fredag, juni 22, 2007

Aabne Haver i Stubbekøbing

Klip fra haveselskabet.dk:
Helle Horn Kristensen, Gl. Landevej 11 Birgit Horn Jensen, Orevej 1 Mor og datter åbner deres haver. Mor Birgit og datter Helle har begge sagt ja til at åbne deres haver for offentligheden. Hermed en beskrivelse af haverne:


Birgit Horn Jensen, Orevej 1: 2000 km2 stor landhave ved en gammel vandmølle med Fribrødre åen som naturligt skel. I haven er der staude- og rosenbede, flere terrasser og altid læ et sted i haven.

Helle Horn Kristensen, Gl. Landevej 11: Helle og hendes mand Michael faldt for de gamle bygninger, da de for 6 år siden købte en ruin af et tidligere epidemihospital og snedkeri. I dag er huset renoveret og haven fyldt med hyggelige kroge og hjørner, så både børn og voksne kan være sammen og hver for sig. Familien har stor glæde af det gamle værksted, hvor der i dag er drivhus. Der lå i forvejen et støbt gulv, så der er lunt både forår og efterår. Familien har efterfølgende købt mere have til, så der også er kommet en "frugthave med højt græs". En stemningsfyldt have med bl.a. iris, allium, storkenæb og roser. Lolland-Falster

Dato: tirsdag 26. juni 2007 Tid: 17.00 - 20.00 Sted: Gl. Landevej 11 - Orevej 1 Pris: Medlem: gratis / ikke-medlem: 25 kr. Mere information:: 54436185

tirsdag, juni 19, 2007

Midsommernydelse

Lige nu er det nydelsestid i haven. Det er fantastisk. Der er styr på ukrudtet, der er lige vandet grundigt igennem (>30 mm vand på en dag), og alt står fint. Man kan bare gå rundt og kikke og kikke, og plukke, og dufte.

Roserne er begyndt at blomstre, og jeg har nogle stykker i vand på bordet - de dufter vidunderligt. 'Susan Renæssance' er meget sund - også i år - og blomsten er perfekt formet, cremefarvet, duftende, vidunderlig. Det undrer mig meget at den ikke er mere udbredt.


Clematis'er er ankommet fra Clematis Danmark, og jeg skal have dem plantet i aften.

Jeg har fået klippet alle buksbomkuglerne.


Vores meget mørkerøde studenternelliker 'Sooty' blomstrer, og de er igen i år meget checkede. Jeg lavede en lille buket med dem sammen med rød havemælde og bronzefennikel. Meget postmodernistisk og sort.

Jeg har overvejet at tage frø af den nye, enkeltblomstrende pæon i år, men jeg skal lige undersøge hvordan man bedst gør. Hvor nemt er det at frøformere pæoner? Det kunne være sjovt, fordi den er enkel. Den er formentlig bestøvet af mine andre, fyldte pæoner.

Og de nye dahlia står på spring med grønne knopper, jeg er meget, meget, meget spændt på farver og former.

"Vi elsker vort land, men ved midsommer mest; når hver sky over marken velsignelsen sender".

onsdag, juni 13, 2007

Jeg holder frygtelig meget af pæoner, og et af mine tidligste minder er - som 3-4-årig - at naboerne havde en pæonhæk i haven. Nu har jeg selv pæoner - en stor og ny lykke. Jeg vidste ikke at pæoner åbner sig om morgenen og lukker sig om aftenen. Det er også ganske svært at se på de helfyldte pæoner, men jeg har fået en enkeltblomstret: 'Lotus Queen'. Kronblade som letkrøllet silkepapir; den er ganske bedårende. Egentlig også en smule vulgær. Paradoksalt nok er det fordi blomsten virker så stor - fordi den er enkelt. De dobbelte er jo lige så store; og dem vil jeg ikke kalde vulgære. Yppige og overdådige, måske, men ikke vulgære.

'Lotus Queen', beskrivelse: "An outstanding white single that shows up well in your garden. Pure white upstanding petals, enfold soft cream stamens, giving the flower a delicate appearance. The healthy mid green foliage completes the picture. Peonies of this type are of wonderful value in a perennial border."

