søndag, november 13, 2011

Sidste dag med Muldsorte Fingre

Idag var vist sidste dag med sorte negle i år. Idag var vi en stund i haven. Pludselig var der alligevel nogle enkle gøremål der lokkede derude.

At slå græsset - og bladene på plænen - for sidste gang med højt skær. At flytte nogle havemøbler ind. At rive blade sammen. Sætte et par poser sorte tulipaner - 'Anthraciet' og 'Queen of Night'. Plukke æbler ned i en flamingokasse og dække med aviser.

Jeg var lidt sent på den med at plukke Belle de Boskoop-æbler ned - de fleste var faldet af sig selv. I år var der også en fin lille høst af 'Ananas Reinet' der blev plukket og gemt. Jeg er meget spændt på at se om det er lige så hårdført et gemmeæble som jeg tror. Det er et meget gult, meget fast og kompakt lille æble.

De sidste highligts i haven? Der står stadig nogle mørkerøde løvemund, en enkelt 'Astrid Lindgren' og Aster frikartii 'Mönch' og blomstrer. Men...

Mørk er november og løvfaldet slut
Vandet begynder at fryse.
Lyset fra løvet og blomsterne slut
Da må vort hjerte selv lyse.

Ingen kommentarer:

 
Site Meter