Der skal jo også være plads til hanner; det dér med hvide bær er noget skrækkelig juleromantik; og blade er fint og nobelt nok.

Alligevel såede jeg en del mistelbær i haven for nogle år siden, og som man vil vide hvis man læser her på Zone8a, er der kommet to eksemplarer ud af det. Sidste år kom der så et - ét - 1 bær på denne gamle mistelten. Det var lige før at jeg troede at det var en fejl. En jomfrufødsel, en hanfødsel?

Men måske har der alligevel været noget i luften fra de nye indvånere. Morgenluft? Hvem ved? Idag var jeg ude at pusle med lidt oprydning og bladrivning og næh - næh - se der! Vores store gamle mistelten, som aldrig får bær - undtagen ét sidste år - den har fået bær i år. Det er næsten som at se Tøkk græde...

Oliven

Jeg har altid tænkt at det må være en fascinerende udfordring at få en have i et andet klima. Et sted hvor man må begynde forfra med at lære de mest grundlæggende ting; hvordan er vinteren, hvordan er sommeren, hvordan er jorden, hvordan skaffer man vand - hvad trives her? Helt andre planter, helt andre farver, helt andre farvebehov, helt andre teksturer. Helt andre træer.

Vi var i Ligurien (Italien) fornyligt, i et dejligt hus på en meget stejl grund ved kysten. Beplantningen var hovedsageligt træer - oliven og citrus og figen og khaki. Haven var egentlig et antal mindre plateuer, med stentrapper, og med et eller flere træer på hvert plateau. Her i Ligurien laver de nogle små sorte og sortgrønne oliven - Taggiasca-oliven - med en mild og aromatisk smag. Og det var tid til at høste oliven. Men der er søreme meget jeg ikke ved om oliventræer og høst og forarbejdning af oliven og fremstilling af olivenolie. For eksempel hænger man net ud under træerne. Og hvad så - venter man bare på at de drysser ned? Og har de en lokal olivenpresse et sted hvor de går hen med deres lille høst? Vi prøvede at presse lidt olie af en lille portion oliven for at se hvordan det var: Det var bittert. Gør man noget med olien efter presning?

Man vender tilbage Danmark, til sit eget valnøddetræ, spekulativ.

Næste År, Næste År...

Musvitterne pipper på en sær vinterlig måde for tiden. Måske er det fordi alle de andre fugle i tapetet er tavse at det lyder anderledes.

Når jeg går i haven nu, er det ikke for at så, eller plukke, eller opbinde. Det er for at nedklippe eller beskære. Der er da stadig blomster, javist; der er enkelte forrevne lilla floks, og klematis'erne - fortrinsvis viticella-typen - er stadig på banen. Der er de kraftige lilla 'Polish Spirit', en ny men stærktblomstrende 'Alba Luxurians', og den mest vidunderlige af dem alle, 'Betty Corning'. Og der er solsikker i køkkenhaven, og der er duften af store sølvlys (Actaea) i hele haven.

Men haven, den er beskæftiget med at lukke og slukke. Den lukker ned for bladene og lader dem blive gule og røde. Den lader nødderne falde til jorden, både de store, saftige valnødder og de hundredevis af fine lysegrønne hasselnødder. Den broderer med æbler på den lysende grønne græsplæne.

Og jeg ser mig omkring og tænker allerede: Måske skulle dér være en kant af appelsintagetes igen; måske skal dér være et hav af Zinnia næste år; måske skal vi forsøge med squash i kapillarkasse i køkkenhaven næste år...

"A garden is never so good as it will be next year."

(Thomas Cooper)

Buket

Det er mærkeligt med buketter fra egen have. Jeg glemmer at det kan lade sig gøre. Muligvis fordi jeg har så lidt tid derude; muligvis fordi jeg endnu ikke har det som vane at hente blomster ind, men hellere lader dem stå ude. Selv efter at have haft have siden 2003.

Så har jeg heldigvis et par børn der gerne plukker blomster - til små vaser.

Men buketter til de store vaser - det er sjældent. Det er "occasions". For nyligt lavede jeg en "sort". (Det er enten dén farve eller lilla her i haven!) Der var bl.a. mørke løvemund, mørkerøde blomsterkarse, lægekvæsurt og mørkerøde vortemælk, og den var ærlig talt lækker. På fredag er der en occasion igen - så må jeg huske mig selv på at jeg faktisk godt kan hente blomster derude - selv nu, hvor forfaldet begynder at sætte sit vemodige stempel på havens udtryk.