En anden ny pæon der er flyttet ind fornylig er 'Kelway's Glorious'.

Beskrivelse: "Kelways Glorious is considered one of the best double white peonies. The nicely shaped plant carries enormous blooms sometimes with crimson streaks on the outside petals. Kelways Glorious is midseason with a powerful rose like fragrance."

Jeg synes nu at beskrivelsen dér lige så godt kunne dække 'Festiva Maxima', og faktum er at der nu står en 'Gardenia' og en 'Duchesse de Nemours' og en 'Immaculée' i bedet og blomster, og der kan ikke ses forskel. Til gengæld dufter de meget forskelligt.

fredag, juni 08, 2007

Forvandlingskugler




















Vores nye Allium 'Ambassador' er sprunget ud. Nøj, hvor har jeg været spændt. Ville det være en kedelig lilla farve, som ikke passede til resten af bedet? Hvor store ville de blive? Nu er de så sprunget ud, og de er helt perfekte. Ikke for store, og med en smuk ret dyb lilla farve. De "svæver" over bedet derude og matcher på vidunderligste vis geranium 'Lily Lovell' og Verbascum 'Violetta'. Wow!

Et af vore søde børn kommenterede: "Først var kuglerne grønne, og nu er de lilla".

Mon de kommer igen næste år?

fredag, maj 25, 2007

Engelske Haver

Hvad har de i de engelske haver som vi ikke har her i Danmark?

Sunken garden - hvem gider at grave en have ned?
Walled garden - vi har ikke mange mure omkring haverne her i landet!
Bog garden - en sumphave? En myggefarm? Nej tak.
Secret garden - en hemmelig have - ærlig talt, hvem har så meget plads?
Knot garden - en have med et knudemønster af forskelligt farvede buksbom. Hvem har tid til det?

Nå, spøg til side. Har I set den clematis der hedder 'Freckles'? Det er en genfødt Helleborus, det siger jeg jer.


onsdag, maj 23, 2007

Fejlslagne Forsøg


I vores have er vi begavet med en afgrænset "arbejdshave" - det er der hvor der er skur og brændeskur, en lille krydderurtehave og et lille stykke køkkenhave, og et plantebord. En ven var på besøg forleden og udbrød, "And this is where the magic is done".

Næx. Det er der alle de fejlslagne projekter og forsøg finder sted! Og der er mange. Af de seneste kan jeg nævne Primula c. 'Noverna Deep Blue', frø fra Thompson. Nogle af dem spirede, og så døde de (mug?).

Eller den hele kasse med forskellige (dyre) Helleborus-frø. Der er da noget der spirer nu, men der er mindst 85% chance for at det er ukrudt. Mindst.

Hosta-frømix forrige år: Ikke en eneste Hosta-spire.
Campanula media: Ikke en eneste spire.
Achillea: 2 planter som var hvide, ikke hindbærfarvede.
Digitalis alba: 100 frø sået, samlet udbytte 3 planter.

Der er vist ikke nogen grund til at fortsætte opremsningen! Det positive er dog at man lærer at finde de frø og planter som man kan. Som trives i éns jord, og som man har flair for. Så bliver spildet - håber jeg da - mindre med tiden.

'Betty Corning'

'Betty Corning' er en Clematis af viticella-gruppen. Jeg fandt den fordi jeg en dag simpelthen søgte på Google efter ordene "most beautiful clematis", eller noget i den stil. Så dukkede den frem.

'Betty Corning' blev fundet i 1930'erne af Betty Corning. Hun havde en charmerende, rig og ombejlet og succesrig mand, men så ikke meget til ham, og begravede sig i interessen for sin have.

Den er beskrevet første gang som : "A dream ornamental: a summer-long bloomer with a profusion of large, fragrant flowers...easy to cultivate, hardy in winter, able to withstand drought."

Den er langlemmet og kan blive 3½-4 meter høj, men ikke for tung i toppen. Den er duftende, med de yndefulde typiske 4-6 cm viticella-blomster. Farven varierer med vejret, men den er generelt lyslilla med en hvidlig stribe. Den er bestilt hos Flemming (ClematisDanmark), som kun havde en bette stikling, men som venligt skrev: "Jeg kan godt forstå, at du er lun på Betty Corning, så jeg synes, vi skal lade den vokse til. Selv om der er andre, lignende substitutter, så må jeg erkende, at der kun er én Betty Corning. Jeg kontakter dig når det er tid."

