Næh! Se! Se dér!

Vi bor sammen med en mistelten. En stor gammel mistelten, som aldrig har fået bær. Den er smuk og grøn og kugleformet og diskret, og man affinder sig med dens mangel på bær. Der skal jo også være plads til hanner; det dér med hvide bær er noget skrækkelig juleromantik; og blade er fint og nobelt nok.

Alligevel såede jeg en del mistelbær i haven for nogle år siden, og som man vil vide hvis man læser her på Zone8a, er der kommet to eksemplarer ud af det. Sidste år kom der så et - ét - 1 bær på denne gamle mistelten. Det var lige før at jeg troede at det var en fejl. En jomfrufødsel, en hanfødsel?

Men måske har der alligevel været noget i luften fra de nye indvånere. Morgenluft? Hvem ved? Idag var jeg ude at pusle med lidt oprydning og bladrivning og næh - næh - se der! Vores store gamle mistelten, som aldrig får bær - undtagen ét sidste år - den har fået bær i år. Det er næsten som at se Tøkk græde...

Oliven

Jeg har altid tænkt at det må være en fascinerende udfordring at få en have i et andet klima. Et sted hvor man må begynde forfra med at lære de mest grundlæggende ting; hvordan er vinteren, hvordan er sommeren, hvordan er jorden, hvordan skaffer man vand - hvad trives her? Helt andre planter, helt andre farver, helt andre farvebehov, helt andre teksturer. Helt andre træer.

Vi var i Ligurien (Italien) fornyligt, i et dejligt hus på en meget stejl grund ved kysten. Beplantningen var hovedsageligt træer - oliven og citrus og figen og khaki. Haven var egentlig et antal mindre plateuer, med stentrapper, og med et eller flere træer på hvert plateau. Her i Ligurien laver de nogle små sorte og sortgrønne oliven - Taggiasca-oliven - med en mild og aromatisk smag. Og det var tid til at høste oliven. Men der er søreme meget jeg ikke ved om oliventræer og høst og forarbejdning af oliven og fremstilling af olivenolie. For eksempel hænger man net ud under træerne. Og hvad så - venter man bare på at de drysser ned? Og har de en lokal olivenpresse et sted hvor de går hen med deres lille høst? Vi prøvede at presse lidt olie af en lille portion oliven for at se hvordan det var: Det var bittert. Gør man noget med olien efter presning?

Man vender tilbage Danmark, til sit eget valnøddetræ, spekulativ.

Næste År, Næste År...

Musvitterne pipper på en sær vinterlig måde for tiden. Måske er det fordi alle de andre fugle i tapetet er tavse at det lyder anderledes.

Når jeg går i haven nu, er det ikke for at så, eller plukke, eller opbinde. Det er for at nedklippe eller beskære. Der er da stadig blomster, javist; der er enkelte forrevne lilla floks, og klematis'erne - fortrinsvis viticella-typen - er stadig på banen. Der er de kraftige lilla 'Polish Spirit', en ny men stærktblomstrende 'Alba Luxurians', og den mest vidunderlige af dem alle, 'Betty Corning'. Og der er solsikker i køkkenhaven, og der er duften af store sølvlys (Actaea) i hele haven.

Men haven, den er beskæftiget med at lukke og slukke. Den lukker ned for bladene og lader dem blive gule og røde. Den lader nødderne falde til jorden, både de store, saftige valnødder og de hundredevis af fine lysegrønne hasselnødder. Den broderer med æbler på den lysende grønne græsplæne.

Og jeg ser mig omkring og tænker allerede: Måske skulle dér være en kant af appelsintagetes igen; måske skal dér være et hav af Zinnia næste år; måske skal vi forsøge med squash i kapillarkasse i køkkenhaven næste år...

"A garden is never so good as it will be next year."

(Thomas Cooper)