Supercool Petunia

Forleden dag - på min vej mellem A, B, C og D - gik jeg med lange skridt forbi en blomsterbutik i Vendersgade. Nu har jeg haft en lang gang mellem blomster og planter her på jord, så jeg har set det meste, og tro mig, det er ikke ofte at der kommer nyheder.

Men dér i Vendersgade måtte jeg sende lange blikke efter en topcool petunia. Det var den sorteste blomst jeg har mødt. Ever. Og så i kombination med lime.

Jeg måtte vende om og kikke tre gange, men som en anden farisæer havde jeg 1) ikke tid, 2) ikke planer om at bruge penge og 3) ikke noget at bruge petuniaen til.

Bagklogskab opstår altid efterfølgende, og ikke før. (Ligesom dårlig samvittighed, forresten.) Og det måtte jo blive sådan - at jeg nu ærgrer mig lidt over at jeg ikke spenderede de 35 kroner på en enkelt topcool petunia.

Bryllupsblomster

Jeg er ikke typen der tager fri for at se hele dagsprogrammet fra det kongelige engelske bryllup, men det er jo feel good-news, så jeg kikker meget gerne med. Det syrede er, at dér hvor jeg virkelig spidser ørerne i reportagerne - det er når det gælder blomsterdekorationerne. Krukket? Nørdet?

Jeg indrømmer hermed at jeg er mere interesseret i de dér ældre hærdede engelske damer der er igang med at dekorerere Westminster Abbey. Jeg indrømmer at jeg lige har set en flok fotos igennem flere gange for at se hvad de har af plantemateriale. Og det ser lovende ud...

Jeg ser hvidt og cremefarvet og grønt. Jeg ser sommermagnolie, min åh-så-smukke favoritmagnolie. Jeg ser hvide syrener og limegrønne vortemælk (Euphorbia) - på en eller anden måde meget engelsk.
Der er bøgegrene, og måsle er der også grene af et blomstrende duetræ? Kan det passe?

Kirkegangen i den strenge grå Westminster Abbey bliver lavet til en lille allé af mindre træer - avnbøg og naur - enkelt og naturligt og inspireret af det engelske landskab.

I like that.

En Mælkevej af Stjærner

Lad os sende endnu en tanke til stjernehavet af anemonerne derude. Om få dage er de borte igen.

De hvideste Anemoner,
mit Øje nogen Tid saae,
lyste som Stimer af Stjærner
mellem de Stammer graa.

En Mælkevej af Stjærner
i grønlig skinnende Luft —
en Stjærnehave i Solskin
med hvidlig og krydret Duft.

Johannes Jørgensen

Aha! Sjælden!

Jeg har fået en gave. En uhyre smuk lille gave. En delikat frynset lille gave. Den står i en køn lerpotte og venter på at blive plantet.

Jeg har, som alle I andre, eranthis i haven. De er dejlige at ha' i nogle grupper rundt omkring, for så kan man gå ud i det allertidligste forår og lede efter dem nede i sneen. Men de frøsår sig meget, og jeg vil ikke have dem over det hele, og derfor begrænser jeg dem. Blandt andet må de ikke komme i mit store staudebed.

Den almindelige erantis er Eranthis hyemalis. Jeg har, tror jeg da, fået en potte med Eranthis cilicica. Den er anderledes i bladene - meget yndig med fin, frillet bladkrave. Dén må gerne komme i mit store staudebed...

Nu vi er ved anderledes erantis, så kik lige på Eranthis stellata...

Nu Breder Hylden De Røde Hænder Mod Sommermånen

"Nu breder hylden de svale hænder mod sommermånen" - skrev Johs. V. Jensen. Men hér vil jeg fortælle om den rødbladede hyld, og så burde det jo lyde "Nu breder hylden de røde hænder mod sommermånen". Gys, siger jeg bare - der er stof til en kriminovelle i dén sætning.

Man kan også gyse af glæde, og det regner jeg med at gøre når min nye rødbladede hyld (Sambucus nigra 'Black Beauty') springer ud. Den er plantet mellem mine fire store rabarber i køkkenhaven, og jeg regner med at de kommer til at klæde hinanden så smukt, så smukt...

Rabarber

Rabarber-rabarber-rabarber.

Nej, hvor jeg holder meget af dén plante. Med tiden mere og mere. Måske bliver jeg mere mormor-agtig i min plantesmag med alderen - det ville være meget interessant (bortset fra at jeg i så fald ville ende med krukker med den forkætrede treenighed marguerit-rød pelargonie-blå lobelie; føj!). Her i haven er rabarber den første plante der lover os at der kommer noget vi kan høste, tilberede og spise. Resten af forårsbebuderne - krokus, vintergæk, anemone - er smukke og dejlige, men letbenede og kun til æstetisk brug. Rabarber vejer noget i hånden - og lover noget til maven. Det er skønt.

Det er fristende at prøve at drive dem lidt frem, når de står der med fede røde knopper nede ved jorden, så i år satte jeg hhv. et klart plasticlåg og en sort murerspand henover to af planterne (se fotos). Det er meget effektivt. De er meget længere fremmme end de udækkede kollegaer.

Indrømmet, et par store "rhubarb forcing pots" ville være meget smukt, men vi véd jo at de koster 750 kroner stykket, og så er murerspande godt nok til mig.

Det interessante er at rabarberne i mørket bliver meget smukt gule og røde...