Det er vigtigt at have noget at drømme om, og det er godt at ha' noget at glæde sig til, så jeg vil drømme om og glæde mig til store-Betty.

Hun vil sikkert gøre en vidunderlig figur i en buket med violfrøstjerner...

tirsdag, maj 22, 2007

Pralebed!

Mit "pralebed" er faktisk fantastisk. Det siger jeg ikke for at prale...men det er utroligt driftsikkert og dejligt over en lang periode. Farverne matcher perfekt, som de skal i et pralebed. Opskriften er ganske enkel. I baggrunden står storkonvaller; i forgrunden står Geranium phaeum (arten) mellemplantet med sortrøde tulipaner. Der er mest 'Queen of Night', som kommer igen i det mindste i nogle år, og i år er der også 'Burgundy', en liljeblomstrende tulipan som er lidt friskere i farven. Som sagt, perfekt farvematch.

onsdag, maj 16, 2007

Hosta og 'Non-Hosta'

For mig er hostaer interessante i to grupper.

Der er de rigtig store hostaer, der står som "møbler" i haven.
Hosta sieboldii, som vistnok er den vi selv har stående, er en mægtig skulptur: En kunstinstallation der udvikler sig fra grøngrå linierede kræmmehuse nede ved jorden, til enorme flader af sølvlysende blade i mandshøjde, til efterårets lysende gule blafrende flag på stang.

Så er der de mindre, som jeg egentlig synes er tæske-uinteressante, sådan rent havemæssigt set. Men jeg synes at de er meget interessante i buketter.

Jeg hører helt klart til dem der foretrækker hostaer med et blågråt skær; andre foretrækker de friskgrønne.

Seneste installationer til haven er hosta 'Spilt Milk' og hosta 'Praying Hands'. De bliver begge to cirka 50 cm, så jeg falder da ikke lige over dem, selv om de hører til smågnallingerne blandt hostaer.

mandag, maj 14, 2007

Ukrudt

Årets ukrudt er hyrdetaske og ærenpris. Det vrimler med dem. Det er skægt, det er meget typisk for i år, og jeg kan slet ikke huske dem fra sidste år.

En anden fjendeoplevelse: Jeg har lige fjernet 40 små grønne larver fra vores lille nye tre-pinds-stikkelsbærbusk. De var ret godt camouflerede, men jeg kunne jo LIGESOM GODT SE at der kun var bladribber tilbage på det meste af busken! Det er OK at der bliver spist lidt af bladene på vores planter her, men man skal dele, skal man. Små bæster.

De er så blevet indsamlet og kogt. And good riddance to them.

Til gengæld er der ikke mange af vores lækre spanske-, kælder- og agerslimvenner derude. Endnu.

Handyman (ikke)

Jeg havde fundet græstrimmeren frem og fået viklet de der tåbelige pisketråde på plads. Gik så glad rundt og fjernede græstotter fra kanter overalt. Også under den nye hæk. Men tror I så ikke at sådan en græstrimmer nemt lige kan ring-afbarke en hækplante sådan lige på en studs? Jo, det kan den godt! Heldigvis opdagede jeg det, så kun to hækplanter er ramt dødeligt, men man kunne lige have set mig gå turen langs hele hækken og aflive hver og én hækplante.

Ærgerligt alligevel med de to. De klarer den helt sikkert ikke.

fredag, maj 11, 2007




Vores nye rhododendron (inkarho) 'Dufthecke' blomstrer. Den er meget køn i blomsten - rent hvid med grøngule pletter i svælget. Udenpå er den på fotos lyserød, men ikke lige hjemme hos os. 'Dufthecke' er speciel ved at den dufter, og det er ikke blot reklame. Den dufter ikke stærkt som visse azalea, men den dufter klart og tydeligt og dejligt. Bladene er ikke de kønneste blandt rhododendron-blade - de er aflange og uregelmæssige i formen og ser lidt "vilde" ud, men det gør egentlig ikke noget. Den er hermed stærkt anbefalet.




søndag, april 29, 2007

Tulipa-Slægten

Her er de seneste skud fra haven.

