lørdag, marts 07, 2015

Dorothea-Design

Store blikke af stauder virker godt. Jeg ved det - men i en gammel have er det ikke altid at man nænner at fræse et helt bed og begynde forfra med en eller anden monokultur. Af vintergrøn. For eksempel. Men her lykkedes det. I et bed af store blå iris er det om foråret dorothealiljerne der hersker. I gårdhaven, uden for soveværelset, og domineret af en stor buksbomkugle. 

Og de dufter...



onsdag, oktober 29, 2014

De Sidste Blå Blomster

Hortensia 'Endless Summer' - og 'Rozanne', naturligvis. 





onsdag, august 13, 2014

Elfenbensfarvede Tulipaner

Jeg har lidt af et had-kærlighedsforhold til Darwin-hybriderne blandt tulipaner. Vil du ha' en postkasserød eller en udsalgsgul? Værsågod at vælge. Men de kommer jo hvert år, det skidt, og det er mere end jeg kan sige om visse andre tulipaner.

Nåmenaltså - i flere år har jeg haft et øje til 'Ivory Floradale', en cremegul Darwin. Det er kun min angst for at lande med en flok tisselysegule tulips der har hindret mig. Men tror nu at det bliver i år at jeg prøver at sætte nogle 'Ivory'. For se nu her på fotoet hvor fint den tager sig ud...


Løgsæson!

Oh! Der er kommet løgkatalog. Det er skønt. Det ligger her i køkkenet, så jeg kan bladre fjollet og målløst i det hver gang jeg står herude. 

Jeg overvejer flere store liljer, flere store Allium, en krukke med "papegøjer"...

onsdag, juli 16, 2014

Unger i Haven

De to unger i haven har lavet nogle helt vidunderlige Peddersen & Findus-agtige smådyr. Og en fin bod. Æblerne falder ikke langt væk fra det stolte ophav...



mandag, juli 07, 2014

Ide (1)



En idé til at gemme grimme haveslanger?

søndag, juni 22, 2014

Det Smukke Bunddække

Se bare her. Et smukt lavet forløb, ledende hen til ældre stråtækt gård. Om foråret gult af erantis. Derefter bliver det en ensartet pude af frisk grønt. Og nu, i juni, en sky af hvide blomster, som vild kørvel. 

Bare en skam at skvalderkål - for det er det - breder sig sådan...

onsdag, juni 11, 2014

Et Stykke med Ubart

I store landskabsparker har jeg altid fundet det fantastisk når der var både langt og kort græs. Har altid ment at det var svært at passe ind i mindre haver - og slet ikke i vores. Indtil manden i haven lod en lille cirkel med bellis stå...



tirsdag, maj 20, 2014

Skovbunden

Bagest i haven har vi en stribe lidt mørk have med et langt halvtagsskur. Til brænde, haveredskaber og tøjtørring. Dér står også vores to kompostbeholdere. En hasselbusk våger over det hele.

Her var en stribe ubenyttet jord med lidt vinca i den ene ende. Et mørkt sted, til pligter.

Men her er der nu plantet skovbund til pynt - anemoner, violer, treblad, og ikke mindst skovmærke og ramsløg. Nu har jeg faktisk lyst til at gå hen i dette hjørne af haven og kikke...



lørdag, maj 17, 2014

Det Hvide og Det Grønne

Hvidt og grønt er den mest grundlæggende farvekombination i en have. Hvidt virker i bund og grund som var det blot en lyseffekt på det grønne. En overblænding. En kompliceret variation over temaet "grøn"...



fredag, maj 16, 2014

Op på stammerne!

Jeg var i et større plantecenter me ældstedatter idag. Det gik meget godt. Efter fyrre minutter havde vi kun shoppet et brev pralebønner. Derefter gik det desværre en smule galt - eller godt.

Jeg har en teori: Det er gratis at gå i plantecenter, men det koster 500 kr at komme ud. Indtil videre passer det...

Anyways, vi kom hjem med (som tænkt) en opstammet ribs, og (nyt) en opstammet amerikansk blåbær. Amerikansk blåbær? Det har jeg ikke set før. 

Nu står de begge og giver smukt højde til mit skakbræt af en krydderurtehave. 


Klippo To

- Men sådan noget skal man aldrig blogge, for da jeg gik ud og fyldte benzin på Klippo'en, løb den lige ud af en utæt benzinslange igen. {}#%%^*^^%€$!! 

