mandag, august 31, 2009

Citat fra en Videnskabsmand

Jeg føler mig ret enig med Richard Feynman:

"I have a friend who's an artist, and he sometimes takes a view which I don't agree with. He'll hold up a flower and say, "Look how beautiful it is," and I'll agree.
But then he'll say, "I, as an artist, can see how beautiful a flower is. But you, as a scientist, take it all apart and it becomes dull." I think he's kind of nutty. [...]
There are all kinds of interesting questions that come from a knowledge of science, which only adds to the excitement and mystery and awe of a flower. It only adds. I don't understand how it subtracts. "

Paradisiske Æbler

Jeg æææælsker æbler. Her omkring den 1. september går det for alvor løs - jeg ved nok at sommeræblerne er der nu, f.eks. vores store 'Skovfoged' - men langt de fleste modner i september-oktober. I flere år har jeg talt om at pode, og NU tror jeg at det bliver i år. Jeg er lidt hooked på at prøve mange slags, men det er svært at vælge. En umiddelbar top-9 kunne være:
  1. 'Holsteiner Cox'
  2. 'Ringkloster Kammerjunker' (smagen forfriskende sød og vinagtig med svag rosenaroma!)
  3. 'Guldborg'
  4. 'Bodil Neergaard'
  5. 'Discovery'
  6. 'Ildrød Pigeon'
  7. 'Transparente Blanche' (for et tidligt gult æble)
  8. 'Rød Ananas'
  9. 'Gråsten' (selv om jeg får kuldegysninger af lugten)

Jeg vil nok vælge 5 sorter ud og prøve med dem...

torsdag, august 27, 2009

I det store blå bed er det nu blå stormhat og Scutellaria incana der dominerer. Det er meget smukt. Scutellaria kan 100% anbefales - den meget smukke lyse grålilla farve er et hit, og de står meget rankt og blomstrer smukt og længe - og nu! Buy today!

Derudover har jeg et projekt med at plante nogle lyserøde pæoner ind i rosenrækken. Jeg gravede et ældre eksemplar op idag og delte rodstykkerne lidt ud, men jeg ved ikke om de mange mindre knolde vil være levedygtige.

Trillebøren er punkteret, og det er noget skidt, for lige på dette tidspunkt burde den trille rundt i haven og være med til at klippe afblomstrede stauder af, og trimme buksbom-geometrier.

Plænen er smukt grøn med et meget trendy mønster af Skovfoged-røde pletter. Børnehaven og genboen er heldigvis aftagere; resten må gå i komposten når trillebøren er klar igen...

Tomaterne er begyndt at give lidt - det er 'Stupice' der er klar nu. Resten er sorter med mørke/sorte tomater, 'Dark prince' og 'Black Cherry' bl.a. Det ser ud som om tomater er en af succes'erne i år.

Jeg elsker denne årstid. Græsset er nærmest lunt om morgenen når man tripper derud med bare tæer og hundehvalp. Gid at det varer rigtig længe i år før det bliver smat-regnvejr.

onsdag, august 19, 2009

Når Haven Efterlades...

Når haven overlades til sig selv og andre indbyggere, sker der mange ting. For eksempel æder sneglene squashplanterne, kållarver æder kålplanterne, og stikkelsbærdyr æder alt løv på stikkelsbærbusken. En hortensieplante i en krukke er visnedøden nær, og pærerne falder af på nær én. Filippa-æblerne bliver næsten alle ormstukne. At der er sindssyge mængder af jakobsstigefrø lige klar til at flytte ud i verden! Sådan er der så meget.

Når man kommer tilbage, ser man mange ting. For eksempel at hindbær er godt nok, men de overtager køkkenhaven og må ud. At boysenbær aldrig bærer noget, så den må flytte på landet med hindbærrene. At rosenbedet egentlig kunne trænge til en pæonforstærkning, og at den lyserøde pæon i urtegården er blevet for stor og må flytte sammen med dem. At det espalierede blommetræ som altid ligner møg og bærer én blomme - ud!

