torsdag, april 12, 2007

Murblomst og håndblomst

Gyldenlak hedder wallflower på engelsk. Cheiranthus cheiri på latin. Det latinske navn Cheiranthus kommer af cheiros=hånd og anthus=blomst. Det skulle skyldes at damer på Linnés tid bar små håndbuketter af gyldenlak; måske en form for parfume?

Jeg synes nu at det danske navn er meget smukt. Farverne i blandede gyldenlakker er vidunderligt renæssanceagtige, og det undrer mig ikke at de er kommet på mode - så småt da - igen. Bøvlet med dem er at de er toårige (eller i det mindste få-årige), og man skal selv spire og prikle og passe de små planter det første år.

Der findes mange frøblandinger af gyldenlak. Jeg synes de ligner hinanden en del på billederne. Af de rene farver findes ikke så mange. I år har jeg selv en meget mørkerød 'Blood Red' (Thomson-Morgan, I presume?). På ønskelisten fra Chiltern Seeds har jeg nu en sart glødende lyserød-orange 'Aurora', nogle elfenbensfarvede 'Ivory King' - og så den blodrøde igen. Så kan der blive delt ud til alle!

Og så dufter de som intet andet. Smukt. Og det er meget godt klaret af en kålfætter.

Nota bene: De findes også en sibirisk gyldenlak, den er kun orangegul.

Ingen kommentarer:

 
Site Meter