søndag, oktober 10, 2010

Næste År, Næste År...

Musvitterne pipper på en sær vinterlig måde for tiden. Måske er det fordi alle de andre fugle i tapetet er tavse at det lyder anderledes.
Når jeg går i haven nu, er det ikke for at så, eller plukke, eller opbinde. Det er for at nedklippe eller beskære. Der er da stadig blomster, javist; der er enkelte forrevne lilla floks, og klematis'erne - fortrinsvis viticella-typen - er stadig på banen. Der er de kraftige lilla 'Polish Spirit', en ny men stærktblomstrende 'Alba Luxurians', og den mest vidunderlige af dem alle, 'Betty Corning'. Og der er solsikker i køkkenhaven, og der er duften af store sølvlys (Actaea) i hele haven.

Men haven, den er beskæftiget med at lukke og slukke. Den lukker ned for bladene og lader dem blive gule og røde. Den lader nødderne falde til jorden, både de store, saftige valnødder og de hundredevis af fine lysegrønne hasselnødder. Den broderer med æbler på den lysende grønne græsplæne.

Og jeg ser mig omkring og tænker allerede: Måske skulle dér være en kant af appelsintagetes igen; måske skal dér være et hav af Zinnia næste år; måske skal vi forsøge med squash i kapillarkasse i køkkenhaven næste år...

"A garden is never so good as it will be next year."

(Thomas Cooper)



1 kommentar:

Vild med have sagde ...

Jeg kender det. Når som helst jeg er i haven, også om efteråret når jeg "pakker sammen", myldrer det med idéer til hvad man også kan gøre.

 
Site Meter