Tulipansæsonen er egentlig forbavsende lang - de første var den botaniske hollænder, hvis sortsnavn jeg har glemt (men heldigvis skriver jeg den slags ned!). De næste var 'Purissima', en sort som jeg troede var snehvid, men den er snaere primulagul - og iøvrigt meget smuk og stor. Gult center inden i. Til sidst kommer der - måske - en meget mørk liljeblomstret 'Burgundy' som jeg satte sidste år. De sorte vil jeg altid gerne have nogle af, men jeg tror ikke at de bliver andet end et one-year-show her...

fredag, april 27, 2007


'Aimee Vibert'

Jeg har adopteret en stor klatrerose, 'Aimee Vibert'. Den er virkelig smuk, og skulle dufte stærkt og dejligt. Den blev beskåret kraftigt ved plantningen i efteråret, så jeg ved ikke om jeg er heldigt at se den blomstre i år. Den har potential til at blive to meter bred og fire meter høj - en seriøs størrelse klatrerose.

Rosernes blomstring. Jeg kan ikke vente...

tirsdag, april 17, 2007



Og Vejret...

Ikke så snart har jeg proppet dahliakolde i krukker, før folk begynder at ævle om nattefrost!! Heldoigvis har DMI taget det lidt i sig igen; der er ikke udsigt til nattefrost i min del af verden, ihvertfald. Håber jeg da.

Som tidligere skrevet, det ville ikke slå knoldene ihjel med et enkelt svirp, men det ville sætte dem lidt tilbage.

På grund af reklamens magt har jeg brugt en ny krukkejord der hedder "Osmo". Der er iblandet noget lavapulver/polymer, og på sækken står der med store bogstaver -50%. Altså at man skal vande mindre, eller mindre tit. Dahlia i vores krukker skulle sidste gang (forrige år) vandes minimum to gange om dagen, og det håber jeg bliver nemmere i år med denne højteknologiske krukkejord!

Ja, OK, håbet er da lysegrønt.

fredag, april 13, 2007

Lilla og Tilpas Lav!


Nicotiana sanderae 'Perfume Deep Purple'. Bliver 50 cm høj, har smuk farve og den kendte gode duft. Var det noget? Kan fås hos Thompson-Morgan og på Primafroe.dk.

torsdag, april 12, 2007

Mere om Gyldenlak

Jeg husker mors gyldenlak som havende alle mulige og umulige farver. I realiteten - skriver Royal Horticultural Society - er der genetisk set tale om 10 mulige farver. Til gengæld spænder de fra cremehvid over lysegul og gul, orange, rødorange til mauve, purpur og brun. Et udvalg af farverne kan ses på fotos her:

http://www.rhs.org.uk/publications/pubs/garden0904/wallflowers2.asp

De skal sås i juni.


Murblomst og håndblomst

Gyldenlak hedder wallflower på engelsk. Cheiranthus cheiri på latin. Det latinske navn Cheiranthus kommer af cheiros=hånd og anthus=blomst. Det skulle skyldes at damer på Linnés tid bar små håndbuketter af gyldenlak; måske en form for parfume?

Jeg synes nu at det danske navn er meget smukt. Farverne i blandede gyldenlakker er vidunderligt renæssanceagtige, og det undrer mig ikke at de er kommet på mode - så småt da - igen. Bøvlet med dem er at de er toårige (eller i det mindste få-årige), og man skal selv spire og prikle og passe de små planter det første år.

Der findes mange frøblandinger af gyldenlak. Jeg synes de ligner hinanden en del på billederne. Af de rene farver findes ikke så mange. I år har jeg selv en meget mørkerød 'Blood Red' (Thomson-Morgan, I presume?). På ønskelisten fra Chiltern Seeds har jeg nu en sart glødende lyserød-orange 'Aurora', nogle elfenbensfarvede 'Ivory King' - og så den blodrøde igen. Så kan der blive delt ud til alle!

Og så dufter de som intet andet. Smukt. Og det er meget godt klaret af en kålfætter.

Nota bene: De findes også en sibirisk gyldenlak, den er kun orangegul.
 
Site Meter