Klippo

Jeg går ud og slår græs om lidt. 
Jeg glæder mig.

Det er ikke fordi jeg har en specielt fiks plæneklipper at jeg glæder mig. Jeg slår græs med en lidt ældre Klippo-model med træk. Den der kan køre i "skildpadde"- og "hare"-fart. Den er bomstærk og starter velvilligt med et brøl efter hver vinters lange henstand. Den er god.

Jeg glæder mig fordi jeg godt kan lide at slå græs. Det er tilfredsstillende at se plænen blive flot; man kan ikke multitaske imens, og det virker i bund og grund ret meditativt. 

Så nu hopper jeg i træskoene og går derud. Yay!

onsdag, april 30, 2014

Forkulturel

Det er så lækkert at have tilsået og mærket alle de forskellige frø. Nu står de i bryggerset og venter bare på spiring. 


'Agnes Smith'


Jeg har tidligere skrevet om reflexa-syrener. (Det var dét med at jeg havde været på natteskud efter et par blomstrende smågrene.) Lidt mindre buske, lidt blankere og mere ægformede blade, lidt mere bløde og afslappede i formen, og lidt mere sommerfuglebuskagtige i blomsterklaserne. Og så en helt vild duft. Ha, og så en ting mere: Ingen vildskud! Jeg troede ikke at de fandtes i andre farver end rødlilla, men... I give you, Ladies and Gentlemen... 'Agnes Smith'. Fås i Danmark på syren-specialplanteskolen i Thisted.

fredag, marts 07, 2014

"Sweet pea" eller 'Golden Sweet' pea?

Jeg har også lyst til en krukke med en ært eller bønne. 'Blauwschokker' er jo den klassiske dramatiske purpurært, men jeg har fundet en anden en der er ganske speciel. Det er en gulgrøn mange-tout-ært, der har mauve blomster, lidt ligesom Lathyrus 'Matucana'. Navn: 'Golden Sweet'. 

Eneste overvejelse er at den i givet fald skal bære et skilt hvor der står "Det er DENNE HER der er spiselig." Så at vi ikke begynder at spise en lathyrus der står i en anden krukke...






Fingerbøller

Åh nej.
Der er en dille på vej. 
Jeg kan mærke det. 
Det begyndte med den dér nye Digitalis med de filtede blade - "Silver Cub".
Og nu er jeg kommet til at kikke på Thompson-Morgans hjemmeside (bless their souls, jeg havde ellers droppet dem, fordi der var ringe spireevne i deres frø), og nu får jeg lyst til at så fem forskellige slags. 

Begyndende med denne her, som vil passe vidunderligt ind i Det Blå Bed - Digitalis purpurea 'Dalmation Purple'. 

Ny Fingerbøl?

Jeg har købt en hel del frø allerede. Men et hurtigt kik i "Haven" har afsløret endnu én at overveje - en ny fingerbøl (Digitalis purpurea ssp. heywoodii 'Silver Cub'). Den er hvid og forgrenet og har gråfiltede blade. Rigtig fin og lidt vild i looket. 100 frø, anyone?


Tilbage til haven

Hej! Har I savnet mig? Nej, vel? Nå, men jeg savnede pludselig min lille havejournal her på nettet. Sidste år gik der simpelthen (nyt) arbejde i det hele. Jeg var da lidt i haven, men det var altså rigtig lidt. Jeg håber at det bliver bedre i år. Haven savner mig når jeg ikke er der; og jeg savner den. Det hele begynder at flyde lidt, ukrudt kryber ind, hasselbuske skyder op, kanter begynder at frynse, bede begynder at gå lidt i frø... Haver skal passes.

søndag, april 21, 2013

Ud af vinterhiet!

Åååååh. Godmorgen. Det er vist tid til at strække sig lidt og komme ud af hulen! Nu har det været januar i cirka tre måneder, og havenørden har ligget i hi.

Jeg lå i går - i hiet -og kikkede på englishsweetpeas.co.uk. Smukkeste ærteblomster nogensinde.

Men nu må jeg hellere trække i den røde overall og komme ud og gartne. Der er jo også to murerspande med dahliaknolde derude, Twining's After Eight, og mon de har overlevet?



 
Site Meter