lørdag, juni 02, 2012

Selv i mørket har vi syrener...

Jeg er en ærlig person. Jo, der findes hvide løgne, eller, hellere, undladelser af meningstilkendegivelser. Men en bøde kan ride mig som en marekat af dårlig samvittighed i flere uger.

Men det sker altså at jeg går på "skud". Vi kan jo kalde det overskudsdeling. En stikling, en blomst, et æble der står ud mod vejen, indenfor rækkevidde - jo, det kan ske.

En sen aften fornyligt gik jeg således aftentur med hunden med en rosensaks i lommen. Det er syrentid, og hvis jeg kunne finde en enorm syrenbusk, hvor man ikke ville savne et par grene, og det er jo snart min fødselsdag. Jeg holder sså meget af sssyrener, min dyrebare. I mørket fandt jeg noget vildt buskads, og derudaf stak nogle grene, med noget der delvist lignede syrener, og delvist mindede om sommerfuglebusk (Buddleia). Dem nappede jeg.

Vel hjemme igen stod jeg med nogle grene med i-hele-stuen-velduftende, rødlilla, åbne syrenklaser, hvor klaserne havde en smuk, hængende profil, nøjagtigt som blomsterne på en sommerfuglebusk. Hvad i alverden var det? Og Google-gættet er, at det er en Rævehalesyren (Syringa reflexa). "Reflexa" betyder vel noget i retning af "afbøjet". Den busk er lige noget for en dufthave-o-man. Og overordentlig smuk, netop fordi den er blødt buet.

Et must-have.
 
Site Meter