søndag, september 12, 2010

Buket

Det er mærkeligt med buketter fra egen have. Jeg glemmer at det kan lade sig gøre. Muligvis fordi jeg har så lidt tid derude; muligvis fordi jeg endnu ikke har det som vane at hente blomster ind, men hellere lader dem stå ude. Selv efter at have haft have siden 2003.

Så har jeg heldigvis et par børn der gerne plukker blomster - til små vaser.

Men buketter til de store vaser - det er sjældent. Det er "occasions". For nyligt lavede jeg en "sort". (Det er enten dén farve eller lilla her i haven!) Der var bl.a. mørke løvemund, mørkerøde blomsterkarse, lægekvæsurt og mørkerøde vortemælk, og den var ærlig talt lækker. På fredag er der en occasion igen - så må jeg huske mig selv på at jeg faktisk godt kan hente blomster derude - selv nu, hvor forfaldet begynder at sætte sit vemodige stempel på havens udtryk.

tirsdag, september 07, 2010

Blegnende Hortensia




Der er flyttet en ny hortensia ind. Det vil sige - endnu en; der er snart tale om et hortensia-bofællesskab.

Sagen er den at jeg hele tiden "produktudvikler" på det store blå staudebed. Der er stadig for mange forskellige stauder i, men jeg afprøver forskellige stauder for deres slagkraftighed. Indtil videre er de absolutte vindere: Tidselkugle, stormhat, prydgræs 'Transparent', tre sorter store storkenæb, samt sibirisk iris.

I dette urolige hav af kæmper har det vist sig at store blå hortensiaer har en god indflydelse. Den største succes er en 'Endless Summer', som på to år er blevet enorm og smuk. Den har desuden blomster i mængder, fra den begynder at blomstre i forsommeren og ind i frosten. Derfor plantede jeg én til midt i bedet i forsommeren, og idag endnu én nærmest huset. Så burde der blive tre "ankre" i bedet, og jeg håber virkelig at de to nyplantede bliver lige så store som den førstefødte.

En ting jeg holder meget af ved hortensiaer - særligt de blå - er deres måde at komme ind i efteråret på. Deres blomsterhoveder blegner på den utroligste måde. De bliver sarte og udvaskede som de smukkeste akvareller...
 
Site Meter