onsdag, november 28, 2007

Mudder

Barrodede roser skal i jorden ret tjept efter ankomst.

Her i weekenden havde jeg nøjagtig to timer tilgængeligt til tjansen, så i de to timer stod jeg i overlevelsesdragt og kampgravede i en sky af damp, med stikning af græskant, fjernelse af græstørv, nedsætning af græsbarriere af grøn plastic, samt gravning af 10 store huller til roserne. I regn og 2 grader Celsius og med tung, klæg, leret jord der sad fast på både græstøv og spade...

Roser elsker leret jord, så det skal nok blive fint. Men jeg lagde altså alt overtøj bukser og støvler udenfor - til spulning.

tirsdag, november 27, 2007

onsdag, november 21, 2007





tirsdag, november 20, 2007

Roser i November

Så er roserne ankommet.

Det siger vist det hele! De står udenfor og venter på at komme i jorden. Det bliver bare godt.

fredag, november 16, 2007

Ild i Haven














En busk der blomstrer i januar og februar, med ildrøde duske.
Hamamelis x intermedia 'Feuerzauber' var den de havde i planteskolen.

onsdag, november 14, 2007

Overraskelser

Det gode ved at have en have der er lidt større end et frimærke er at man kan blive overrasket lidt oftere. Det er en af mine egne store glæder ved haven - måske fordi jeg ikke har så meget nussetid derude. Man glemmer en del på et år, så hvis jeg har plantet noget, eller sat nogle løg, så er det ude af sind når det lige pludselig dukker op derude.

Eller jeg har glemt hvor smuk dén tulipan er.

Eller jeg har glemt hvor dejligt en bestemt rose dufter om sommeren.

Eller jeg har glemt hvor skønne vintergækker er i februar.

fredag, november 09, 2007

'Raubritter'














'Raubritter' betyder "røverridder". Jeg har ingen anelse om hvorfor denne specielle og smukke rose skal hedde sådan. På den anden side er det mere særegent end hvis den hed 'Little Pink Princess' eller tilsvarende lal.

Roser Med Bare Fødder 2007

Jeg har bestilt en runde roser hos Knud Pedersen, Rosenposten.dk. Barrodede, naturligvis. Der skal nemlig stå en række mere foran mine historiske roser, dels så bedet kan blive bredere og se mere harmonisk ud, og dels så der kommer en lidt lavere højde foran de "bare ben" på de gamle roser. Bedet trænger også til en gang kantskæring og til en plastkant som græsbarriere.

Efter at have slingret rundt i hundrede rosensorter, er jeg endt med at bestille 4 stk. 'Chantal Merieux' (ret mørk rosa), 4 stk. 'Snow Ballet' (hvid) og 2 stk. 'Raubritter' (pink).

Sidstnævnte kom med i sidste øjeblik fordi jeg alle dage har været helt betaget af de runde, pink "bolde" som den bærer. Den ligner et blomstermaleri og vil være dejlig i en vase. De skal formentlig stå foran 'Salet', de store kraftige mosroser. Så bliver der et godt kraftigt busket nede ved legehuset, det er fint. De skal også ha' nogle roser at lege med (og torne er jeg ikke så bekymret for, ærlig talt). Og de der rosenbolde - jamen de er slet og ret vidunderlige.

De to andre er med fordi de har 1) fyldte blomster, 2) har blomsterstørrelse medium, 3) er længeblomstrende, 4) er 50-90 cm, 5) er buskede/bunddækkende.

Desuden er Chantal duftende, det er jo altid en bonus. Så NU er der noget at glæde sig til til næste sommer - måske blomstrer de en smule for os.

Bagsiden af medaljen: Jeg er altid lidt flov over at ha' købt planter til haven. Shopping nu igen?

fredag, november 02, 2007

Aarstider

Man skal holde af sine årstider. Man skal leve efter årstiden, nyde grøntsager efter årstiden, lave aktiviteter efter årstiden, spise mad efter årstiden, og ha' blomster efter årstiden.

Det er forvirrende med bjerge af jordbær i februar, eller med rødbeder og græskar i juni.

Det er forvirrende med asters i foråret og krokus i efteråret.

Når det er sagt, så kan et jordbær i december være et udråbstegn, noget at rette sin opmærksomhed imod, at glædes over.

Udenfor vore vinduer står en Oktober-kirsebær, og nu er dens show begyndt. Midt i de sidste skønne gule-rosa blade sidder der nu små forårsagtige lyserøde ballerinaskørter. Virkelig underligt - men et dejligt udråbstegn midt i efteråret. Der er et forår gemt derude...



 
Site Meter