Blegnende Hortensia

Der er flyttet en ny hortensia ind. Det vil sige - endnu en; der er snart tale om et hortensia-bofællesskab.

Sagen er den at jeg hele tiden "produktudvikler" på det store blå staudebed. Der er stadig for mange forskellige stauder i, men jeg afprøver forskellige stauder for deres slagkraftighed. Indtil videre er de absolutte vindere: Tidselkugle, stormhat, prydgræs 'Transparent', tre sorter store storkenæb, samt sibirisk iris.

I dette urolige hav af kæmper har det vist sig at store blå hortensiaer har en god indflydelse. Den største succes er en 'Endless Summer', som på to år er blevet enorm og smuk. Den har desuden blomster i mængder, fra den begynder at blomstre i forsommeren og ind i frosten. Derfor plantede jeg én til midt i bedet i forsommeren, og idag endnu én nærmest huset. Så burde der blive tre "ankre" i bedet, og jeg håber virkelig at de to nyplantede bliver lige så store som den førstefødte.

En ting jeg holder meget af ved hortensiaer - særligt de blå - er deres måde at komme ind i efteråret på. Deres blomsterhoveder blegner på den utroligste måde. De bliver sarte og udvaskede som de smukkeste akvareller...

Hjemkomst

Det er mærkeligt at vende tilbage til sin have efter mere end tre ugers ferie. Det er nattemørke og regn, men haveejeren griber ivrigt paraply og lommelygte og går ud. Den nyklippede hæk har antaget Einsteinfrisure, og gennem hækken slår dufte fra ukendte blomstringer. Man går igennem havelågen. Der er en ukendt plantemasse i albuehøjde, og lyscirklen afslører en geraniummur i violblåt. Det våde græs sjasker om anklerne. De mandshøjer former dér viser sig at være staudebedet i al sin høje magt, med store zoner af velduft fra liljer og floks. Der er æbler på træerne, og roserne - svage og tavse ved afrejsen - har afholdt en hemmelig rosenfest mens man var borte. Duftsøjler på terrassen afslører at små heliotroper er blevet store; og de små oprette tomatplanter i kapillarkassen er blevet et filtret grønt vandfald ud over terrassen. Man må kæmpe sig om bag huset ad en sti der nu er blokeret af høstanemoner højere end én selv. Midt i gårdens flisebelægning står der gudhjælpemig ukrudt, som om man i virkeligheden har været borte i tre år. Alt er viltert i blomst her, floks og felicia og violfrøstjerne og bakkeanemone i én overvældende jungle, og man skynder sig videre til køkkenhaven, som på darwinistisk vis har fundet sin egen løsning. Er der overhovedet nogle rødløg nede i dét der, tænker man, men taber så helt modet i den tunge fornemmelse af biomasse der presser sig på fra alle sider. Man ender, komplet overvældet og stakåndet, ved at stå i nogle øjeblikke og bare nyde en lille ny clematis på plankeværket i køkkenhaven. En hvid 'Alba luxurians', smukt dækket i halvanden meters højde med de små stjerner med vredne kronblade. Det kan man da lige overskue...

De Hvide Duer...

Hvert ny sæson har sine oplevelser; sine billeder på nethinden. I år er for eksempel det år hvor alle kirsebærlaurbær blev brune efter vinteren (Plantedirektoratet tænker endnu over hvorfor...).

For mig er det også - lige fornylig - blevet en sæson hvor jeg for alvor har mødt duetræet (Davidia involucrata). Jeg har set et par store smukke eksemplarer, og det er en vild botanisk oplevelse. Disse store hvide blade der vifter i vinden - som lommetørklæder eller duevinger - deraf træets navne. Og så dufter det, men lidt specielt.

Mon de mælkehvide blade falder af - eller gad vide om de ikke snarere grønnes når blomsterne er bestøvede og visner? Jeg tænker at det ville være et smukt syn med et dække af hvide "lommetørklæder" under træet...

Må man ønske sig et duetræ, monstro?

Hvor jeg vil hen...

Oh, her vil jeg gerne hen: Villa Augustus (www.villa-augustus.nl) i Dordrecht, Holland. Vandtårn med lille hotel, restaurant, cafe, hjemmeproducerede grøntsager, brød ud af huset - sjove bygninger a la gamle produktionsbygninger - og en fantastisk, fantastisk potager i den helt store klosterhavestil.

Søde Drømme...

Drøm sødt.

Sæt en enkelt blomstrende kvist af en duftsnebolle (Viburnum burkwoodii) ved din seng.

Drøm sødt.