Dahliaerne er blevet fine, og den første blomst er ude, så jeg kan se frem til en fin, lang sæson med dahliaer på terrassen. Men jeg erindrer bare ikke at jeg har købt en neon-fersken mega-kaktusdahlia! Den er faktisk meget flot; desværre er den planlagt til at være rosa og stå sammen med to rosa pompondahlia. Hvad værre er, den næste dahlia i krukken fremviser nu en knop der tydeligvis er rødlilla. Hjælp! End ikke hvis jeg havde været farveblind ville rødlilla-neonfersken være en acceptabel kombination!
Jeg kan pludselig huske hvad Claus Dalby skriver - det er ikke altid at det man har købt kommer op i den rigtige farve. Nu afventer jeg da at resten af dem afslører deres sande identitet...
Eftersom vejret er køligt og regnfuldt har jeg kastet mig ud i en enkelt plantning. Jeg har sat en ekstra 'Gerbe Rose' sammen med en kollega op ad vores mest trætte gamle æbletræ.
Salaterne er kommet op i mine to kvadrater, og jeg har fisket snegle derude, så der skal gensås lidt mere. Kålsorterne er simpelthen sneglemad så det basker - det er dem der er ædt af. Jeg er stadig meget langt bagud i forhold til Falster - deres salat er mindst tre gange så høj og bred som min.
Portlandroserne ser fine ud, je har været ude og fjerne bladlus fra de nye knopper og blde ved håndkraft, og håber at regnen idag har fjernet resten. Typisk at der sidder én fed bladlus og så dens 10-20 bittesmå unger - smut! Jeg må og skal simpelthen have succes med 'Blanc de Vibert' - jeg må se en blomst.
Og så må jeg konstatere at lavendelhækkene omkring de runde buksbom, som jeg har forsøgt at forny med gradvis nedskæring, simpelthen er for træede og gamle nu. Det vil være pænere med nye planter, så jeg har bestilt frø af 'Hidcote Blue' hos Thompson-Morgan, og så regner jeg med at småplanterne er klar næste forår.
Mine Pseudoarmeria 'Joystick White' nærmer sig størrelsen for den endelige udplantning; deres lancetformede blade er nu brede og de har en håndfuld af dem.
Og ellers er det jo bare at holde øje med fuglegræs, mælkebøtte, skvalderkål, ukrudt, ukrudt, ukrudt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar