Linnaeus og Linnæa

Jeg har været fascineret af Carl Linnaeus (latin Carolus Linnaeus, senere Carl von Linné) siden jeg var en lille nørd. Først og mest, naturligvis, fordi jeg var fascineret af dette navngivningssystem. I de allernyligste år har jeg fået læst lidt om personen Carl Linnaeus - blandt andet en stor smuk svensk collagebiografi. Han havde jo også jubilæum for et par år siden.

Carl Linnaeus navngav selv rigtig mange arter. De arter han selv i egen (154 cm lave) person har navngivet, har et L. til sidst i navnet. Det latinske navn for salvie er således Salvia officinalis L.

Én art navngav han efter sig selv. Det blev hans signaturplante: Linnea borealis L. Jeg ved ikke hvorfor han valgte dén. Han kendte den formentlig fra sit elskede smålandske landskab, hvor den idag er lensblomst for Småland. Det er en meget lille, meget yndefuld plante, en dværgbusk der blomstrer med to små hvidlige tvillingeklokker. På alle de portrætter jeg har set af ham, er Linnea borealis L. med. Det har været et princip for ham. Han har haft sans for symbolismen og eftermælet. Det er lidt sjovt.

Jeg har aldrig selv set Linnæa. Indtil i sidste uge, hvor jeg gik ved Styggforsen i Boda Kyrkby og - efter fortrinsvis at have brugt mine øjne på vandfaldet - kikkede ned for at se om der voksede noget interessant. Dér ved siden af stien stod en meget køn, meget lille blomst med tvillingeklokker. Og en genkendelsens klokke ringede i mit eget hoved...

Siden har jeg tænkt lidt over hvad jeg selv ville have valgt som min signaturblomst. Jeg ved det ikke. Hvad ville du have valgt?


Foto: Linnea borealis L, Styggforsen, Sverige

Anne Stine Stauder

Jeg har kendt Anne Stine fra Anne Stine Stauder on the side i nogle år. Udover, så vidt jeg kan se, at være et særdeles fint menneske, har Anne Stine et skalpelskarpt blik for nye stauder. Og hun har forbindelserne til at skaffe dem, og evnerne til at formere dem. Anne Stine har altid fine nye ting med et anderledes look. I år har jeg planer om at kikke indenfor på planteskolen i Stenlille.

Her udplukket fra kataloget Salvia 'Smoldering Torches', Thalictrum 'Anne', Sanguisorba var. alba og den specielle floks Phlox 'Natural Feelings'.

Skvalderkål

Skvalderkål er en ærlig fjende. Hadet af rigtig mange af et ærligt hjerte. Jeg slås en del med den, men jeg har faktisk et dårligere forhold til snerler, springbalsamin og - oh skræk! - snebær - end til skvalderkål. Henholdsvis upålidelige, luskede og grimme.

Skvalderkål (Aegopodium podagraria) er en ret nydelig plante, med et smukt grønt fingret løv og en luftig hvid sommerblomstring a la vild kørvel. Podagraria for at være brugt mod - podagra. Første gang jeg overvejede pynteværdien af skvalderkål var i en lille amerikansk bjergby, Breckenridge, hvor man tilplanter byen med vild flora. Her var der plantet brogetbladet skvalderkål, og det så rigtig pænt ud. De brogede planter så også tilstrækkeligt svage og truede ud til at man kunne holde af dem!

Men vi slås. Jeg har konstant årvågenhed. Ved eftertanke i haven tror jeg faktisk at mit gravsted til sin tid skal tilplantes med skvalderkål (Aegopodium podagraria 'Variegatum'), og på gravstenen skulle der stå: Skvalderkålen vandt - men først til sidst...