Buksbombuskene skal klippes til firkantede "bænke"; det glæder jeg mig til. Næste år vil jeg købe et alu-plantebord, og så vil jeg så 10 forskellige slags græskar og sælge dem på markeder...

lørdag, august 08, 2009

Monster

Så er man begyndt at samle Skovfoged-æbler op fra plænen... Alle de ormstukne eller rådne falder nu. I det store bed er scenen nu domineret af mægtige 2½ meter høje blå stormhatte, med 'Transparent' som diskret mellemspil. Det er blevet et monsterbed, mere end jeg måske havde tænkt mig det, men nu kunne jeg ikke ønske mig det mindre. Alle stauderne er simpelthen blevet høje. Jeg har nok kongerigets højeste geranium og sibirisk iris, f.eks. - Monsterliljerne (orienpets) er også fine, og de dufter vidunderligt. Nat eller dag; opholder man sig i haven står man sommetider i et svagt vindpust fyldt med liljeduft. Men plantede jeg ikke tre løg? Jeg ser kun to. Jeg håber ihvertfald at de trives og bliver endnu større næste år...

søndag, juni 21, 2009

Spændende purpurgrønkål og purpurrosenkål er plantet; bare sneglene nu ikke er for hårde ved dem. Ligeså tre forskellige spændende tomater; de er bundet op i snore, og så håber jeg at vinden ikke rusker for meget. Jeg skal også have udplantet småplanter af sommerasters og Cosmos.

Her på bordet står to afskårne blomster af nikkende løg, Allium cernuum. De er meget, meget enkle og meget, meget smukke. Gå ud og køb dem idag.

fredag, juni 19, 2009

tirsdag, juni 16, 2009

The Big Ones

Jeg har sået græskar og squash for 3. gang - det skal åbenbart være svært i år. Jeg tror ikke engang man kan købe squashplanter og græskarplanter i plantesupermarkederne - det ville ellers være et hit, trot jeg, hvis man kunne stå og vælge mellem planter der får furede blå græskar, små glatte orange græskar, Dill's Atlantic Giant, et cetera.

Måske skulle jeg lave en bod næste år, udenfor, med et udvalg.

Ja, altså, hvis de kunne spire for mig.

Måske skulle jeg overveje en mistbænk igen.

fredag, juni 12, 2009

Aquae Diluvii

Det er syndfloden. Borgermåleren i Hillerød siger 88 mm siden i går aftes, og den officielle i Sjælsmark siger 72 mm.

Jeg har plantet halvdelen af de røde tagetes ud. Det er sært; sidste år havde jeg appelsintagetes, og de var helt uberørte af snegle. Disse her - dem er sneglene efter. Sådan en snegl kan spise 1½ tagetes-småplante på et døgn. Jeg har været ude og drysse blåkorn omkring.

torsdag, juni 11, 2009

Samlermani, Sæsonen 2009

Årets samlermani er nogle små skarpe til krydderurtehaven: Kinapurløg, Estisk rød slangehvidløg og Norrlandsløg. På ønskelisten er også ramsløg.

mandag, juni 08, 2009

"Bornholmeren"

Nu er der flyttet en bornholmer ind i haven. I en krukke. Det er selvfølgelig en bornholmsk figen, et stort ønske for mig at have i gårdhaven. Der står i kilderne at de ofte bærer mere når de står i krukker; de er så også lidt mere vintersarte. Planen var at stille den tørt under et udhæng om vinteren, inde i det inderste hjørne ved huset. Så får vi se hvordan det går...

tirsdag, maj 12, 2009

søndag, maj 03, 2009

Øjebliksbilleder



Den botaniske tulipan 'Lilac Wonder' er rigtig sød i et lidt forvildet skovbundsbed sammen med guldnælde (vistnok Lamiastrum galeobdolon). Her har vi virkelig et Linné-kickback. Lamium er en døvnælde. Lamiastrum betyder "som ligner døvnælde", "galeob" betyder "med hjelm" og dolon "brod". Altså en plante der ligner en døvnælde meget, som har en hjelmlignende del, der dækker en spids brod.

