Hjemkomst

Det er mærkeligt at vende tilbage til sin have efter mere end tre ugers ferie. Det er nattemørke og regn, men haveejeren griber ivrigt paraply og lommelygte og går ud. Den nyklippede hæk har antaget Einsteinfrisure, og gennem hækken slår dufte fra ukendte blomstringer. Man går igennem havelågen. Der er en ukendt plantemasse i albuehøjde, og lyscirklen afslører en geraniummur i violblåt. Det våde græs sjasker om anklerne. De mandshøjer former dér viser sig at være staudebedet i al sin høje magt, med store zoner af velduft fra liljer og floks. Der er æbler på træerne, og roserne - svage og tavse ved afrejsen - har afholdt en hemmelig rosenfest mens man var borte. Duftsøjler på terrassen afslører at små heliotroper er blevet store; og de små oprette tomatplanter i kapillarkassen er blevet et filtret grønt vandfald ud over terrassen. Man må kæmpe sig om bag huset ad en sti der nu er blokeret af høstanemoner højere end én selv. Midt i gårdens flisebelægning står der gudhjælpemig ukrudt, som om man i virkeligheden har været borte i tre år. Alt er viltert i blomst her, floks og felicia og violfrøstjerne og bakkeanemone i én overvældende jungle, og man skynder sig videre til køkkenhaven, som på darwinistisk vis har fundet sin egen løsning. Er der overhovedet nogle rødløg nede i dét der, tænker man, men taber så helt modet i den tunge fornemmelse af biomasse der presser sig på fra alle sider. Man ender, komplet overvældet og stakåndet, ved at stå i nogle øjeblikke og bare nyde en lille ny clematis på plankeværket i køkkenhaven. En hvid 'Alba luxurians', smukt dækket i halvanden meters højde med de små stjerner med vredne kronblade. Det kan man da lige overskue...