tirsdag, december 28, 2004

I Teorien...

Jeg har haft have i mange aar. I bogreolen. Jeg vil ikke sige at det kan anbefales i forhold til "the real thing", men det er anderledes. Indenfor fylder éns virtuelle haveliv en lille hyldemeter, og der er plads og tid til at teoretisere og kloge sig. Saa faar man en have, og dermed halen paa komedie.

Netop derfor er det faktisk meget pædagogisk at vi her på disse breddegrader tvinges til en periode (læs: midvinter) med refleksion over aaret der gik, med fejltagelser, uventet succes og uventet fiasko. Og saa kan man ogsaa for en stund vende tilbage til biblioteket - det lille eller det store - for at genopfriske fakta og finde ny inspiration.

Jeg har netop haft Terence Conran og Dan Pearsons "The Essential Garden Book" til hjemlaan. For saa vidt er det en udmærket bog, med praktisk og overskuelig gennemgang af emner, for eksempel hegn og belysning. Men fotosiden har én stor fejl - den er for æstetisk. Den er for milliardær-æstetisk. For 99,9% af os haveejere er havebrug "det muliges kunst" - man arbejder med hvad man er givet, og ofte er man givet et lidt almindeligt hus eller et trist hegn, uden midler til at rive det hele op med rode og begynde forfra med en hot arkitekt hhv. hot havearkitekt. Det betyder ikke - nænæ, kære læser, så bastant er jeg heller ikke! - at havebøger kun skal indeholde socialrealistiske havefotos. Jeg mener blot, at hvis billeder ment til at inspirere er milevidt fra virkeligheden, så kan man ikke omsætte dem til noget brugbart. Og saadan maa det være for os med hus og have, men uden mexikansk milliardærhus, engelsk manor eller new yorksk tagterrasse.

Der gives herfra et tg minus til de herrers kaffebordsbog. Næste bog i læserækken er Piet Oudolfs "Designing with Plants". Mere om den senere...

Ingen kommentarer:

 
Site Meter