Yulan-Magnolien




Som der står i en gammel beskrivelse: Som et kastanietræ med hvide blomster på de nøgne grene. Småpigerne her i huset ville nok kalde det for en Mulan-Magnolie. Det ligger også ret godt i munden, men den hedder Yulan. Eller Magnolia denudata.

Tulipanstien


Sådan ser 'Tulipanstien' ud i år. Den stribede er 'Carnival de Nice'



fredag, maj 01, 2009

Tagetes


Tagetes 'Favourite Red' - de er godt nok hurtigt ude af frøene! To dage i flamingokassen i køkkenet, så var de afsted.

Jeg var meget tilfreds med appelsintagetes som kant i potager'en sidste år; og det endda selv om jeg ikke er tagetes-fan. I år prøver jeg den også meget roste 'Favourite Red'. Jeg har dog lige set en meget smuk anden én, 'Ildkongen'/'Fire King'. Det er 'Ildkongen' ovenfor.
Ja, smil I bare af tagetes - det har jeg også gjort i mange år - men tagetes er altså helt perfekte til køkkenhaven.
Og i salaten.

tirsdag, april 28, 2009

Saa-Tid og Slaa-Tid

Så er det såtid. Jeg har ikke været tidligt ude i år, for så får jeg bare nogle lange alt for lysegrønne pilke. Jeg fik kapret mig 10 minutter og nogle flamingokasser og fandt de gode gamle rootrainers frem.

Squash 'Gold Rush'
Græskar 'Uchiki Kuri' (smukt lille orange spisegræskar)
Tagetes 'Favourite Red'
Nicotiana sylvestris og 'Cream-Splash'
Asters 'Blue-tipped White'

Plænen er også slået første gang, med højt skær, naturligvis. Det gælder om ikke at gå ned på grejet: Plæneklipperen startede i første hug. Naturligvis.

torsdag, april 23, 2009

Flere Klatrebasser


"Der kommer altid - en clematis - en sporvogn - en clematis - en sporvogn - en clematis til!"
Clematis gracilifolia er da rigtig fin - og bemærk at den dufter med en fin lille citrusagtig duft. Når der findes så mange forskellige vidunderlige clematis, så er det nogle gange uforståeligt og ærgerligt at det er de samme 6 sorter folk kan få i alle plantesupermarkederne. Specialiteter til folket, om vi må be'!


onsdag, april 22, 2009

Er Det Ikke?

Nu er jeg lidt tilbage i emnet fra posten "Farve-Ulykker". For et pænt stykke tid siden plantede jeg nemlig en magnolia herude. Jeg mente at det skulle have været 'Woodsman' - en magnolia jeg rigtig gerne vil have. Den ser sådan ud:









Her har vi så et foto af den nyudsprungne blomst: Er det ikke - ? Nej, det er vist ikke den!









Ved nærmere eftertanke var der vist udsolgt af 'Woodsman' da der skulle handles i Holland. Normalt er min have-journal ufejlbarlig, men dette navn har jeg ikke kunnet huske, så det er ikke kommet med.

Så desværre, nu har jeg endnu et træ at drømme om. Så må jeg ud og fælde noget, så der bliver plads til en magnolia mere. Næh hvor ærgerligt.

mandag, april 20, 2009

A Dream Come True


Herfra kan jeg - om dagen - se et meget smukt Stewartia pseudocamellia stå i haven.

Bladene er ved at folde sig ud. Det glæder jeg mig meget til.

I år kommer der ingen blomster, men næste år måske? Det glæder jeg mig meget til.
Fotoet er blot for at vise den smukke bark som vil være tydelig om 20-30 år...
Sway! Sway!
Spring leaves
A field of grass.
Kobayashi Issa, haiku-mester
 
Site Meter